Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Viral advarsel til hundeejere overdriver risikoen ved at give tyggeben af råhud til menneskets bedste ven

Faktatjek 17. nov 2023  -  5 min læsetid
Tjekdet
I et meget delt facebookopslag advares der om at give sin hund tyggeben lavet af råhud i julegave. Det vil nemlig før eller siden resultere i et besøg hos dyrlægen. Men tre dyrlæger vil ikke blåstemple budskabet. Foto: Shutterstock
  • Pas på med at give din hund et tyggeben af råhud, for det kan sætte sig fast i hundens hals og tarme og ende i operation

  • Sådan lyder advarslen i et populært dansk facebookopslag, som viser sig at stamme fra en amerikansk dyreklinik

  • Men ifølge tre eksperter, TjekDet har talt med, er tyggeben som udgangspunkt ikke farlige, og de vil ikke advare imod dem

  • Den amerikanske dyreklinik siger til TjekDet, at advarslen udelukkende er baseret på egne erfaringer

Giv ikke din hund tyggeben lavet af råhud.

Tyggebenene kan nemlig være “forfærdeligt for hunde”, fordi der er risiko for kvælning, blokering af tarmene og forgiftning. 

Det er i hvert fald budskabet i et facebookopslag, der samlet set har over 75 millioner visninger og er blevet delt flere end 12.000 gange på tværs af Facebook. Til opslaget følger også et billede af en hund, der tilsyneladende er kommet vældig galt af sted med tyggeben. 

Men ifølge dyrlæger, TjekDet har talt med, er risikoen ved at give din hund tyggeben noget overdrevet i facebookopslaget.

Det er kun få hunderacer, det kan være farligt for, og så længe du ikke efterlader din hund alene, når den tygger løs, burde der ikke være fare på færde. 


Ikke umiddelbart farligt

I det populære facebookopslag oplistes en række risici, der angiveligt er de mest almindelige ved tyggeben af råhud; forgiftning, fordøjelsesirritation og kvælning eller blokering. Der er altså ifølge opslaget stor sandsynlighed for, at din hund kan ende hos dyrlægen, hvis du giver den et tyggeben af råhud. 

Dyrlæge og formand for Faggruppen Familiedyr i Den Danske Dyrlægeforening, Christine Fossing, genkender dog ikke, at det skulle være så farligt. Og tyggeben af råhud er ifølge hende ikke noget, som dyrlæger i dag fraråder hundeejere at købe. Men det er stadig vigtigt at vurdere fra hund til hund.

“Man tager selvfølgelig en snak med ejeren og hører, hvad det er for en slags hund, og hvad den skal have at tygge på. Mange hunde kan godt håndtere det, men der er nogle hunde, som er meget glubske og sluger foder og tyggeting, så her skal man være mere forsigtig. Jeg vil ikke sige, at det generelt er livsfarligt. De har jo eksisteret i mange år, uden at det har givet problemer,” siger Christine Fossing.

Frida Moberg, studieadjunkt og seniordyrlæge i intern medicin ved Københavns Universitet, vil heller ikke som udgangspunkt mene, at det er farligt at give sin hund et tyggeben af råhud. 

Der er dog nogle forholdsregler, man bør overveje.

“Det kan jo ske, at en hund får det galt i halsen, hvis de ikke tygger det ordentligt - på samme måde som et barn kan få slik galt i halsen. Derfor ville jeg ikke lade hunden være alene med tyggebenet,” siger Frida Moberg.

I facebookopslaget lyder advarslen også, at tyggeben kan klumpe sig fast i tarmene og i sidste ende kræve kirurgi. Det har Frida Moberg dog ikke hørt om.

“Jeg vil forvente, at de fleste hunde tygger dem rimelig småt, før de synker dem. Og hvis de synker et lidt større stykke, så er det jo hud, de spiser, som nok med stor sandsynlighed vil blive opløst mavesyren,” siger hun og tilføjer, at selvom det ikke er noget, hende og hendes kolleger normalt ser, kan det ikke udelukkes, at et større stykke råhudsben kan sætte sig fast i tarmen. 

Ifølge Charlotte Reinhard Bjørnvad, professor ved Institut for Klinisk Veterinærmedicin på Københavns Universitet, er der også andre årsager til, at det er vigtigt, at hunden tygger tyggebenet færdigt i stedet for at sluge det. Og det handler om, at tyggeben ofte indeholder meget fedt.

“Det kan være en udfordring for hunde, der ikke tåler fedt, som for eksempel hunde med bugspytkirtelbetændelse. Og så skal energien regnes med i hundens daglige kaloriebehov, det vil sige, at der skal reduceres i hundefoderet,” siger hun.

Vigtige at hunden bruger sine tænder

Alle tre eksperter understreger, at hunde har et stort tyggebehov. Det er nemlig vigtigt for at træne tyggemusklerne og for at undgå tandsten.

“Når de tygger, bliver tænderne gnubbet, og det er godt for at holde tandsten nede,” siger Christine Fossing.

Frida Moberg forklarer, at tyggetræning er særligt vigtig for de hunde, der får tørfoder, fordi mange hunde spiser deres tørfoder hurtigt uden at tygge ret meget i det.

"Det bliver nærmest bare slugt, når de spiser det. Så de får måske ikke brugt deres tænder særlig meget, hvilket er vigtigt, fordi det er en del af hundens naturlige adfærd, som er behagelig for hunden og kan have tandsundhedsmæssige fordele," siger Frida Moberg og tilføjer, at det tandbørstning af sin hun også kan hjælpe med at holde tandsten nede.

Og her kan tyggeben altså være et godt middel. 

“Hunde har stor glæde af at få mulighed for at tygge, og råhud kan give en god tyggeoplevelse,” siger Charlotte Reinhard Bjørnvad.

Tyggeben er dog ikke den eneste løsning, tilføjer hun.

“Der findes efterhånden også flere alternativer såsom legetøj og tyggeben i andre materialer, som ikke indeholder fedt, eller som har en størrelse, så de ikke kan sluges,” siger Charlotte Reinhard Bjørnvad.

Stammer fra amerikansk klinik

Det danske opslag har floreret siden 26. oktober 2023, men oversætter man opslagets tekst til forskellige sprog og søger på det på Facebook, viser det sig, at historien om hunden har en del år på bagen, og at den findes i utallige versioner, som minder om hinanden.

Særligt ét facebookopslag med over 600.000 delinger vækker opsigt, da teksten har præcis samme ordlyd, bare på engelsk. Opslaget er fra 16. december 2022 og stammer fra den amerikanske dyreklinik Morthland Animal Clinics facebookside.

Artiklen fortsætter under opslaget

De samme billeder af hunden og forskellige slags tyggeben bliver brugt i opslaget, og i det amerikanske opslag - såvel som i det danske - bliver der linket til en artikel på WebMD.com af en dyrlæge, som netop handler om, hvorvidt råhud er farligt for hunde. Og den del af opslaget, der handler om risici ved tyggeben af råhud, er kopieret direkte fra artiklen. Forfatteren bag artiklen advarer dog ikke imod brug af tyggeben af råhud, men skriver blandt andet, at risikoen er “relativt lille”.

TjekDet har rakt ud til Morthland Animal Clinic, og Jenice Bell, dyrlæge og indehaver af dyreklinikken, bekræfter, at hun har skrevet opslaget. 

Hun skriver i en mail til TjekDet, at pointen med opslaget var at vise, hvor alvorlige skader tyggeben af råhud kan påføre. Billedet af hunden i opslaget er dog ikke af en af de hunde, hun efter eget udsagn har opereret, men i stedet et, hun fandt online.

TjekDet har foreholdt Jenice Bell de danske eksperters kommentarer og spurgt, hvorfor hun linker til en artikel, hvor der ikke bliver advaret imod at give hunde tyggeben af råhud.

“Mit indlæg var udelukkende baseret på mine egne erfaringer og personlige anbefalinger som dyrlæge. Det var ikke baseret på én artikel,” skriver hun til TjekDet.

Jenice Bell tilføjer, at hun med sin tekst hverken forsøger at skabe unødig frygt eller få en masse likes. 

“Man anser nok ikke råhud for at være farligt, før man har kæmpet for at fjerne et stykke fra halsen på en hund, der er ved at blive kvalt og gisper efter vejret, eller før man kirurgisk har fjernet hundetyggestykker af enhver art fra maven på en hund. Men jeg gør. Det er mit job,” skriver hun til TjekDet.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 29. nov 2023