Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Højesteret har stadig ikke givet USA's sundhedsminister medhold i vaccinekritik

Faktatjek 5. maj 2025  -  3 min læsetid
Tjekdet
Robert F. Kennedy er med Trumps genvalg til USA's præsidentpost blevet landet sundhedsminister. Men allerede før da var han et kendt og respekteret navn i vaccineskeptiske kredse. Foto: Kevin Dietsch/Getty Images/AFP
  • Ifølge facebookopslag, som deles i Danmark, har USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., vundet en retssag i Højesteret over lobbyister fra lægemiddelbranchen.

  • Angiveligt har den amerikanske højesteret konkluderet, at coronavaccinerne har forårsaget uoprettelig skade.

  • Påstanden har floreret tidligere. Dengang var der ikke dokumentation bag, og det er der heller ikke kommet sidenhen.

USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., har tilsyneladende vundet en skelsættende retssag i den amerikanske Højesteret over lobbyister fra lægemiddelbranchen.

Højesteret har angiveligt slået fast, at covid-19-vacciner ikke er vacciner, og at coronavaccinerne har forårsaget uoprettelig skade.

Sådan lyder påstanden i et dansk facebookopslagsom tidligere også har været delt i andre lande.

 

Opslaget bygger videre på en tilbagevendende påstand i vaccineskeptiske kredse de seneste år - nemlig at udrulningen af coronavaccinerne er i strid med det såkaldte Nürnberg-kodeks. Nürnberg-kodekset er et sæt nedskrevne etiske regler for udførelsen af medicinske forsøg med menneskelige forsøgspersoner.

 

Kodekset blev til efter 1940’ernes Nürnberg-retssager, hvor blandt andre personer fra Nazitysklands sundhedsvæsen var under anklage. Blandt dem var de læger, der havde udført grusomme eksperimenter på fanger i de tyske koncentrations- og udryddelseslejre.

 

Påstanden om, at den amerikanske Højesteret nu skulle have blåstemplet den udlægning, er tidligere blevet afvist flere gange, men nu dukker den altså op igen, efter Robert F. Kennedy Jr. er blevet sundhedsminister og med sit nye talerør skærper den debat om vacciner, der i årevis har været blandt hans mærkesager

 

Blandt andet har Robert F. Kennedy Jr. ifølge flere amerikanske medier i sinde at indføre et krav om, at alle nye vacciner skal gennemgå placebo-kontrollerede forsøg, før de godkendes til brug, hvilket afviger fra tidligere praksis om godkendelse af vacciner.

 

Men der er stadig ikke dokumentation for, at den amerikanske højesteret har konkluderet, at vaccinerne har forårsaget uoprettelig skade. Faktisk har retssagen, der beskrives i opslaget, aldrig fundet sted.

Null

Ingen genterapi

I facebookopslaget omtales vaccinerne ikke som vacciner, men derimod som “genterapi.” Også det har været en tilbagevendende påstand, siden coronavaccinerne først blev rullet ud. 

 

Påstanden går på, at de såkaldte mRNA-vacciner ændrer den vaccinerede persons DNA. MRNA-vacciner fungerer ved at overføre en genetisk opskrift på coronavirusset til kroppen, der så lærer at genkende det. 

 

Den påstand har TjekDet faktatjekket ad flere omgange. Hver gang har forskernes konklusion været, at absolut intet tyder på, at vaccinerne kan ændre den vaccinerede persons DNA. 

 

Derfor er det heller ikke overraskende, at det ikke har noget på sig, at den amerikanske højesteret har fundet frem til det. TjekDet har gennemgået alle domstolens kendelser siden 2020, hvor pandemien brød ud. Og i arkivet over domstolens kendelser findes ingen retssag som den, der beskrives i facebookopslaget.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Dog har Robert F. Kennedy Jr. for nylig været genstand for en dom i Højesteret, som faldt den 29. april 2025, hvilket er den samme dag, som facebookopslaget blev delt. 

 

Sagen handlede om, hvorvidt patienter, der er berettiget til supplerende indkomststøtte, men som ikke modtager en udbetaling i en given måned, skal tælles med i Medicare’s støtteberegning til hospitaler. Medicare er et nationalt program for sundhedsforsikring i USA. Højesteret fastslog, at kun patienter, der faktisk modtager supplerende indkomststøtte i den pågældende måned, skal medregnes. Dommen gav dermed det amerikanske sundhedsministerium medhold.

 

I højesteretsafgørelsen er Robert F. Kennedy Jr. nævnt flere gange, men det skyldes, at han i kraft af sin rolle som sundhedsminister er den formelle sagsøgte i sagen - ikke fordi han personligt har ført sagen eller har nogen særlig tilknytning til dens indhold.

Afviser selv

Af facebookopslaget fremgår det, at det er Robert F. Kennedy Jr., der skulle have vundet sagen i højesteret. På den anden side af retssalen skulle en række lobbyister fra medicinalbranchen have siddet.

 

Men i 2021, hvor samme påstand var i omløb, afviste Robert F. Kennedy overfor AP, at han har deltaget i en retssag med sådan et udfald.

 

Han fortalte dog dengang til samme medie, at han har deltaget i over 30 retssager omhandlende vacciners sikkerhed, men at ingen er nået helt til den amerikanske højesteret.

 

I juni 2024 afviste USA’s Højesteret to sager anlagt af Robert F. Kennedy Jr.’s organisation Children’s Health Defense om henholdsvis godkendelse af covid-19-vacciner til børn og vaccinekrav på et universitet.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 5. maj 2025