AI-video med Carlsberg-direktør lover stor økonomisk gevinst

Fup og spam 30. jun 2025  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • CEO i Carlsberg Group Jacob Aarup-Andersen fortæller i en video, hvordan man nemt kan tjene 10.000 kroner om dagen resten af livet. 

  • Pengene kan man tjene gennem en unavngiven investeringsplatform.

  • Men der er tale om svindel, og videoen er AI-genereret, så det ligner, at Jacob Aarup-Andersen anbefaler investeringer.

“Hvad hvis jeg fortalte dig, at du netop i dag har mulighed for at begynde at tjene 10.000 kr. om dagen uden erfaring, investering eller særlig viden - og tjene det beløb hver dag resten af livet.”

Sådan siger Jacob Aarup-Andersen i en video, der florerer som annonce på Facebook. Videoen er en lang monolog, hvor Carlsberg Groups CEO forklarer, hvordan, det han har at sige, vil “forblive i din hukommelse for altid.” 

Det er ligemeget, hvem man er, og hvor man kommer fra - det eneste, der kræves, er “fokus, beslutsomhed og vilje til at handle.” Man skal dog slå til nu, for et særligt adgangsgivende link er kun gyldigt i én time, og det gælder kun de første 500 tilmeldinger.

Videoen indeholder et link, der lige nu er dødt, men som tilsyneladende har ført til en udenlandsk hjemmeside, hvor man kan registrere sig, så man kan begynde at tjene op til 300.000 kr. om måneden. 

Men Jacob Aarup-Andersen har ikke udtalt sig om investeringer, som det ellers fremgår af videoen. I virkeligheden er der tale om svindel, hvor svindlerne har gjort brug af AI, så de på den måde kan få Jacob Aarup-Andersen til at tale deres sag. 

Null

Billedet ovenfor er et skærmdump fra videoen, hvor Jacob Aarup-Andersen angiveligt anbefaler investeringer. FOTO: Skærmbillede fra Facebook. 

Tyder på investeringssvindel

Selvom den falske video med Jacob Aarup-Andersen er næsten 4 minutter lang, er det lidt uklart, hvad svindlerne konkret vil have potentielle ofre til. 

Videoen er i bund og grund en lang lovprisning af nogle særlige investeringer, man kan nyde godt af, og som kan “ændre dit liv”, og det tager kun 3 minutter at komme i gang, lyder det i videoen. Der er dog ikke nogle konkrete investeringer eller handelsplatforme, der nævnes i videoen, hvorfor det fremstår en smule uklart, hvad den AI-genererede Jacob Aarup-Andersen egentlig vil have danskerne til.

Videoen afsluttes med en opfordring til at klikke på linket under videoen, hvor man skal udfylde en formular. Få minutter senere vil man modtage et opkald fra “din personlige leder”. Den detalje gør, at der højst sandsynligt er tale om en form for investeringssvindel, for lige præcis den fremgangsmåde har TjekDet set mange gange før - og vi er endda bevidst hoppet i fælden.

Vi har tidligere oplevet, at links til svindelsider ikke kan tilgås fra alle enheder eller ip-adresser. Det er noget svindlerne gør, så en hjemmeside kan fremstå uskyldig eller tilpasset til det land, offeret kommer fra. Altså ser et dansk offer noget andet, end hvis en udenlandsk person besøger siden fra det pågældende land eller ved brug af VPN. I dette tilfælde kommer vi aldrig ind på den side, det tilsyneladende var meningen, man skulle havne på - om det er fordi svindlen pt. er inaktiv, om der er tale om en fejl, eller om svindlen fortsat er ved at blive sat op, ved vi ikke. 

Selvom linket ikke virker, kan vi se, at hjemmesiden, det fører til, er registreret, så det ikke fremgår, hvem der står bag. Det er noget, TjekDet ofte ser, når vi undersøger svindel.

Der findes en lignende video, hvor indholdet minder meget om videoen med Jacob Aarup-Andersen, men hvor det i stedet er Jakob Ellemann-Jensen, der agerer investeringsfortaler. Den video er også falsk.

Facebook-siden

Videoen er en annonce, der stammer fra Facebook-siden Drumboss. Siden indeholder flere billeder, der viser en ung afrikansk mand, der tilsyneladende har fået overtaget sin side. For når vi klikker “Om” og derefter “Sidegennemsigtighed”, så står der, at siden administreres af personer fra Indien.

Null

Sådan ser en af annoncerne ud, hvor Jacob Aarup-Andersen bruges til at lokke ofre i svindelfælden. FOTO: Skærmbillede fra Facebooks annoncebibliotek. 

Når vi kigger i Facebooks annoncebibliotek, kan vi se, at siden har udsendt cirka 55 annoncer med titusindvis af visninger siden slutningen af maj. I de fleste tilfælde bliver Jacob Aarup-Andersen misbrugt til at reklamere for investeringer, men der er også flere identiske annoncer, hvor det i stedet er statsminister Mette Frederiksen, der fungerer som blikfang for svindlen. Flere annoncer er allerede blevet fjernet af Facebook, fordi de har overtrådt annonceringsreglerne - sandsynligvis fordi brugere har anmeldt annoncerne for svindel. 

Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel. 

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 30. jun 2025

Vil du vide mere?