“Har hun mere hot indhold?”: Unge kvinders TikTok-konti oversvømmes med links til pornosider

-
Kommentarspor på både danske og udenlandske TikTok-konti spammes netop nu af kommentarer med et tilhørende link, der fører videre til forskellige pornohjemmesider.
-
Kommentarerne lokker med, at man kan se seksuelt indhold af unge, kvindelige TikTok-kreatører ved at følge linket.
-
Men kvinderne har ikke noget at gøre med linket, der lægges ind i deres kommentarspor, og brugere, der lader sig friste, bliver franarret deres penge, viser TjekDets research.
“Dav, har hun en side med mere hot indhold?” og “Findes der flere af hendes ting et sted?”
Spørgsmål som disse oversvømmer netop nu kommentarsporene under både danske og udenlandske TikTok-kreatørers videoer.
Bag kommentarerne står anonyme profiler, der lokker med, at man angiveligt kan finde seksuelt indhold med de unge kvinder, hvis man følger links, som er angivet i kommentarsporet.
Kommentarsporene under både danske og udenlandske TikTok-videoer spammes med et link, hvor man angiveligt kan se mere indhold af unge, kvindelige TikTok-kreatører. Fotos: Skærmbilleder.
Mønsteret vækker undren på TikTok: Hvorfor dukker de enslydende kommentarer op overalt og i så stort omfang? Og hvad er det for en hjemmeside, profilerne forsøger at lokke folk ind på?
Det har TjekDet undersøgt.
Bots i kommentarspor
Alt tyder på, at det er såkaldte bots, der spreder de mange kommentarer. Det kan forklare, hvordan kommentarerne kan florere i så stort omfang, som de gør, og under videoer fra kreatører fra mange forskellige lande. Ved at bruge bots bliver kommentarerne automatisk sendt ud mange steder, modsat hvis et rigtigt menneske kommentere manuelt.
Et yderligere tegn på brugen af bots er, at profilerne typisk har samme kendetegn: manglende eller generisk profilbillede, nul følgere og et brugernavn, der er en lang blanding af tilfældige bogstaver og tal. Derudover er det typisk samme skabelon, der følges - en kommentar med et spørgsmål og tre forskellige andre bots, der svarer, at kreatøren har mere indhold på en hjemmeside ved navn ooo500.com, der linkes til.
Lyssky hjemmesider
TjekDet har fulgt linket, som kommentarerne henviser til, for at undersøge, hvad det går ud på.
Lovningen om, at man kan se mere af de unge kvinder fra TikTok ved at følge linket, er falsk. Man bliver i stedet ledt til sider med pornografisk indhold med helt andre personer.
Klikker du på linket, kommer du først til en side, der kalder sig “18+ TikTok”. Her præsenteres du for en video af en afklædt kvinde og skal svare på, om du er over 18 år. Men siden har ikke noget med det rigtige TikTok at gøre.
Hvad der sker, når man svarer ‘ja’, varierer. TjekDet har identificeret otte forskellige hjemmesider, man sendes videre til, og det varierer fra gang til gang, hvilken side man havner på. De går under navne som BeNaughty, LonelyHeartsNearby, HurtigFlirt og GrannyHunter, og der er sandsynligvis flere.
Fælles for hjemmesiderne er, at der er tale om pornografiske hjemmesider fyldt med seksuelt indhold. I nogle tilfælde bliver du bedt om at svare på spørgsmål om din lokation og e-mail, dine præferencer i forhold til kvinders kroppe, hvad for en type relation du ønsker og meget mere. I de fleste tilfælde bliver du stillet et møde med en kvinde fra dit nærområde i udsigt.
Meget tyder på, at brugere, der lader sig friste af sidernes tilbud, bliver snydt. På de forskellige hjemmesiders Trustpilot-sider advarer et utal af brugere og fortæller, at det er svindel. Det gælder blandt andet siden IamNaughty, hvor 90 procent af de 135 Trustpilot-anmeldelser er en-stjernede. Mange fortæller, at de har tilmeldt sig for at mødes med en kvinde, men at de er blevet opkrævet flere penge end først aftalt, og at det ikke er rigtige kvinder, men chatbots, man kommer i kontakt med.
“Denne hjemmeside er et komplet fupnummer. Den fungerer takket være mænds naivitet,” skriver en anmelder.
“Jeg er blevet opkrævet et gebyr på langt over £100 i den sidste uges tid. Jeg har prøvet at opsige mit abonnement to gange nu, hvilket de har bekræftet, og alligevel har de taget penge fra mig! Jeg er sur og stresset. Det er ren svindel!”, lyder det fra en anden frustreret bruger.
TjekDets research viser, at det er en virksomhed ved navn Apricot Digitals, der hører hjemme i Bulgarien, som står bag flere af hjemmesiderne - blandt andet den, der hedder HurtigFlirt.
Det amerikanske faktatjekmedie Snopes beskrev i en artikelserie fra 2022, hvordan Apricot Digitals er ét af flere selskaber, der står som formelle ejere af forskellige datingsider i et større netværk med tråde til flere lande, hvor det er vanskeligt at gennemskue, hvem der reelt står bag. Ifølge Snopes er flere af siderne blevet kritiseret for at lokke brugere ind i abonnementsfælder, hvor brugerne bliver opkrævet flere penge end forventet og har svært ved at komme ud af aftalen igen, ligesom TjekDets research på hjemmesiderne også peger på.
TjekDet har kontaktet både Apricot Digitals og mailadressen tilhørende HurtigFlirt for at forelægge kritikken. Hverken Apricot Digitals eller HurtigFlirt er vendt tilbage på vores henvendelser inden artiklens deadline.
“Uhyggeligt og klamt”
En af de mange kreatører, der jævnligt får sit kommentarspor misbrugt af links til pornosiderne, er danske Michelle Bjørklund. Hun har 26.000 følgere på TikTok, hvor hun primært laver videoer om makeup og fortæller historier fra sit liv.
TjekDet har været i kontakt med Michelle Bjørklund for at få bekræftet, at hun - og dermed sandsynligvis også de mange andre kreatører, der får deres kommentarspor misbrugt - ikke har noget med linket og hjemmesiderne at gøre. Det bekræfter hun.
“Kommentarerne kommer tit, og der er desværre mange. Jeg har ikke noget indhold liggende på den hjemmeside (eller andre for den sags skyld). Min eneste kommentar til det er, at det er utroligt uhyggeligt og klamt, at der bliver skrevet sådan om en - også selvom det bare er en bot, føles det stadig seksualiserende,” skriver Michelle Bjørklund til TjekDet.
Hun håber ikke, at TikTok-brugere er kommet i klemme gennem hendes eller andres kommentarspor.
“Jeg håber ikke, at nogen bliver udsat for noget scam ved at besøge hjemmesiderne. Det er yderst ubehageligt, og jeg håber, det snart stopper,” skriver hun.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.