Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Blev Israels landshold mødt med nazihilsener under OL-fodboldkamp?

Faktatjek 6. aug 2024  -  6 min læsetid
Tjekdet
Under OL-fodboldkamp mellem Israel og Paraguay i juli forsøgte en gruppe pro-palæstinensiske demonstranter at forstyrre den israelske nationalmelodi ved at råbe Heil Hitler, lyder det i mange opslag på sociale medier. Blandt andet Mads Strange, der er politisk-økonomisk rådgiver for Liberal Alliance, har delt påstanden på X. Foto: Geoffroy van der Hasselt/AFP og Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
  • Flere internationale medier skriver, at Israels landshold blev mødt med nazihilsener fra tilskuerrækkerne under OL. Ifølge medierne fremgår det blandt andet af en video fra kampen

  • Videoen af episoden deles på sociale medier, blandt andet af Liberal Alliances politik-økonomiske rådgiver Mads Strange

  • TjekDet har undersøgt den pågældende video og forelagt den for sprogeksperter

  • De afviser, at der bliver råbt nazihilsener i videoen

Forsøgte en gruppe pro-palæstinensiske demonstranter at forstyrre den israelske nationalmelodi med råbet “Heil Hitler”, da Israels herrelandshold mødte Paraguay i en fodboldkamp ved OL i Paris den 27. juli? 

Ja, i hvert fald hvis man skal tro Mads Strange, politisk-økonomisk rådgiver i Liberal Alliance og tidligere kandidat for partiet til EU-valget. To dage efter kampen delte han en video på X (arkiveret version) af episoden med påstanden om, at der “blev skreget Heil Hitler” af demonstranterne.

I et svar til en, der kommenterer opslaget, påstår han samtidig, at demonstranterne også heiler (arkiveret version).

Mads Strange er ikke alene om at fremsætte påstanden. Den går igen i adskillige opslag på X og Facebook, og en række internationale medier såsom New York Post, Jerusalem Post og Daily Mail har bragt historien og konstateret i overskriften, at der blev råbt “Heil Hitler”.

Men flere i kommentarsporet til Mads Stranges opslag er uenige i den udlægning. De hører ikke, at der bliver råbt “Heil Hitler”. De mener, at der i stedet bliver råbt “Falastin”, som er arabisk for Palæstina. Og så afviser de, at demonstranternes armbevægelser har noget at gøre med at heile.

TjekDet har forsøgt at komme til bunds i påstandene ved at analysere lyden, finde andre videoer af episoden, lede efter personerne bag tilråbene og rådføre os med eksperter. 

Politisk-økonomisk rådgiver i Liberal Alliance og tidligere kandidat for partiet til EU-valget Mads Strange deler den 29. juli ovenstående video på det sociale medie X, hvor han tilføjer, at demonstranter skreg Heil Hitler”, lige før en OL-kamp mellem Israel og Paraguay gik i gang. 


Eksperter er enige

Først leder vi efter andre videoer af episoden, som kan give mere kontekst til episoden, der udspillede sig under Israels nationalmelodi på Parc des Princes, hvor deres kamp mod Paraguay blev spillet. 

Her finder vi blandt andet en længere video på X af demonstranterne. Ved at holde lyden og billederne fra Mads Stranges video og den anden længere video de to videoer op mod hinanden, kan vi verificere, at det er samme episode, bare filmet fra en anden vinkel. Resultatet af vores sammenligning kan ses nedenfor. 

Herefter sender vi de to videoer til en række forskere, der er eksperter inden for sprogvidenskab og arabisk.

Vi får først svar fra Rania Habib, som er professor i arabisk og lingvistik på Syracuse University i den amerikanske delstat New York. Og efter at have set videoerne er hun 100 procent sikker i sin sag. 

“Der bliver råbt “Falastin”, som er det arabiske ord for Palæstina. Og så bliver der klappet mellem råbene. Der bliver ikke sagt “Heil Hitler” på noget tidspunkt i videoerne,” skriver hun i en mail til TjekDet. 

Her ses to forskellige videoer af episoden, hvor demonstranter forstyrrede den israelske nationalmelodi. De to videoer er herover synkroniserede, så lyden overlapper og dermed giver bedst mulighed for at høre, om der bliver råbt nazihilsener. De har forskellig længde, og den første begynder tidligere end den anden, som til gengæld slutter senere. Det er der derfor taget hensyn til i synkroniseringen. Kilder: Privatoptagelser delt mange steder på sociale medier/TjekDet har ikke kunnet identificere, hvem der oprindeligt har optaget de to videoer.


Vi får også svar fra Orhan Elmaz, som forsker i arabisk lingvistik og er lektor på University of St Andrews i Skotland. Han er enig med Rania Habib i, at der ikke bliver råbt “Heil Hitler” i videoerne. Orhan Elmaz hører dog et andet tilråb, som læner sig meget op ad Falastin. 

“Demonstranterne råber gentagne gange Palæstina med den franske udtale, som er Palastin,” skriver han i en mail til TjekDet og linker til en udtale af Palastin.

Det samme hører Jérôme Lentin, som er professor emeritus i lingvistik på det franske universitet Institut National des Langues et Civilisations Orientales (INALCO)

“Jeg hører ingen, der råber “Heil Hitler”. Det er til gengæld meget tydeligt i den længere video, og lidt mindre tydeligt i den kortere, at demonstranterne råber Palæstina på fransk,” lyder det i en mail fra Jérôme Lentin til TjekDet. 

Demonstranter er velkendte på stadion

Vi er også interesserede i at finde ud af, hvem demonstranterne er. 

Derfor leder vi efter nogle billeder af episoden i bedre kvalitet. Og det finder vi blandt andet hos Getty Images, der er et online billedarkiv, der benyttes af medier verden over. 

Her er der zoomet helt ind på demonstranterne, og man kan se, at flere af dem bærer en t-shirt, hvor der står “de lä seine äu jourdäin”, som direkte oversættes til “Fra Seinen til Jordan”. I denne kontekst kan “Jordan” både henvise til landet Jordan og floden af samme navn, der grænser op til Israel og Vestbredden, der er besat af Israel.  

En søgning viser, at sætningen er en populær fransk støtteerklæring til palæstinenserne. Den går blandt andet igen på klistermærker i det palæstinensiske flags farver med ordene Paris og Gaza over og under sætningen. Vi finder også graffiti med sætningen. 

Vi finder også et I Instagram-opslag fra 27. juli med et billede af nogle af demonstranterne og teksten: “Tilstedeværelse af Auteuil for at fordømme Israels deltagelse i OL”. I teksten fremgår hashtagget #virageauteuil. 

Virage Auteuil er en fraktion af fanatiske fodboldfans hos den franske fodboldklub Paris Saint-Germain, som normalt har hjemmebane på Parc des Princes. Deres navn kommer af den af den tribune på fodboldstadionet Parc des Princes, hvor de holder til og skaber stemning med sange, flag og bannere til hjemmekampe, nemlig Auteuil-tribunen. 

Virage Auteuil har tidligere - også før 7. oktober 2023 - vist deres støtte til indbyggerne i Gaza. For eksempel i oktober 2022, hvor de til en kamp havde lavet et banner med teksten: “Gaza existe, Gaza Résiste, Free Palestine". Altså et opråb om, at Gaza eksisterer, at Gaza står imod, at Gaza skal befries. 

Nicolas Hourcade, som er sociolog på École Centrale de Lyon og specialiserer sig i fransk fodboldkultur, har set flere optagelser fra kampen, og han er ikke i tvivl om, at der er tale om en gruppe ultras fra Virage Auteuil. 

Han forklarer til TjekDet, at de er engagerede i den pro-palæstinensiske sag og modstandere af den yderste højrefløj.

“Det er yderst usandsynligt, at de sang "Heil Hitler". Jeg ser det i stedet som om, at de støttede Palæstina,” siger han til TjekDet. 

Tjekdet
Mads Strange var Liberal Alliances kandidat nummer til europa-parlamentsvalget i år. Han opnåede ikke valg. I dag er han politisk-økonomisk rådgiver for partiet. Foto: Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Arrangørerne har klaget

Flere internationale medier har med udgangspunkt i videoen også skrevet, at der blev heilet og råbt “Heil Hitler” blandt demonstranterne. Udover videoen henviser medierne til et citat, som OL-arrangørerne gav til Sky News efter kampen, hvor de bekræfter, at “antisemitiske gestus” har fundet sted under kampen. 

Arrangørerne har derfor ifølge Sky News indgivet en klage til de franske myndigheder. Klagen indbefatter også et banner fra demonstranterne, hvor der stod “Genocide Olympic”. 

Arrangørerne har ikke udtalt noget om, at der skulle være råbt “Heil Hitler”, og de uddyber ikke, hvad der ligger i “antisemitiske gestus”. Det har TjekDet derfor spurgt arrangørerne bag OL i Paris 2024 om, men arrangørerne ønsker ikke at kommentere yderligere, fordi der er en efterforskning i gang. I stedet bekræfter de, at der er indgivet en klage til politiet.

Mads Strange har ikke ønsket at stille op til interview om sit opslag. Han skriver i stedet i en mail til TjekDet, at det er svært at se, hvad der præcis sker i videoen, og at han derfor ikke vil afvise, at der i det konkrete klip ikke råbes ”Heil Hitler”. 

“I så fald vil jeg gerne beklage, at jeg var for hurtig på aftrækkeren i mit opslag. Det ændrer dog ikke på, at adskillige internationale medier som f.eks. USA Today og New York Post bekræfter, at der til fodboldkampen blev både heilet samt råbt ”heil Hitler”, og at de franske myndigheder nu også er ved at efterforske sagen.”

Den parisiske anklager har rigtigt nok taget sagen op. Ifølge en talsperson drejer det sig om én fan, der lavede “gestus af antisemitisk karakter”. Heller ikke anklageren har dog uddybet, hvad denne gestus var.

Siden krigen mellem Hamas og Israel brød ud sidste år, har adskillige billeder og videoer været brugt til sprede halve og hele usandheder på nettet. Hamas er for eksempel blevet anklaget for at bruge kriseskuespillere. Vi har blandt andet faktatjekket billede af en ligpose, hvor personen tjekker sin mobiltelefon, og et andet billede hvor en patient er forbundet helt forkert til hospitalsudstyr.

Det har været svært for pressen at komme ind i Gaza og dokumentere situationen i området. Men tidligere i år kunne TjekDet vise adskillige satellitbilleder, der giver et indblik i krigens gang.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 12. sep 2024