Skud ved pressegalla i Washington sætter gang i bølge af falske billeder online
-
En strøm af manipulerede billeder af den anholdte ved lørdagens pressegalla i Washington kobler den sigtede til kendte personer på opdigtet grundlag. Forskere er bekymrede over den hastige teknologiske udvikling.
Facebook er blevet oversvømmet af AI-genererede billeder og videoer, der indeholder falske oplysninger om den mand, der er anholdt i forbindelse med den skudepisode, der fandt sted ved en korrepondentmiddag i Washington D.C. natten til søndag. Opslagende indeholder fejlagtige oplysninger om mandens baggrund og opdigtede forbindelser til kendte personer. Manden er sigtet for at have forsøgt at dræbe Donald Trump ved en pressegalla i Washington lørdag, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Donald Trump og højtstående embedsmænd i administrationen blev evakueret fra den årlige middag for politiske journalister i Washington, arrangeret af presseorganisationen White House Correspondents' Association, da der lød skud fra etagen over balsalen, hvor den mistænkte havde forsøgt at løbe forbi sikkerhedsvagter.
Få timer efter at myndighederne identificerede den mistænkte som Cole Tomas Allen, 31 år, fra Californien, begyndte AI-genererede billeder af ham sammen med en lang række kendte mennesker at sprede sig på Facebook. I opslagene bliver det hævdet, at han har været deres “tidligere chauffør”, “assistent” eller lignende.
AFP har fundet mere end 50 offentlige personer, der fejlagtigt er blevet sat i forbindelse med Cole Tomas Allen. Det er for eksempel skuespillerne Tom Hanks og Sydney Sweeney samt musikere som Chris Brown og Taylor Swift.
Også politikere, herunder den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og den canadiske partileder Pierre Poilievre, er fejlagtigt sat hævdet at have relationer til Cole Tomas Allen. Det samme gælder pave Leo XIV og den amerikanske tv-vært Savannah Guthrie.
Meta har ikke svaret på en henvendelse fra AFP om sagen.
Ringe AI-billeder
De falske billeder afspejler et online økosystem, der er gennemsyret af såkaldt “AI-slop”, der er slang for billeder og videoer af dårlig kvalitet skabt med kunstig intelligens. Tidligere var sådant indhold primært rettet mod kendte mennesker, men det bliver nu i stigende grad også brugt til at fremstille falske billeder af personer som Cole Tomas Allen, som der ikke findes meget om på internettet.
"Hvis det var for to år siden, ville man formentlig ikke have været i stand til at lave den slags billeder af ham, fordi vi kun kunne lave overbevisende falske billeder af kendte personer, der i forvejen findes mange billeder af på nettet, som AI-systemerne kunne genbruge," siger professor Hany Farid fra University of California. Han er ekspert i digital billedanalyse og AI-forfalskninger og er samtidig videnskabelig leder hos sikkerhedsfirmaet GetReal Security.
Nu behøver AI-systemer kun ét billede, som det kan arbejde videre ud fra.
Den uafhængige journalist Aaron Parnas, hvis ansigt optrådte i AI-genererede opslag med påstande om, at Cole Tomas Allen havde arbejdet for ham, opfordrede på Facebook folk til at anmelde de "fuldstændig falske" billeder.
“Det her er ekstremt farligt,” skrev Aaron Parnas til sine følgere på det sociale medie.
Designet til at gå viralt
En anden bølge af opslag hævdede fejlagtigt, at Cole Tomas Allen havde været ansat hos mere end 40 forskellige professionelle sportsklubber, hvor AI-genererede billeder viste ham iført tøj fra blandt andet amerikansk ligafodbold (NFL), ishockey (NHL), basketball (NBA og WNBA) og motorsport (NASCAR).
Mange af billederne ser ud til at være baseret på et foto fra en uddannelsesinstitution, der i december 2024 udnævnte Cole Tomas Allen til "månedens underviser".
Cole Allen AI slop has predictably taken over Facebook https://t.co/G4VU3TjUmK
— Awful Announcing (@awfulannouncing) April 27, 2026
Den ensartede måde, opslagene er lavet på, minder om hjemmesider, der systematisk pumper opdigtede clickbait-historier ud på nettet, siger ekspert i digital dannelse Mike Caulfield til AFP.
“Det her ligner i høj grad den samme slags masseproduktion af indhold - bare lavet med AI," siger han.
Den AI-teknologiske udvikling har gjort visuelle forfalskninger lettere at skabe og mere overbevisende, mens tidligere afslørende fejl, som hænder med seks fingre, bliver stadig sjældnere.
"AI gør det ekstremt let at tage eksisterende billeder og ændre tøj, omgivelser eller udskifte en persons ansigt med en andens," siger også Jen Golbeck, professor ved University of Marylands College of Information og fortsætter:
“Så snart nogen får en idé, kan de gøre den til en visuel virkelighed. For fem år siden var det ikke usædvanligt, at folk manuelt redigerede billeder som dem, vi ser nu, men det ville aldrig være sket i det her omfang.”
Forskere udtrykker bekymring for, at mængden af indhold kan slide på brugerne af sociale medier, som kan blive trætte af konstant at skulle tage stilling til, hvad der er ægte.
AFP har dokumenteret lignende bølger af falsk indhold efter andre store begivenheder, herunder USA’s tilfangetagelse af Venezuelas statsleder Nicolas Maduro i januar og drabet på den amerikanske politiske aktivist og medieperson Charlie Kirk sidste år.
"Den slags indhold er designet til at gå viralt, og så samler algoritmerne det naturligvis op," siger Hany Farid fra GetReal Security.
"Det er ekstremt profitabelt. Hver gang der sker noget stort i verden, bliver vi oversvømmet af den her slags nonsens. Jeg tror ikke, det forsvinder," konstaterer han.
Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
