Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Socialpsykolog forklarer taktikkerne: Sådan falder du i desinformationsfælden på sociale medier

Forskning 12. dec 2023  -  6 min læsetid
This describes the image
Der findes mange måder at misinformere dig på på nettet. Foto: Pexels (grafik: Nathalie Damgaard Frisch)

Artiklen, som her er oversat, er skrevet af H. Collen Sinclair, der er forskningsprofessor i Socialpsykologi, Louisiana State University. Den er blevet bragt i The Conversation.

Informationskrig er udbredt online, og alle, der er på internettet, er blevet rullet ind i flowet, uanset om man ved det eller ej.

Desinformation er vildledende indhold, som bliver skabt bevidst og har egoistiske eller ondsindede hensigter. I modsætning til misinformation, der oftest bliver delt uden, at man er klar over det eller med gode intentioner, har desinformation til formål at skabe mistillid, destabilisere institutioner, miskreditere gode intentioner, tale dårligt om modstandere, og gøre videnskilder som videnskab og journalistik mindre troværdige.

Regeringer deltager også i desinformations-kampagner. Eksempelvis har den russiske regering brugt billeder af berømtheder til at tiltrække opmærksomhed til anti-ukrainsk propaganda. Meta, der er moderselskab for Facebook og Instagram, advarede den 30. november 2023 om, at Kina havde intensiveret sine operationer for desinformation.

Dog er desinformation ikke noget nyt, og det er blevet anvendt blandt mange lande, inklusive USA. Men internettet giver desinformationskampagner en hidtil uset rækkevidde. Internettet bliver udnyttet til at sprede tvivlsomt indhold af blandt andet udenlandske regeringer, internet trolls, indenlandske og internationale ekstremister, folk, der generelt er ude på at tjene penge og endda betalte desinformationsbureauer. Det er især perioder med civile uroligheder, naturkatastrofer, sundhedskriser og krige, der udløser frygt blandt befolkningen, hvilket betyder, at folk søger intenst efter information, som personerne eller aktørerne, der spreder desinformation, udnytter. 

Det er vigtigt at være opmærksom på de advarselssignaler, der er for misinformation og farlig tale. Der er flere taktikker, som går igen, når personer eller aktører spreder desinformation.

Det er bare en joke

Hahaganda er en taktik, hvor personer eller aktører, der spreder misinformation, bruger memes, politisk satire fra statsstyrede medier eller taler for at nedtone alvorlige emner, angribe andre, minimere vold eller dehumanisere og skubbe skyld væk fra sig. 

Denne form for tilgang giver et nemt forsvar: Hvis de bliver udfordret, kan personer eller aktører, der spreder desinformation, blot sige, "Kan du ikke tage en joke?", ofte efterfulgt af beskyldninger om at være for politisk korrekt.

Shhh … fortæl alle

Spredning af rygter er en taktik, hvor personer eller aktører, der spreder desinformation, påstår, at de har særlig adgang til hemmeligheder, som de hævder bliver bevidst skjult. De giver udtryk for, at du kun vil "høre dette her" og antyder, at andre er uvillige til at dele den påståede sandhed - for eksempel "Medierne vil ikke rapportere dette" eller "Regeringen vil ikke have, du skal vide det" og "Jeg burde ikke fortælle dig dette ...".

De kræver dog ikke, at informationen skal holdes hemmelig, men opfordrer i stedet til at dele den. De kan for eksempel sige "Få dette til at gå viralt" eller "De fleste vil ikke have modet til at dele dette." Derfor er det vigtigt, at man som modtager spørger, hvordan forfatteren eller taleren kan have fået adgang til den slags "hemmelig" information, og hvad deres motiver er til at opfordre dig til at dele det. 

Folk siger

Ofte mangler desinformation reelle beviser for påstanden, så personer eller aktører, der spreder desinformation, vil i stedet finde personer eller opdigte personer til at støtte deres udsagn. Denne efterligning kan se ud på flere forskellige måder. Personer eller aktører, der spreder desinformation, vil bruge anekdoter som bevis, især sympatiske historier fra sårbare grupper som kvinder eller børn.

På samme måde kan de sprede synspunkter fra "bekymrede borgere". Disse lægmandseksperter (en person med betydelig viden inden for et bestemt felt) bruger deres sociale identitet som grundlag for at have autoritet til at udtale sig om et emne; "Som mor...", "Som veteran...", "Som politibetjent...". Folk, der opfattes som pålidelige personer eller folk, der angiveligt skifter fra en "forkert" position til den "rigtige" position, kan være særligt overbevisende, lidt som kvinden, der fik en abort, men fortrød det. Disse mennesker eksisterer ofte ikke eller kan være under tvang til at udtale sig om noget eller betalt.

This describes the image
Sprederne af desinformation vil ofte forsøge at forbedre deres eget omdømme, mens de skader andres. Det bliver fremstillet som en kamp mellem det gode og det onde, hvor sprederne positionerer sig i en forsvarsposition. Foto: Michael Burrows/Pexels

Hvis almindelige mennesker ikke er tilstrækkelige til at udføre formålet med spredning, kan de bruge falske eksperter. Nogle er opfundet, og det er en god idé at være opmærksom på adfærd fra  "uægte brugere", eksempelvis ved at undersøge kontiene fra X, der bruger Botometer (et værktøj, der tjekker for tegn på kunstig adfærd. I skrivende stund virker værktøjet ikke efter en teknisk ændring hos X - redaktionens kommentar).
Falske eksperter kan komme i forskellige former, som herunder. 

- En falsk ekspert er en person, der bruges på grund af deres titel, men ikke har en relevant ekspertise.

- En pseudoekspert er en person, der påstår at have relevant ekspertise, men som ikke har nogen uddannelse eller egentlig træning.

- En “skrammel”-ekspert eller dårlig ekspert er en, der har solgt sig selv. De kan muligvis have haft ekspertise engang, men siger nu hvad som helst, der er profitabelt. Du vil ofte finde ud af, at disse mennesker har støttet andre tvivlsomme påstande, for eksempel at rygning ikke forårsager kræft, eller de arbejder for institutter, der regelmæssigt producerer tvivlsom "akademisk forskning".

- En ekkoekspert er en betegnelse, der bruges, når desinformationskilder citerer hinanden for at opnå troværdighed til deres påstande. Kina og Rusland citerer rutinemæssigt hinandens aviser.

- En stjålet ekspert er en person, der eksisterer, men egentlig ikke er blevet kontaktet i forbindelse med deres forskning, og deres forskning er dermed blevet misfortolket. På samme måde stjæler personer eller aktører, der spreder desinformation, også troværdighed fra kendte nyhedskilder, f.eks. ved hjælp af typosquatting, som er den praksis, der bruges til at oprette et domænenavn, der ligner det samme fra en legitim organisation.

- Du kan tjekke om brugerkonti, hvad enten de erfaringsbaserede eller videnskabelige er blevet verificeret af andre pålidelige kilder. Man kan google navnet. Tjekke dens ekspertstatus, kildens pålidelighed og fortolkning af forskningen. Husk, at en historie eller fortolkning ikke nødvendigvis er repræsentativ.

Det er alt sammen en sammensværgelse

Konspiratoriske fortællinger indebærer, at der er en slags ondsindet plan, eksempelvis "den dybe stat", der er involveret i hemmelige aktioner med det formål at skade samfundet. Det faktum, at visse konspirationer som MK-Ultra og Watergate faktisk er blevet bekræftet, bruges ofte som bevis for gyldigheden af nye, ubegrundede konspirationer.

Ved at konstruere en sammensværgelse får personer eller aktører, der spreder desinformation, et effektivt middel til at få folk til at huske på tidligere grunde, der har været til at være mistroiske over for regeringer, videnskabsfolk eller andre troværdige kilder.

Usædvanlige påstande kræver usædvanlige beviser. Husk på, at de konspirationer, der er blevet afsløret, har været dokumenteret - ofte fra kilder som undersøgende journalister, videnskabsfolk og undersøgelser af regeringen. Vær især opmærksom på konspirationer, der forsøger at undergrave vidensproducerende institutioner som universiteter, forskningslaboratorier, regeringsorganer og nyhedsmedier ved at påstå, at de forsøger at skjule noget. 

Det gode kontra det onde 

Desinformation tjener ofte et dobbeltsidet formål om at forbedre ophavsmandens image og samtidig skade modstanderens. Desinformation går endnu længere ved at fremstille det som en kamp mellem det gode og det onde og bruger beskyldninger om ondskab til at legitimere vold. Rusland er særligt glad for at beskylde andre for at være hemmelige nazister, pædofile eller satanister. Samtidig skildrer de ofte deres egne soldater som hjælpsomme over for børn og ældre.

Vær særlig opmærksom på anklager om grusomheder som folkedrab, især under den opsigtsvækkende overskrift "breaking news". Der er masser af beskyldninger, der er spredt derude. Tjek fakta og undersøg, hvordan informationen er blevet skaffet.

Er du med os eller imod os?

En falsk dualitetsfortælling får læseren til at tro, at de kun kan vælge mellem to muligheder: en god eller en dårlig, en rigtig eller en forkert, en rød pille eller en blå pille. Du kan enten acceptere deres version af virkeligheden eller blive stemplet som en idiot eller "fåreflok." 

Der er altid flere muligheder end dem, som man bliver præsenteret for, og spørgsmålet er sjældent så enkelt som enten/eller. Dette er blot en af taktikkerne i brigading (en samarbejdsgruppe, der har til formål at påvirke eller manipulere online aktiviteter - kommentar fra redaktionen), hvor personer eller aktører, der spreder desinformation, forsøger at underminere kritiske synspunkter ved at fremstille dem som det forkerte valg.

At vende bøtten 

Whataboutism er en klassisk russisk desinformationsteknik, som de bruger til at aflede opmærksomheden fra deres egne fejl ved at fremhæve fejlene hos andre. Disse påstande, der er rettet mod andres handlinger, kan være sande eller falske, men er alligevel irrelevante for den aktuelle sag. Potentielle tidligere fejl begået af én gruppe betyder ikke, at du skal ignorere andres nuværende fejl.

This describes the image
Bag desinformationen på internettet gemmer sig falske eksperter og opdigtede historier. Personer, der spreder desinformation udnytter sociale identiteter som “bekymrede borgere”. På den måde manipulerer de med historien og skaber overbevisende fortællinger. Det er vigtigt at være kritisk og reagere på advarselstegnene. Foto: Tim Samuel/Pexels

Personer eller aktører, der spreder desinformation, prøver ofte at fremstille deres gruppe som den, der er blevet uretfærdigt behandlet. De engagerer sig kun i desinformation, fordi deres "fjende" gør det samme mod dem; de angriber kun for at forsvare sig; og de vil påstå, at deres reaktion var passende, mens andres var en overreaktion. Denne konkurrence om offerrollen er særlig udbredt, når grupper har været involveret i en langvarig konflikt.

I alle disse tilfælde er personer eller aktører, der spreder desinformation, klar over, at de afleder, vildleder, troller eller direkte fabrikerer information. Hvis du ikke tror på dem, vil de i det mindste have dig til at tvivle på, om der overhovedet er noget som helst, du kan stole på. 

Ofte er det sådan, at du ikke blot stoler på reklamerne, når du skal købe noget. Det samme bør gælde for den information, du vælger at tro på.

Denne artikel blev første gang bragt hos det britiske forskningsmedie The Conversation, der formidler nyheder og synspunkter inden for det britiske akademiske miljø.

The Conversation