Jyllands-Posten kopieret: Falsk artikel skal få dig til at investere

Fup og spam 22. aug 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
En dramatisk historie om en sprængt pengeautomat, som Jyllands-Posten angiveligt har skrevet om, er omdrejningspunktet i et svindelnummer, der skal tømme danskeres bankkonto.  Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • Politiet anholdt en mand, der var ved at bryde ind i en hæveautomat. Men det var for at få adgang til sine egne penge. 

  • En artikel, der tilsyneladende er udgivet af Jyllands-Posten, beskriver den aparte historie. 

  • Manden havde tjent styrtende på en investeringsplatform, som kendte, danske rigmænd står bag.

  • I virkeligheden er det svindel, og hele historien er pure opspind. Og Jyllands-Posten har aldrig skrevet den artikel.

“Han manglede ikke pengene. Han kunne bare ikke vente.”

Sådan lyder den kryptiske tekst til et Facebook-opslag, der viser et overvågningsbillede af to mænd i færd med at bryde en pengeautomat op og et andet billede af danske politifolk.

Opslaget indeholder et link med titlen “Taget ved hæveautomaten - med 24 millioner på kontoen”. Når du trykker på linket, møder du en artikel, der tilsyneladende er udgivet i Jyllands-Posten.

Artiklen beskriver, hvordan en mand er blevet anholdt, fordi han forsøgte at bryde en pengeautomat op i det centrale København. Det var dog ikke for at stjæle penge, men fordi han var frustreret over bankens hævegrænse og gerne ville have flere penge ud. Manden havde nemlig tjent en formue gennem en investeringsplatform - en investeringsplatform, som flere danske rigmænd står bag, lyder det.

Men artiklen er falsk og stammer ikke fra Jyllands-Posten.

Den afsluttende del af artiklen afslører, at der i virkeligheden er tale om investeringssvindel. Her præsenteres investeringsplatformen, som danske rigmænd altså skulle stå bag.

Platformen hedder “Infinity AI”, og det er et navn, TjekDet ofte ser i forbindelse med investeringssvindel. Det gjorde vi senest, da vi beskrev et svindelnummer, hvor to piger skulle være tilbageholdt i Københavns Lufthavn med kufferter fulde af penge.


Null

Her er Facebook-opslaget, der leder dig videre til den falske artikel. Billede: Skærmbillede fra Facebook. 


Kendt medie og kendte personer

Som mange gange før sætter svindlerne et etableret og kendt dansk medie som afsender af artikler, hvor en bestemt hændelse beskrives - i dette tilfælde episoden ved hæveautomaten. Her ser vi ofte, at Berlingske får misbrugt deres navn, ligesom andre større medier typisk er genstand for svindlernes opsætning af svindlen. I øjeblikket er turen kommet til Jyllands-Posten, der skal få ofrene til at tro, at indholdet i artiklen er reelt og sandt. Hjemmesiden er falsk og udenlandsk, og den har intet med Jyllands-Posten at gøre.  

I den falske artikel præsenteres Jesper Buch, Jacob Risgaard, Anders Holch Povlsen og Christian Arnstedt som dem, der står bag investeringsplatformen Infinity AI. Her kan man ifølge artiklen investere i kryptovaluta og på den måde “opbygge en mindre formue hurtigt”. Det påstås også, at det altid er profitabelt at bruge Infinity AI, som banker rundtomkring i verden gerne vil have lukket ned. Derfor skal du skynde dig at tilmelde dig. Det hele er opdigtet, og ligesom svindlerne ynder at bruge kendte medier i svindlen, ser vi også typisk, at kendte personer bruges til at skabe troværdighed. Det har vi tidligere sat fokus på og afdækket.

Formålet er i sidste ende, at du skal oprette dig hos Infinity AI - eller en anden falsk investeringsplatform - og indsætte et startbeløb, der oftest er omkring 2000 kr. Det er nemt at oprette sig, og kort efter oprettelsen ringer svindlerne og “rådgiver” dig til at investere. I takt med at investeringerne tjener flere og flere penge til dig, vil svindlerne foreslå at investere endnu flere penge, nu hvor det går så godt. Når du en dag vil trække pengene ud, er svindlerne i virkeligheden løbet med det hele. 

Null

Så nemt er det at tilmelde sig investeringsplatformen. Der er dog god grund til at lade være. Billede: Skærmbillede fra falsk artikel. 

Oftest ser vi investeringsplatformen på en anden hjemmeside end den, hvor den falske artikel befinder sig. I dette tilfælde indgår tilmeldingsformularen i artiklen, og du bliver efterfølgende ført videre til selve platformen, hvor svindlen for alvor går i gang. 

Facebook-sider leder ofre i fælden

Svindlerne bruger Facebook til at finde potentielle ofre, der - via den falske artikel og derefter den falske investeringsplatform - skal fylde svindlernes lommer med franarrede penge. En eller flere Facebook-sider laver opslag og annoncer, der fører danskere fra Facebook og i favnen på svindlerne.  

I øjeblikket stammer opslag og annoncer fra Facebook-siden “Techlynx”. Siden er oprettet 22. juli, hvilket er samme dag, som opslaget er lavet. Det tyder på, at siden er lavet til formålet. Siden 6. august har siden også stået som afsender af en enslydende annonce. Mindst en anden side har tidligere annonceret på præcis samme måde og ført brugere til samme sted som nu, men siden er tilsyneladende blevet lukket af Facebook. 

Typisk ser vi falske Facebook-sider, der enten er oprettet til den konkrete svindel, eller som udgiver sig for at være andre. Det kan være en kendt person eller en person med en form for autoritet eller faglig troværdighed, som vi også har set eksempler på. Andre gange er der tale om hackede og overtagne sider med mange følgere, der har det blå verificeringsbadge, selvom den reelle ejer ikke længere har kontrol over siden. Svindlerne håber, at brugen af de sider gør det sværere at gennemskue, at der er skjulte hensigter bag.  

Er du i tvivl, om en hjemmeside er sikker at bruge, kan du med fordel slå den op på tjekpånettet.dk. Her vil det ofte fremgå, om en hjemmeside er markeret som indeholdende malware, phishing eller svindel.

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Opdateret 22. aug 2025

Vil du vide mere?