Blodtryk, prostata og diabetes: Annoncer for mirakelprodukter snyder forbrugerne

Fup og spam 31. mar 2026  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Ifølge talrige annoncer på Facebook kan sygdomme som diabetes og prostatabetændelse nemt kureres med piller, der reklameres for.

  • Men følger du linket i annoncerne, præsenteres du blandt andet for anbefalinger fra opdigtede læger og forbrugere samt falske kontaktoplysninger.

  • Der er tale om et tilbagevendende fænomen, hvor danske forbrugere eksponeres for falsk markedsføring på Facebook og mange ender med tvivlsomme produkter.

Måske er du stødt på dem - annoncer, der lover dig stabilt blodsukker på rekordtid, at kurere din diabetes helt mirakuløst, at rense dine blodkar over natten eller at fjerne din prostatabetændelse med et trylleslag.

Det er forskellige piller, der sælges gennem annoncerne på Facebook, og der findes tilsyneladende ikke det sundhedsproblem, du ikke kan købe et præparat imod.

Men TjekDets research viser, at der er god grund til at forholde sig kritisk som forbruger, når du støder på en annonce i dit feed, som hævder at kunne kurere netop din sygdom. Præparaterne markedsføres med AI-genererede billeder, udtalelser fra ikke-eksisterende læger og opdigtede patienter samt falske kontaktoplysninger.

Det starter med Helle på Facebook

TjekDet ser løbende eksempler på forskellige profiler på Facebook, der med et AI-genereret profilbillede og falske kontaktoplysninger er ansigtet på salget af forskellige præparater.

Denne gang er det en profil, der hedder Helle Sørensen, som i skrivende stund har over 100 aktive annoncer for de forskellige piller.

Klikker man ind på profilen, kan man ved første øjekast fristes til at finde den troværdig. Der er både profilbillede, coverbillede og oplyst adresse samt telefonnummer.

Men Helle Sørensens profilbillede af en dame, der står på en tulipanmark, er ifølge AI-detekteringsværktøjet Hive med 100 procent sandsynlighed AI-genereret.

På samme måde er adressen, som profilen har opgivet, falsk. Adressen i Stege findes ikke i virkeligheden. Det angivne telefonnummer lader heller ikke til at eksistere.

Helle Sørensen er altså en falsk profil, der udelukkende har til formål at udsende annoncer for de forskellige piller. Og meget tyder på, at det lykkes profilens bagmænd at nå ud til de danskere, som annoncerne er målrettet til - flere af dem når ud til mange tusinde danske brugere, viser en gennemgang af Metas annoncebibliotek.

I annoncebiblioteket fremgår det også, hvem der betaler for annoncerne. Det er i tilfældet med annoncerne på Helle Sørensen-profilen et firma, der hedder Halsovinster, der er betaleren.

Null

Ifølge AI-detekteringsværktøjet Hive er billedet af "Helle Sørensen" AI-genereret. Værktøjet bruger en række forskellige algoritmer til at detektere, om et billede er helt eller delvist skabt med kunstig intelligens. Foto: Skærmbillede af Hive.

Opdigtede anbefalinger

Da facebookprofilen har over 100 forskellige annoncer for en række forskellige mirakelpiller, dykker vi ned i ét af eksemplerne. Hjemmesiderne, som annoncerne fører videre til, bruger ofte mange af de samme kneb for at lokke dig i fælden og foretage et køb.

Et af disse kneb er brugen af falske læger, erfaringspersoner og anmeldelser. Det gør sig blandt andet gældende, når man klikker på en af annoncerne, der med en følelsesladet fortælling om en uhelbredeligt syg mand, lover at rense dine blodkar og gøre dig ung igen.

Klikker man på annoncen, kommer man ind på en hjemmeside, der hedder shop.halsovinster.com. Her kan man læse om 115-årige Anna Sørensen, som angiveligt har fundet hemmeligheden til et langt liv. Så gamle kvinder findes dog slet ikke i Danmark, hvor den ældste netop er fyldt 112 år. Men ifølge artiklen er det rene blodkar, der er hemmeligheden til et langt liv, og det kan man angiveligt få ved at købe pillerne, der nogle steder går under navnet Heart Health og andre steder ArteriClear.

Uanset pillernes præcise navn anbefales de angiveligt af en række læger - heriblandt hjertespecialist Professor Kasper Holm, som giver præparatet sine varmeste anbefalinger.

Artiklen om 115-årige Anna Sørensen inkluderer også et billede af Professor Kasper Holm. Der er bare ét problem - det er ikke en dansk læge ved navn Kasper Holm, der er afbildet. I stedet er der tale om en spansk læge ved navn Victor Navarro, der laver lægefaglige videoer på Youtube, viser TjekDets research.

I bunden af siden kan man læse anmeldelser fra en række forskellige personer, der angiveligt har positive ting at sige om de blodkarrensende piller. Det er for eksempel Søren Thomsen, Rigmor Koldbjerg og Eigil Vangsted, som har tilhørende profilbilleder.

Men heller ikke disse kan du stole på. TjekDets research viser nemlig, at profilbillederne tilhørende “Søren”, “Rigmor” og “Eigil” er taget fra amerikanske datinghjemmesider og dermed ikke tilhører faktiske danske forbrugere.

Klikker man endnu en gang videre for at købe produktet, præsenteres man også her for en række billeder af folk, der anbefaler pillerne - billeder, som denne gang er AI-genererede. På denne side oplyses desuden en ny adresse - nemlig Vesterbrogade 10 i København. Men her kan du altså ikke finde et firma, der hedder Halsovinster, i virkeligheden.

Null

På hjemmesiden kan man læse, at pillerne er anbefalet af forskellige læger - herunder den påståede danske læge Kasper Holm. Men TjekDets research viser, at den afbillede læge i virkeligheden er spansk og hedder Victor Navarro. Foto: Skærmbillede af hjemmeside.

Utilfredse kunder

Slår man Halsovinster op på Trustpilot, tegner der sig hurtigt et billede af utilfredse kunder, der advarer mod svindel.

“Aldrig modtaget min bestilling. Skriver til dem mange gange og får at vide, jeg skal kontakte transportfirmaet, som jeg ikke kender. Værste svindel og humbug firma. Køb aldrig noget fra dem,” lyder det i en af anmeldelserne, som alle er etstjernede.

Generelt peger alle anmelderne på, at man modtager et forkert produkt, hvis man overhovedet modtager noget, og at det er umuligt at komme i kontakt med Halsovinsters kundeservice for at få pengene tilbage.

Hvor i verden, personerne bag Halsovinster hører hjemme, vides ikke med sikkerhed. Et praj kan man dog få ved at slå domænet halsovinster.com op på hjemmesiden whois.com, som oplyser, at domænet er registreret i Reykjavik.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Metoderne går igen

Det er ikke første gang, at TjekDet ser eksempler på firmaer, der bruger ufine markedsføringsmetoder i forsøget på at sælge danske forbrugere tvivlsomme præparater. Før har vi blandt andet fortalt historien om en hollandsk mand, der gennem misbrug af 15 danske kendisser, falske artikler og deepfake-videoer solgte forskellige præparater, der også efterlod et hav af utilfredse kunder. Det er heller ikke første gang, at vi støder på Halsovinster.

Ligeledes er brugen af AI-genererede læger og falske anmeldelser metoder, der ofte går igen. Her kan du læse vores guide til at styre uden om svindel-webshops.

TjekDet har kontaktet Halsovinster for at spørge, hvorfor de gør brug af falske læger og anmeldelser i deres markedsføring, bruger AI-genererede billeder og opgiver telefonnumre og adresser, hvor de ikke hører hjemme. Vi har også spurgt, hvad de siger til, at flere forbrugere føler sig svindlet af deres firma.

Halsovinster er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 31. mar 2026

Vil du vide mere?