Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kædebrev sender brugere på vildspor efter ny Facebook-udmelding om AI

Faktatjek 26. maj 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Danske brugere deler i disse dage et kædebrev på Facebook.

  • Kædebrevet deles som en slags juridisk tekst, der forbyder Meta fra at bruge dine billeder til at træne deres AI-værktøjer.

  • Men opslaget har ingen effekt. I stedet skal du gøre indsigelse via en formular.

Meta, selskabet bag blandt andet Facebook og Instagram, vil bruge dine opslag, billeder, billedtekster og kommentarer til at træne deres AI-værktøj. 

Og gør du ikke noget, inden dagen er omme, begynder Meta at tage dine offentlige oplysninger i brug. 

Den udmelding har fået flere danskere til at dele opslag på Facebook i protest

“Til Facebook/ Meta. Jeg giver ikke tilladelse til, at mine billeder må bruges offentligt af jer eller andre. På forhånd tak,” skriver flere brugere

Andre brugere deler et gammelt kædebrev. Her tilkendegiver brugerne over for Meta, at de ikke giver tilladelse til, at Facebook opkræver 99 kroner om måneden. Samtidig gør brugerne det klart, at deres billeder ikke tilhører Meta. 

Bag opslagene ligger tilsyneladende en overbevisning om, at delingen af teksten forhindrer Meta i at bruge ens billeder.

Men opslagene gør ingen nytte og beskytter dig ikke mod, at Meta kan træne sine AI-værktøjer med dine oplysninger. 

“Det er fuldstændig effektløst. Om du poster det ti gange, gør det det ikke mere gældende,” fortalte Martin Bruun-Houmølle, der er seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk, til TjekDet, da vi sidst faktatjekkede en afart af kædebrevet.

Null

Opslagene, der er i omløb i øjeblikket, har lidt forskellig ordlyd, men fælles for dem er, at de angiveligt skulle kunne forhindre Meta i at benytte brugernes oplysninger. I virkeligheden har opslagene dog ingen effekt. Foto: Skærmbillede.


Det kan du gøre

Da TjekDet sidst faktatjekkede kædebrevet, var der ikke noget, der tydede på, at Meta vil bruge dine billeder, men i dag er situationen en anden. 

Nu ønsker Meta faktisk at anvende brugernes offentligt tilgængelige indhold til at træne deres AI-funktioner. Det vil de gøre fremadrettet - medmindre den enkelte bruger oplyser, at man ikke vil give Meta tilladelse til at bruge ens billeder og offentlige opslag til AI-træning.

Og her nytter det ikke at dele opslag i protest eller kopiere kædebreve. Man skal i stedet bruge en officiel Meta-formular.

Formularen til at gøre indsigelse finder du her, og du skal udfylde den senest til midnat i dag - den 26. maj. 

Bemærk, at du skal være logget ind på Facebook for at gøre indsigelse. Har du flere kontoer med forskellige login-oplysninger, skal du logge ind med hver enkelt konto. 

Når du har udfyldt formularen, vil du modtage en email fra Meta, hvor de oplyser, at de “fremadrettet ikke vil bruge dine offentlige oplysninger fra Meta-produkter eller dine interaktioner med AI fra Meta-funktioner til at udvikle og forbedre generative AI-modeller til AI fra Meta.”

Meta tilføjer dog, at de muligvis stadig vil behandle oplysninger om dig til at træne deres AI-værktøjer. Det kan ske, hvis du er på et billede, der er delt offentligt på deres produkter af en, der bruger dem, eller hvis du er nævnt i offentlige opslag eller billedtekster, som en anden person deler på deres produkter.

Ifølge Astrid Haug, der er rådgiver og ekspert i digitale medier, skal du dog ikke frygte, at dine billeder dukker op i fremtiden, hvis en bruger beder Metas AI-værktøjer om at lave et billede af en lykkelig dansker på ferie

“Den tager selvfølgelig millioner af billeder for at skabe en lykkelig dansker på Gran Canaria, hvis det er det, man skriver ind, og så vil ens billede være en del af den data, der trækkes på,” siger hun til DR.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Deles igen og igen

Kædebreve er efterhånden blevet et fast indslag på Facebook, der hurtigt får mange ben at gå på, fordi de ofte deles massivt. Den aktuelle tekst er et sammenkog af andre kædebreve, der tidligere har floreret.

Kædebrevet, der deles nu, er en blanding af tekster fra andre kædebreve, der har cirkuleret i årevis på Facebook i forskellige variationer. Og det er tydeligt, at den oprindelige afsender ikke har brugt tid på at klippe og klistre teksterne 'ordentlig' sammen. Kædebrevet indeholder nemlig flere ulogiske detaljer. 

Man kan for eksempel læse, at “hvis du ikke offentliggør en udtalelse mindst én gang, vil det teknisk set blive forstået, at du tillader brug af dine billeder, samt de oplysninger, der er indeholdt i din profilstatusopdateringer.”

Ovenstående minder om en passage, der faktisk kan spores til et kædebrev, der har floreret på Facebook siden 2012. Dengang var det formuleret på mere flydende engelsk, men var dog stadig lige så forkert, som det er tilfældet her mere end ti år senere.

Det nuværende kædebrev er på dansk, men næppe forfattet af en dansker. Adskillige mildt sagt usammenhængende formuleringer peger på, at teksten er blevet maskinoversat. 

I kædebrevet står der også, at Facebook uden varsel vil opkræve 99 kroner om måneden, hvis man ikke sætter teksten ind på sin profil. 

Det er ikke korrekt.

Visse ting koster

I oktober 2023 udsendte Meta en pressemeddelelse, hvor virksomheden lancerede en ny strategi for deres platforme for at leve op til nye EU-regler. Reglerne forlanger, at sociale medier ikke må støvsuge brugernes aktivitet på internettet for at finde ud af, hvad brugerne interesserer sig for. De oplysninger kan de forskellige platforme bruge til at vise de enkelte brugere reklamer, de måske synes er spændende.

 

Meta tilbyder derfor brugere i EU-lande at blive fri for de målrettede annoncer på virksomhedens platforme. For en pris på 45 kroner kan man slippe for brugertilpassede annoncer på Facebook og Instagram på desktop. Vil man også slippe for annoncerne på sine mobile enheder, skal man af med 60 kroner. 

 

I forbindelse med en næsten identisk påstand om brugen af dine billeder, der florerede i september 2023, sagde Martin Ruby, der er politisk chef for Meta i Norden, til TjekDet, at virksomheden ikke har planer om, at alle brugere skal opkræves noget som helst for at bruge Metas platforme. 

 

Som det er i dag, kan man købe sig til verificering og services, som for eksempel at undgå de brugertilpassede annoncer. Men om der kommer flere af den slags tjenester i fremtiden, vidste Martin Ruby ikke, da vi talte med ham i september 2023.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 6. jun 2025