AI-video med Jakob Ellemann-Jensen lover stor økonomisk gevinst

-
I en video forklarer Jakob Ellemann-Jensen, hvordan man nemt kan tjene 10.000 kr. dagligt resten af livet.
-
De mange penge kan man tjene gennem en særlig investeringsplatform.
-
Men der er tale om svindel, og videoen er AI-genereret, så det ligner, at Jakob Ellemann-Jensen anbefaler investeringer.
“På mindre end 24 timer vil du modtage dine første 10.000 kr og derefter hver dag resten af dit liv. Det bedste ved det er, at det er helt ægte.”
Sådan siger Jakob Ellemann-Jensen i en video, der florerer som annonce på Facebook. Videoen er en lang monolog, hvor den tidligere Venstre-formand forklarer, hvordan han kan tilbyde en “unik mulighed” og “det vigtigste øjeblik i dit liv”, der kan sikre økonomisk frihed. Lykkes det ikke for en deltager at tjene penge på projektet, vil Jakob Ellemann-Jensen personligt refundere op til 100.000 kr, lyder det.
Videoen indeholder et link, der fører til en mystisk hjemmeside, der fremstår som en ejendomsmægler, der specialiserer sig i at sælge og investere i ejendomme i Spanien.
Men Jakob Ellemann-Jensen har ikke udtalt sig om investeringer, som det ellers fremgår af videoen. I virkeligheden er der tale om svindel, hvor svindlerne har gjort brug af AI, så de på den måde kan få Jakob Ellemann-Jensen til at tale deres sag.
Billedet ovenfor er et skærmdump fra videoen, hvor Jakob Ellemann-Jensen angiveligt anbefaler investeringer. FOTO: Skærmbillede fra Facebook.
Forvirrende formål
Selvom den falske video med Jakob Ellemann-Jensen er over 4 minutter lang, er det lidt uklart, hvad svindlerne konkret vil have potentielle ofre til. Videoen er i bund og grund en lang lovprisning af nogle særlige investeringer, der kan sikre økonomisk frihed, så man ikke længere behøver at bekymre sig over gæld og økonomisk stress, men i stedet får midlerne til “rejser, et nyt hjem, en bedre fremtid for dine børn”, som det lyder i videoen.
Der er dog ikke nogle konkrete investeringer eller handelsplatforme, der nævnes i videoen, hvorfor det fremstår en smule uklart, hvad den AI-genererede Jakob Ellemann-Jensen egentlig vil have danskerne til.
Videoen afsluttes med en opfordring til at klikke på linket under videoen - det link, der altså i øjeblikket fører til den mystiske ejendomsmægler-side, der kalder sig Agency Top. Her er det værd at bemærke, at han fortæller, at man skal udfylde en formular, hvorefter man vil modtage et opkald inden for 24 timer.
Den detalje gør, at der højst sandsynligt er tale om en form for investeringssvindel, for lige præcis den fremgangsmåde har TjekDet set mange gange før - og vi er endda bevidst hoppet i fælden.
Vi har tidligere oplevet, at links til svindelsider ikke kan tilgås fra alle enheder eller ip-adresser. Det er noget svindlerne gør, så en hjemmeside kan fremstå uskyldig eller tilpasset til det land, offeret kommer fra. Altså ser et dansk offer noget andet, end hvis en udenlandsk person besøger siden fra det pågældende land eller ved brug af VPN.
I dette tilfælde kommer vi aldrig ind på den side, det tilsyneladende var meningen, man skulle havne på - om det er fordi svindlen pt. er inaktiv, om der er tale om en fejl, eller om svindlen fortsat er ved at blive sat op, ved vi ikke.
Den hjemmeside, man i stedet havner på, er registreret sådan, at vi ikke kan se, hvem der står bag. Men der er flere ting, der peger på, at den har med svindel at gøre. Der er billeder og navne på en række personer, der angiveligt skulle være ansatte i Agency Top, men som tydeligt er AI-genererede. Ejendomsmægleren skulle ifølge siden have adresse på Strandgade 100 i København. Her ligger dog ikke noget ejendomsmæglerfirma, men i stedet Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Når man klikker på linket i videoen, havner man på en mystisk hjemmeside, der skal ligne et ejendomsmæglerfirma. Men indhold og personer er lavet med kunstig intelligens. FOTO: Skærmbillede fra portal-livenews.com.
Der findes en lignende video, hvor indholdet minder meget om videoen med Jakob Ellemann-Jensen, men hvor det i stedet er Jacob Aarup-Andersen, tidligere direktør i Danske Bank, der agerer investeringsfortaler.
Den video er også falsk, og svindlerne har tilsyneladende overset, at Jacob Aarup-Andersen ikke længere arbejder i Danske Bank, som det ellers fremgår af tekst i videoen, ligesom baggrunden skal ligne et Danske Bank-kontor.
Omvendt siger den AI-genererede Jacob Aarup-Andersen i videoen, at han er administrerende direktør for Carlsberg Group, hvilket ganske rigtigt er hans rigtige stilling i dag. Svindlerne har altså lidt svært ved at bestemme sig.
Facebook-siden
Videoen er en annonce, der stammer fra Facebook-siden Fresh Scope. Siden indeholder flere informationer, der tyder på, at folkene bag trækker tråde til Vietnam. Men klikker man “Om” og derefter “Sidegennemsigtighed”, så står der, at siden administreres af personer fra Indonesien.
Sådan ser en af annoncerne ud, hvor Jakob Ellemann-Jensen bruges til at lokke ofre i svindelfælden. FOTO: Skærmbillede fra Facebooks annoncebibliotek.
Når vi kigger i Facebooks annoncebibliotek, kan vi se, at siden har udsendt ca. 30 annoncer med titusindvis af visninger, hvor Jakob Ellemann-Jensen bliver misbrugt til at reklamere for investeringer. Flere kommer løbende til.
Annoncerne bekræfter også, at formålet er at få folk til at bruge og investere i en platform, der “garanterer 6.000 kr. om dagen til alle nye brugere!”, som det påstås.
Hvilken platform, der er tale om, ved vi ikke, da annoncernes links som sagt ikke virker i øjeblikket. Til gengæld er flere annoncer allerede blevet fjernet af Facebook, fordi de har overtrådt annonceringsreglerne - sandsynligvis fordi brugere har anmeldt annoncerne for svindel.
Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.
Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.