Svensk politi afviser påstand fra DF-politiker om no go-zoner
-
I en video på sociale medier hævder DF-politiker Majbritt Birkholm, at der i Sverige findes 65 no go-zoner, hvor hverken almindelige borgere eller myndigheder kan færdes.
-
Ifølge Majbritt Birkholm er zonerne et produkt af, at Sverige har været “fuldstændig ligeglade med migration” og har åbnet grænserne, og hun kobler problemet til Danmark, hvor hun mener, at vi bør stramme op.
-
I sit opslag viser Majbritt Birkholm et notat fra svensk politi.
-
Men svensk politi afviser påstanden over for TjekDet.
-
Selvom der findes områder, der klassificeres som ‘udsatte’ eller ‘særligt udsatte’, lyder meldingen, at der ikke findes områder, hvor borgere ikke kan færdes og politi, ambulancer og brandvæsen ikke kan køre ind.
“I Sverige har man nu 65 no go-zoner. Det betyder faktisk, at man som svensker ikke kan befinde sig i de her områder. Det betyder også, at politiet, brandvæsen, ambulancer og så videre, heller ikke kan køre ind i de her områder. Det er jo fuldstændig absurd.”
Sådan lyder det fra Majbritt Birkholm, næstformand i Dansk Folkeparti og medlem af Europa-Parlamentet, i en video på sin Facebook, som har fået knap 3.000 reaktioner.
Majbritt Birkholm fortsætter med at sige, at årsagen til problemet er, at man i Sverige har åbnet grænserne, ladet migrationen tage overhånd og nu laver lappeløsninger. Hun siger også, at problemet ikke kun er i Sverige og drager paralleller til Danmark, hvor volden er stigende.
Men har Majbritt Birkholm ret, når hun siger, at man i Sverige har områder, hvor svenske borgere ikke kan befinde sig og politi, brandvæsen og ambulancer ikke kan køre ind?
Nej, lyder meldingen fra svensk politi, som afviser politikerens påstande over for TjekDet.
How to Share With Just Friends
How to share with just friends.
Posted by Facebook on Friday, December 5, 2014
I Sverige er der nu 65 zoner, hvor hverken svenskere, politi, brandvæsen eller ambulancer kan bevæge sig ind, lyder det fra Dansk Folkepartis næstformand og EP-medlem, Majbritt Birkholm, i en video på Facebook. Men svensk politi afviser, at det er tilfældet. Video: Majbritt Birkholm på Facebook.
65 udsatte områder
I starten af videoen, hvor Majbritt Birkholm bringer sin påstand om de 65 områder, står hun med en tekst i baggrunden.
Teksten stammer fra svensk politis hjemmeside, som i december sidste år præsenterede det nye situationsbillede af udsatte områder i Sverige.
På hjemmesiden beskrives det rigtigt nok, at der er udpeget 65 udsatte områder, hvoraf 19 betragtes som særligt udsatte. Det beskrives, at situationen generelt er forbedret i de udsatte områder og i landet som helhed sammenlignet med sidste opgørelse fra 2023. Blandt de 46 udsatte områder, der ikke er særligt udsatte, har 12 ifølge politiet udviklet sig positivt, 4 negativt og resten er uændrede. Blandt de 19 særligt udsatte områder har 3 udviklet sig positivt, 2 negativt og resten er uændrede.
Det beskrives også, hvad et udsat og et særligt udsat område er kendetegnet ved. Det er blandt andet voldelig kriminalitet, åbenlys narkotikahandel, rekruttering af unge til kriminalitet og en lav tilbøjelighed til at anmelde kriminalitet. I de særligt udsatte områder er problemet dybere og koncentrationen af kriminelle højere.
At der findes problemer med kriminalitet i Sverige er altså både korrekt og veldokumenteret.
Men at der findes no go-zoner, hvor svenskere ikke kan færdes og politi, brandvæsen og ambulancer ikke kører ind, er ikke korrekt, oplyser svensk politi til TjekDet. Det er hverken korrekt, at almindelige borgere ikke kan være i områderne, eller at myndigheder ikke kan eller vil færdes i områderne. No go-zoner er derfor ikke en betegnelse, svensk politi bruger om områderne.
No go eller go go?
Majbritt Birkholm er langt fra den første, der kalder udsatte områder i Sverige for no go-zoner og hævder, at myndighederne ikke er til stede i områderne. Formuleringen og lignende påstande har floreret længe og i flere lande.
I 2021 lavede TjekDet et faktatjek om dagbladet Politiken, der i ledersektionen ‘Politiken mener’ skrev, at “der er snesevis af no go-zoner i Sverige, hvor politiet ikke tør komme”. Også dengang afviste svensk politi påstanden.
Ifølge den svenske Wikipedia-side om no go-zoner var det den svenske journalist Per Gudmundson, der gjorde det populært at bruge no go-zoner som begreb for de udsatte områder i Sverige.
Allerede i 2017 var Erik Åkerlund, politichef i Botkyrka i det sydlige Stockholm, ude at afvise påstanden om no go-zoner i Sverige.
“For mig er det nærmere go go-zoner, det er der vi arbejder,” sagde han.
Politichefen fra Botkyrka er ikke den eneste, der har afvist, at der findes no go-zoner i Sverige. I 2016 beskrev B.T. udsatte områder som no go-zoner, og også dengang lød budskabet, at zonerne ikke fandtes, og at det var muligt for politiet at gå ind i alle områder i Sverige. Det var ovenikøbet en prioritet at være til stede i de udsatte områder, meddelte de.
“Vi skal være mere synlige der (i områderne, red.) og arbejde mere åbent i disse områder for at vinde beboernes tillid til samfundet tilbage,” lød det fra svensk politi til DR, da de undersøgte, om politiet i Sverige kunne genkende det billede, der blev tegnet i B.T. og andre medier.
TjekDet har henvendt sig til Majbritt Birkholm for at forelægge kritikken og spørge, hvilken dokumentation hun har for påstanden. I et svar til TjekDet præciserer hun, hvad hun mener med videoen.
“Dette handler hverken om jura eller semantik – men om virkeligheden. Min formulering skal ikke forstås som, at der juridisk er indført et adgangsforbud for svenske borgere eller myndigheder. Mit fokus er den faktiske virkelighed i disse områder: De er så dybt belastede af kriminalitet og kriminel påvirkning, at almindelige svenskere er utrygge ved at færdes der, og at politi, ambulance- og redningspersonale kan være nødt til at tage særlige sikkerhedsmæssige forholdsregler,” skriver Majbritt Birkholm.
“I sådanne områder kan man eksempelvis have situationer, hvor man af sikkerhedsmæssige årsager ikke kører ind alene. Jeg synes derfor, det er vigtigt at skelne mellem den officielle svenske terminologi og den virkelighed, jeg forsøger at beskrive med ordet ”no go"-zoner”,” skriver hun.
TjekDet faktatjekker jævnligt påstande fra og om dansk politik. Du kan finde alle vores faktatjek om emnet her.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
