Facebook og Twitter lukker ned for amerikansk påvirkningskampagne
-
Facebook, Instagram og Twitter har lukket ned for en amerikansk, digital påvirkningskampagne
-
Et netværk af brugerprofiler spredte systematisk opslag om den amerikanske regerings holdning til krigen i Ukraine
-
Det er et brud på de sociale mediers regler om "koordineret adfærd"
En række brugerprofiler på Facebook, Instagram og Twitter er blevet lukket ned, fordi de har deltaget i en påvirkningskampagne rettet mod andre brugere af de sociale medier i Mellemøsten og Asien for at fremme amerikanske interesser.
Det fremgår af en rapport fra analysebureauet Graphika og det amerikanske Stanford Universitet, skriver avisen Washington Post.
Den digitale kampagne har angiveligt spredt amerikanske og allieredes holdninger til internationale politiske spørgsmål med det formål at påvirke den politiske debat i Rusland, Kina og Iran og dermed skabe en opposition til de tre landes regeringer, skriver avisen.
Ifølge analysebureauet og universitetet har kampagnen blandt andet forsøgt at sprede den amerikanske og vestlige landes fortælling om den russiske invasion i Ukraine.
Det hører til sjældenhederne, at Meta, der ejer Facebook og Instagram, og Twitter kan berette om pro-vestlige påvirkningskampagner, der er i strid med de sociale mediers regler, og derfor lukker dem ned.
Begge techvirksomheder bruger mange penge på at afsløre især russiske desinformationskampagner på deres platforme.
En talskvinde fra Meta bekræfter over for Washington Post, at virksomheden for nylig har fjernet et netværk af konti på deres sociale medier, der formidler pro-amerikanske politiske holdninger. Det sker efter brud på platformenes regler om “koordineret ikke-autentisk adfærd”.
Ifølge Meta er det første gang, at virksomheden fjerner et helt netværk af brugerprofiler, der formidler den amerikanske regerings politiske holdninger, skriver Washington Post.
Twitter har afvist at kommentere sagen, men ifølge analysebureauet og universitetets rapport har Twitter tidligere oplyst, at brugerprofilerne overtrådte det sociale mediers regler om “platformsmanipulation og spam”.
Rapporten konkluderer i øvrigt også, at kampagnen ikke ligefrem har været en succes, da antallet af delinger og likes på kampagnens opslag på de sociale medier har været begrænset.
Nedlukningen af profilerne er angiveligt sket i juli og august.