Lille gruppe står bag langt størstedelen af hadefulde kommentarer

Indsigt 3. mar 2025  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Hver 20. kommentar på Facebook er hadefulde eller anstødelig.

  • Det viser en ny undersøgelse udarbejdet af Trygfonden og Analyse & Tal.

  • De hadefulde kommentarer drives af lille gruppe brugere, hvor de fleste er mænd.

Tonen på sociale medier kan til tider være grov og hadefuld.

Det bekræfter en ny undersøgelse udarbejdet af Trygfonden og Analyse & Tal, som har analyseret 73 mio. opslag og kommentarer, hvilket er den hidtil største kortlægning af angreb og had i den offentlige debat på Facebook.

Kortlægningen viser, at godt hver 20. kommentar i den offentlige debat på politikeres og mediers facebooksider er et sprogligt angreb.

”Hver 20. kommentar lyder måske ikke af meget, men det er svært at forestille sig andre samtale-, debat- og deltagelsesformater, hvor hvert 20. indspark er hadefuldt eller anstødeligt - som for eksempel ”han burde skydes” eller ”hvornår holder den store so sin kæft”,” siger Mikkeline Thomsen, der er en af den nye rapports forfattere og partner i Analyse & Tal.

Trygfonden og Analyse & Tal har også undersøgt, hvem der står bag de hadefulde og anstødelige ytringer på Facebook.

Null

Her tegner der sig en klar tendens til, at det særligt er mænd - og især dem over 40 år - der har hang til at være grove i sproget. 

68 procent af angrebene er skrevet af profiler med et mandligt fornavn, mens 32 procent er skrevet af profiler med et kvindeligt fornavn.

Derudover viser undersøgelsen, at det er en meget lille gruppe, der står for det samlede antal hadefulde kommentarer. 0,2 procent af brugerne står for hele 30 procent af angrebene, og 1,5 procent dækker alle 100 procent.

”Det er jo en god nyhed, at en betydelig del af angrebene bør kunne håndteres ved at moderere, hvordan en lille gruppe af borgere omtaler andre mennesker. Desværre viser kortlægningen også, at både medier og politikere får flere interaktioner på de opslag, der genererer mange angrebskommentarer. Denne sammenhæng giver ikke incitament til at forbedre debatten, og når vi kigger i data, ser vi opslag fra både medier og politikere, som er svære at tolke som andet end forsøg på at sætte ild i kommentarsporene,” siger Mikkeline Thomsen.

Sidst men ikke mindst har forfatterne til rapporten også undersøgt, hvad de hadefulde og anstødelige ytringer baseres på.

Af de hadefulde angreb er over en tredjedel - 35 procent - baseret på individers eller gruppers etnicitet eller nationalitet. Herefter udgør angreb baseret på køn, hvor særligt kvinder omtales nedsættende som for eksempel ”kælling”, ”so” og ”luder”, 22 procent af angrebene. 

Derudover viser kortlægningen, at brugere på sociale medier hyppigt angriber folk, man er uenige med, ved at kalde dem “imbecil”, “spasser”, “psykopat” eller andre ord, der relaterer sig til psykiske og fysiske lidelser. Angreb af den slags tegner sig for 21 procent af angrebene.

Opdateret 4. mar 2025