Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Dansk YouTube var pludselig oversvømmet med russisk indhold, og ingen ved helt hvorfor

Indsigt 4. jun 2025  -  5 min læsetid
Tjekdet
Det er nok ikke russisk informationskrig, når seks ud af de første 10 videoer i YouTubes danske 'Hot lige nu'-sektion pludselig er på russisk. Men hvad er det så? Foto: Shutterstock
  • Danskere har de seneste uger kunne se en overflod af russiske videoer i YouTubes ‘Hot lige nu’, der samler de aktuelt mest populære videoer på platformen.

  • Ingen synes at have en skudsikker forklaring, heller ikke Google, der ejer YouTube.

  • En teori er, at det skyldes censur i Rusland, som får russere til at søge mod danske internetforbindelser.

På YouTube kan man finde videoer med det meste. 

En test af en 4-lags naturlig japansk latex-madras, to holds kapløb fra Aalborg til Helsingør kun ved at blaffe og stjernekokken Gordon Ramsays bud på en english breakfast som sandwich.

Alle tre videoer har været at finde i YouTubes ‘Hot lige nu’-funktion, der samler indhold på platformen, som er særligt populært hos brugerne. Videoerne omhandler typisk lidt af hvert og kommer fra hele verden, men for et par uger siden var det billede pludselig forandret.

‘Hot’-funktionen var nemlig oversvømmet med russiske videoer i en sådan grad, at seks af de øverste 10 videoer havde russiske titler. Mønsteret har gentaget sig løbende de seneste uger, men ser ud til – for nu – at være aftaget. 

Men hvad er forklaringen på det pludselige russiske indtog i YouTubes danske ‘Hot’-funktion? Det spurgte vi på redaktionen os selv om – blandt andet på baggrund af en henvendelse fra en læser, der undrer sig over det.

Vi har derfor spurgt Google, der ejer YouTube, samt eksperter i informationskrig og sociale medier. Her er, hvad vi fandt ud af.

Seks ud af de 10 mest populære YouTube-videoer på dansk YouTube havde pludselig russiske titler. Men hvorfor? Video: Skærmoptagelse.

Næppe en påvirkningskampagne

Det første spørgsmål, der melder sig, når et socialt medie i Vesten oversvømmes af russisk indhold, er, om der er tale om et forsøg på at påvirke den vestlige befolkning.

Men Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, hvor hun blandt andet forsker i informationskrig og propaganda, er ikke overbevist om, at der er tale om en russisk påvirkningskampagne. 

Hun påpeger, at videoerne ikke bærer præg af den typiske russiske propaganda, der forsøger at fordreje fortællingen om krigen i Ukraine til Ruslands fordel. I stedet er det tilsyneladende harmløse videoer fra russiske underholdningsprogrammer eller guides til at lave sin egen sushi. 

De profiler, der står bag videoerne, har heller ikke den klassiske propaganda-profil, hvor de lader til at være blevet oprettet med netop det formål at sprede desinformation. 

“Lige når man kigger på profilerne, er der ikke noget, der springer i øjnene. Der er ikke umiddelbart noget mistænkeligt i dem,” siger hun.

Den mest sete russiske video i Hot-funktionen er et humoristisk indslag, hvor en hund hellere vil spise sin netop tilberedte mad end at hjælpe sin ejer, der er ved at blive overfaldet af påståede indbrudstyve. Videoen havde 11 millioner visninger, da den var ‘Hot lige nu’.

Hun bemærker også, at de fleste af videoerne udelukkende er på russisk. Det er ikke det mest oplagte, hvis man har til hensigt at påvirke debatten i et land, hvor befolkningen ikke forstår russisk – også selvom videoernes budskaber er forholdsvis nemme at afkode.

“I de her korte formater er det rimelig intuitivt, hvad der foregår, selvom man ikke forstår sproget, men jeg vil alligevel ikke forvente, at en påvirkningskampagne rettet mod europæiske lande vil være på russisk. Man skal også passe på med at tro, at det er en påvirkningskampagne fra Kreml, hver gang man ser noget på russisk,” siger Jeanette Serritzlev.

Russisk online-flugt

Hun vil dog alligevel ikke udelukke, at det russiske styre – godt nok uforvarende – har bidraget til den pludselige opblomstring af russiske videoer i danskernes YouTube-feed.

Det kan nemlig have haft betydning, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, sidste sommer besluttede sig for at stække YouTube i Rusland.

”YouTube er mig bekendt den mest populære sociale medie-platform i Rusland, og derfor har man fra styrets side ikke turdet censurere det helt, men i 2024 forsøgte man at begrænse hastigheden på YouTube, hvilket betød protester flere steder i Rusland,” siger hun.

Kreml havde før det allerede blokeret eller begrænset både Facebook, Instagram, X og TikTok, og det er der en oplagt grund til, forklarer Jeanette Serritzlev.

“Helt grundlæggende handler det fra Kremls side om at forsøge at kontrollere narrativet. Med moderne teknologi kan det selvfølgelig ikke gøres fuldstændigt, men man må give Kreml, at det samlede arsenal af censur, statspropaganda og informationskontrol er nået et godt stykke. Det – og øvrige begrænsninger i adgangen til fri information – betød en stor stigning i andelen af russere, som benyttede en VPN,” siger hun.

New York Times kunne i januar berette, at den forringede brugeroplevelse på russisk YouTube har fået millioner af russere til at ty til en VPN, som giver dem mulighed for at koble sig på wifi-netværk i andre lande, selvom de fysisk befinder sig i Rusland. Ved at koble sig på eksempelvis en dansk VPN-forbindelse vil russiske brugere tilgå YouTube, som platformen ser ud i Danmark, og dermed undgå den russiske censur. 

Omvendt vil de ikke blive registreret som en russisk bruger, når de tilgår YouTube, og siden sommeren 2024 er trafikken til YouTube via russiske internetforbindelser da også faldet støt, viser Googles egen data.

 

Forringelsen af YouTube er bestemt en plausibel forklaring på, at russisk indhold optræder på den danske Hot-funktion, siger Benjamin Rud Elberth, der ejer Elberth Kommunikation og er ekspert i sociale medier.

"Der skal jo ikke så meget til at påvirke algoritmen i et lille land som Danmark, hvis mange millioner russere sidder og ser YouTube blandt andet på dansk VPN. Det kunne sagtens være forklaringen. Rent teknisk lyder det ikke usandsynligt," siger han.

Benjamin Rud Elberth vurderer også, at det generelle mønster på YouTube de seneste uger kan spille en rolle i den pludselige overflod af russiske videoer.  

"Der har ikke været noget, der har trendet helt vildt på YouTube i Danmark det seneste stykke tid, så konkurrencen er lidt mindre lige for tiden. Det kan også være medvirkende til, at det russiske indhold nemmere bliver synligt her i Danmark," siger han.

TjekDet har ved hjælp af en VPN testet, om det samme billede gør sig gældende i andre europæiske lande. Og det gør det – men kun enkelte steder.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Hos vores nordiske naboer i Sverige, Norge og Finland og i store europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien ligner Hot-funktionen det, man vil forvente, men lige præcis på en tjekkisk og hollandsk internetforbindelse var feedet for nogle uger siden også fyldt med de samme russiske videoer som på en dansk forbindelse. 

Det virker umiddelbart påfaldende, men også her kan der være en god forklaring, siger Benjamin Rud Elberth.

"Alle de gange, jeg har brugt VPN, bliver jeg koblet på et hollandsk netværk. Jeg ved ikke hvorfor, men det bliver jeg. Så hvis man i Rusland får foreslået Holland, Tjekkiet eller Danmark, når man bruger VPN, er det i hvert fald en plausibel forklaring på, at vi ser det her mønster."

TjekDet har været i kontakt med Google, der ejer YouTube, men de kan ikke komme med en forklaring på, hvorfor den danske Hot-funktion oversvømmes af russisk indhold.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, digital svindel og ny viden om misinformation, desinformation og hadtale - direkte i din indbakke. Tilmeld dig dine foretrukne nyhedsbreve her.

Opdateret 4. jun 2025