Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

WHO-chef slår alarm: Pandemiaftale truet af konspirationsteorier

Faktatjek 13. feb 2024  -  4 min læsetid
Tjekdet
Generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, fremfører sin tale til World Governments Summit. I talen advarer han mod, at løgne og konspirationsteorier om en global pandemiaftale kan spænde ben for, at en aftale når at lande, før deadline overskrides i maj 2024.  Foto: Ryan Lim/AFP/Ritzau Scanpix
  • Verdenssundhedsorganisationens WHO generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, kommer med et markant opråb om at stoppe konspirationsteorier om den kommende pandemiaftale

  • Teorierne er blevet så udbredte, at de risikerer at sabotere aftalen, siger han

  • Også herhjemme spredes påstande om pandemiaftalen, så som at medlemsstaterne kommer til at afgive suverænitet

  • Men det kan slet ikke lade sig gøre, for den magt får WHO ikke med aftalen, siger forskere til TjekDet

Massiv spredning af konspirationsteorier på nettet er nu blevet så alvorlig, at de truer internationale løsninger på sundhedsområdet, helt konkret vedtagelsen af en historisk pandemiaftale, som alverdens lande forhandler om i Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Sådan lyder den opsigtsvækkende advarsel fra organisationens generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, mandag til World Governments Summit i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Aftalen kommer som direkte konsekvens af coronapandemien, hvor mange lande ikke var tilstrækkeligt forberedt i forhold til at håndtere pandemien. Hensigten med aftalen er derfor at sikre bedre forebyggelse, beredskab og respons til fremtidige pandemier. 

Tedros Adhanom Ghebreyesus advarede så sent som i januar 2024 mod, at en “strøm af falske nyheder, løgne og konspirationsteorier” har bidt sig fast og besværliggør arbejdet med at komme i mål med aftalen, som ellers var forventet at falde på plads i maj 2024. Den advarsel gentager han nu over for verdens ledere i Dubai.

“Hvis ikke disse løgne var så farlige, ville de være komiske. Men de bringer sundheden for verdens befolkning i fare, og det er ikke noget at grine af. Vi kan ikke tillade, at denne historiske aftale, denne milepæl i global sundhed, bliver saboteret af dem, der spreder løgne, hverken bevidst eller ubevidst,” sagde han mandag i sin tale til World Governments Summit.

Ifølge Tedros Adhanom Ghebreyesus består de falske påstande blandt andet af, at aftalen angiveligt resulterer i, at de 194 medlemslande vil afgive suverænitet, og at WHO kan lukke samfund ned og påtvinge indbyggere vacciner. Med andre ord kan WHO angiveligt vedtage vidtgående nationale tiltag uden staternes accept.


Ingen suverænitetsafgivelse 

De samme påstande cirkulerer også i stor stil herhjemme både på sociale medier, i et læserbrev i marts 2023 og senest i form af et borgerforslag, der vil sætte en stopper for Danmarks indtræden i aftalen. Borgerforslaget har i skrivende stund 2.825 underskrifter. 

Den gennemgående påstand er, at WHO med aftalen vil få for meget magt over medlemslandene. 

Men i pandemiaftalen, der dog endnu kun er et forslag til en forhandlingstekst, kan man læse ordret, at landene ikke afgiver suverænitet. Det påpeger Ayo Næsborg-Andersen, der er lektor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. 

I aftaleforslaget står der, at stater, i overensstemmelse med FN’s pagt og de generelle principper for international lov, har “den suveræne ret til at lovgive og implementere lovgivning i forfølgelsen af deres sundhedspolitikker.”

“Hvis jeg havde haft en jurastuderende, der havde lavet det argument for mig, så var vedkommende dumpet”

At hvert enkelt medlemsstat er suveræne og ligeværdige, er netop det helt grundlæggende ved folkeretten, som er det retssystem, der regulerer forholdet mellem stater, forklarer Ayo Næsborg-Andersen. Det er under folkeretten, at aftaler og lignende i WHO-regi bliver indgået.

Hun forklarer videre, at en international organisation som WHO kun har magt i den udstrækning, som landene selv har givet den. Derfor kan WHO heller ikke bede medlemsstaterne om at følge ordrer. Det vil sige, at WHO for eksempel ikke kan tvinge hverken medlemsstaterne til at lukke deres samfund ned eller borgere til at blive vaccineret.

“De kan kun anbefale at gøre det. Der kan dog komme et politisk pres, så landene føler sig tvunget til at følge anbefalingen. Men rent juridisk kan WHO ikke gøre noget. De kan ikke give Danmark bøder eller på anden måde sanktionere os,” siger hun og fortsætter:  

“Hvis aftalen rent faktisk indeholdt afgivelse af suverænitet, og en stat ikke vil afgive suverænitet til WHO, kan landet jo bare lade være med at tiltræde aftalen eller melde sig ud af organisationen,” siger hun. 

Det samme har Jesper Lindholm, der er lektor i folkeret ved Aalborg Universitet, tidligere fortalt til TjekDet i april 2022, da præcis samme påstand florerede på sociale medier. 

“I det omfang man er utilfreds med sådan en konvention, eller synes det er uklart, hvor meget WHO vil have at sige, så kan man lade være med at tilslutte sig konventionen og ratificere den. Som en sidste drastisk mulighed vil Danmark kunne træde ud af WHO, selvom det ville få betydning for vores omdømme og indflydelse,” siger Jesper Lindholm.

Hvis vi forestiller os en situation, hvor Danmark skulle afgive suverænitet til WHO, så skal man først forbi Danmarks Riges Grundlov, som står over al anden lovgivning.

“Den kræver et flertal på 5/6-dele af Folketingets medlemmer. Hvis man ikke har det, men blot et helt almindeligt flertal, så skal det sendes til folkeafstemning,” siger Ayo Næsborg-Andersen.

Forvirring af dokumenter

Påstandene om WHO’s snarlige overtagelse af verdensherredømmet har efterhånden floreret i nogle år, og det er uklart, hvor påstandene er startet.

I april 2022 sporede TjekDet påstanden til den norsk-schweiziske, selverklærede folkesundhedsekspert Astrid Stuckelberger, som i coronakritiske kredse blev kendt som “WHO-whistleblower”. 

Dengang florerede en video med hende, hvor hun sagde, at WHO med aftalen kan “gøre hvad de vil, og indføre hvad de vil”, og at de nationale forfatninger vil blive tilsidesat. Hun tog sig dog det forbehold, at medlemsstaternes forfatninger i sidste ende kan stå i vejen for, at WHO får yderligere magt - præcis som forskerne siger til TjekDet.

På et topmøde i WHO i den schweiziske by Genéve den 22. januar 2024 luftede Tedros Adhanom Ghebreyesus også sin bekymring for, at pandemiaftalen kan falde til jorden på grund af konspirationsteorier.


På trods af det har påstanden altså levet videre, og det lader til, at to dokumenter, der i øjeblikket begge er til forhandling blandt medlemslandene, blandes sammen i konspirationsteorierne.

Det ene dokument er pandemiaftalen, der primært handler om, hvordan verdenssamfundet bedst forbereder sig til den næste pandemi. 

Det andet er en foreslået opdatering til det såkaldte Internationale Sundhedsregulativ, som opererer på et mere generelt plan og eksempelvis definerer, hvad WHO’s rolle er, hvornår WHO kan komme med en anbefaling, eller hvornår WHO kan definere, at noget er en pandemi eller sundhedsrisiko. 

I opdateringen til Det Internationale Sundhedsregulativ er ordet “non-binding” - på dansk ikke-bindende - streget ud under forslag til ændringer af, hvad definitionen af anbefalinger er. Det ser flere som et bevis for, at landene kommer til at afgive suverænitet, fordi staterne så er bundet til at følge WHO’s anbefalinger. 

Men sådan fungerer folkeretten ikke, påpeger Ayo Næsborg-Andersen.

“Hvis jeg havde haft en jurastuderende, der havde lavet det argument for mig, så var vedkommende dumpet. En anbefaling er i sagens natur ikke-bindende. Når noget er bindende, er det jo i princippet noget, der kan håndhæves, og noget, man kan blive straffet for ikke at efterfølge, men den magt har WHO ikke.”

Opdateret 13. mar 2024