Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Det er manipuleret! På det oprindelige billede var der ikke et hagekors på denne ukrainske kampvogn

Faktatjek 21. apr 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
Billedet viser angiveligt en ukrainsk kampvogn med et hagekors påtrykt kampvognens luge. Men hagekorset er manipuleret ind på billedet. Det oprindelige billede stammer fra 2014, hvor en fotograf fra Reuters fangede de ukrainske soldater, som netop havde genvundet kontrollen over en flyveplads fra prorussiske separatister nær byen Kramatorsk i Donbas-regionen i det østlige Ukraine. Foto: Screenshot fra Facebook
  • Et billede, der deles flittigt på sociale medier, viser en ukrainsk kampvogn med et hagekors

  • Men hagekorset er manipuleret ind på billedet med kampvognen

  • En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters to det oprindelige billede i 2014, og her er der altså intet hagekors at se

  • Siden krigens begyndelse er billeder med hagekors ved flere lejligheder blevet anvendt til at anklage den ukrainske befolkning for at være nazister

Et billede af en ukrainsk kampvogn med et påtrykt hagekors på lugen ned til førerrummet deles lige nu på de sociale medier. 

Billedet taler dermed ind i den russiske præsident Vladimir Putins fortælling, at Ukraine er fyldt med nazister. Den russiske præsident har forklaret invasionen af Ukraine med, at han ønsker at "afnazificere" og "afmilitarisere" landet, som han mener begår folkemord på den russisktalende del af befolkningen.

Men billedet er blot endnu et eksempel i rækken på, at manipulerede billeder får luft under vingerne på sociale medier.

Det oprindelige billede stammer nemlig fra 2014, hvor det er taget nær den ukrainske by Kramatorsk i Donbas-regionen af en fotograf fra nyhedsbureauet Reuters. 

Og på den oprindelige udgave af billedet er der intet hagekors på kampvognens luge.

Billedsøgning afslører manipulation

I jagten på at finde ud af, hvor billedet stammer fra, laver vi en såkaldt omvendt billedsøgning i Googles billedsøgemaskine. På den måde kan vi finde ud af, hvornår billedet er blevet delt første gang på nettet.

Her finder søgetjenesten en række identiske billeder, hvor man altså også kan se et hagekors på den ukrainske kampvogn. Nogle af billederne er i højere opløsning end det, der florerer på sociale medier. 

Dem undersøger vi så med Googles billedgenkendelsesteknologi Google Lens. Det kan du gøre ved at højreklikke på billedet og trykke på ‘Søg efter billedet med Google Lens’. Funktionen virker kun i Googles egen internetbrowser, Chrome. 

Artiklen fortsætter under billedet

Her ses det originale billede, som viser ukrainske styrker, der netop har genvundet kontrollen over en flyveplads fra prorussiske separatister nær byen Kramatorsk i Donbas-regionen i det østlige Ukraine tilbage i 2014. (Foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix)

Her dukker billedet op i en artikel fra 16. april 2014 i det irske medie Independent, hvor det fremgår af en billedtekst, at billedet er taget samme dag. Men på det billede er der ikke noget hagekors på kampvognens luge. 

I artiklen bliver fotografen Marko Djurica fra nyhedsbureauet Reuters krediteret for at have taget billedet. 

Det leder os videre til Reuters' billeddatabase, hvor vi søger på ‘Marko Djurica’. Under 'more options' - ‘flere valgmuligheder’ - som giver mulighed for avanceret søgning, indtaster vi datoen 16. april 2014, så alle Marko Djuricas billeder fra den dag kommer frem.

Et af resultaterne matcher fuldstændig det billede, som florerer på sociale medier - men altså uden et hagekors.

Også i 2014 sendte præsident Vladimir Putin russiske styrker ind i det østlige Ukraine og annekterede halvøen Krim. I beskrivelsen til billedet kan man læse, at de ukrainske styrker netop har genvundet kontrollen over en flyveplads fra prorussiske separatister nær byen Kramatorsk i Donbas-regionen i det østlige Ukraine. 

Flere eksempler

Det er ikke første gang under krigen i Ukraine, at billedmanipulation bliver brugt til at understøtte falske påstande.

Billeder med hagekors er flittigt blevet anvendt til at anklage ukrainere for at være nazister. Især den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har stået for skud.

For godt en måned siden florerede et billede af den ukrainske præsident, hvor han holder en ukrainsk landsholdstrøje med et hagekors på ryggen op foran sig. Men TjekDets gennemgang afslørede, at det i virkeligheden var nummeret 95 og ikke et hagekors, der prydede ryggen af landsholdstrøjen.

Volodymyr Zelenskyj optrådte også i en video, hvor han opfordrer de ukrainske soldater til at overgive sig. Videoen spredte sig hastigt på sociale medier, og den ukrainske tv-kanal Ukraine 24 bragte klippet. 

Men en gennemgang af videoen afslørede, at det var en såkaldt ‘deep-fake’-video, altså en manipuleret video, som foregiver en ukrainsk overgivelse til Rusland.

Opdateret 26. apr 2022