Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Pro-palæstinensisk side står bag falsk Aula-besked med historielærers bredside mod danske medier og politikere

Faktatjek 12. okt 2023  -  2 min læsetid
Tjekdet
På Aula opfordrer en historielærer tilsyneladende forældre til at tale med børn om årsagerne til Hamas' angreb på Israel den 7. oktober. Men beskeden er falsk. Her demonstrerer folk i Vestbredden mod Israels bombardementer af det palæstinensiske selvstyre Gazastriben. Foto: Hazem Bader/AFP/Ritzau Scanpix
  • En Aula-besked fra Henrik Henriksen, der er historielærer i 5.b på en unavngiven skole, har tiltrukket sig stor opmærksomhed på Facebook de seneste dage

  • I beskeden kritiseres danske medier og politikere for at tage Israels parti i konflikten med den palæstinensiske militante bevægelse Hamas

  • Historielæreren oplister desuden en række grunde til, at Israel er blevet angrebet, og hvordan man kan tale med sine børn om det

  • Men beskeden er opdigtet, oplyser firmaet bag Aula

  • Bag den falske besked står en facebookside, der deler pro-palæstinensisk indhold

Det, der ligner en besked i Aula, kommunikationsplatformen for skole, SFO og dagtilbud, har de seneste dage fået stor opmærksomhed i et opslag på facebooksiden Palæstina Information.

I beskeden skoser en lærer de danske medier og politikere for at holde med Israel i konflikten mod den palæstinensiske militante bevægelse Hamas. Læreren opfordrer desuden forældre til at tage en snak med deres børn om - blandt andet - at Hamas' angreb er en "naturlig reaktion på mobning af et folkefærd". 

Beskeden er angiveligt sendt af Henrik Henriksen, der er historielærer i 5.b på en unavngiven skole, og han får i opslagets kommentarspor ros fra flere facebookbrugere for sin tilgang til konflikten.

Men beskeden er pure opspind. 

Det oplyser Henrik Kirkeskov, der er pressechef i Kommunernes IT-fællesskab, Kombit, som står bag Aula.

"Vi vurderer helt klart, at beskeden er opdigtet og dermed falsk," skriver han i en mail til TjekDet.


Flere skønhedsfejl

Ifølge Henrik Kirkeskov afslører flere ting, at beskeden ikke er den ægte vare.

"Den grafiske opsætning af teksten er lidt anderledes end i Aula, ligesom det normalt er initialer eller et billede, der beskriver en afsender. Endelig kan man heller ikke sende en besked til ”svar Dannmark, danskere og alle andre”," skriver han i mailen.

I en rigtig Aula-besked vil der i svarfeltet stå eksempelvis “Du svarer Lars, Agnete, Lisbeth + 150 andre”, og afsenderens initialer skulle i dette tilfælde være "HH" for Henrik Henriksen og ikke "Gaza", som det er tilfældet i den falske besked.

"Når det så er sagt, kan vi godt forstå, at der er personer, som har svært ved at vurdere, om der er tale om en ægte Aula-besked, da de øverste felter med de blå baggrunde er kopieret direkte fra Aula," tilføjer Henrik Kirkeskov.

Artiklen fortsætter under billedet


Den falske Aula-skabelon ser ud til at stamme fra instagramprofilen “beskedfraaula”, der deler opdigtede, satiriske beskeder fra Aula. Profilen har omkring 200.000 følgere.

Deler pro-palæstinensisk indhold

Facebooksiden Palæstina Information har også delt en anden opdigtet Aula-besked. Denne gang er det tilsyneladende Lone Andersen, pædagog i 0.b, der har sendt en besked ud til forældre, hvor hun opfordrer dem til at give palæstinensiske børn et kram og fortælle dem, at deres liv er lige så meget værd som israelske børns. 

I andre opslag - der ikke forsøger at efterligne Aula - beskylder Palæstina Information danske medier og politikere for at tage Israels parti i den verserende konflikt.

For eksempel bliver Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, beskyldt for at være en del af “et ret koordineret og veltilrettelagt angreb mod de danske palæstinensere”. Det sker, efter han skrev på X, at Konservative vil undersøge muligheden for at kunne retsforfølge folk, der offentligt støtter Hamas’ angreb på Israel for billigelse af terror.

TjekDet har spurgt Palæstina Information, hvorfor de har delt deres budskab som en opdigtet Aula-besked, men de har ikke svaret på spørgsmålet.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 12. okt 2023