Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Skoleskyderiet i Sverige: Uskyldige mænd udpeges som gerningsmanden

Faktatjek 6. feb 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
  • På sociale medier har brugere travlt med at dele billeder af, hvem de tror er den formodede gerningsmand til skyderiet i Örebro i Sverige

  • Det har resulteret i, at flere uskyldige mænd er blevet hængt ud med navn og billede

I tirsdags kostede et skoleskyderi 11 personer livet i den svenske by Örebro.

I kølvandet på tragedien flød sociale medier over med påstande og billeder af påståede gerningsmænd, selvom politiet endnu ikke har oplyst eller bekræftet noget om identiteten på gerningsmanden.

Onsdag eftermiddag har store svenske medier erfaret, at gerningsmanden er 35-årige svenske Rickard Andersson - og endda offentliggjort billeder af ham. På et pressemøde torsdag morgen vil det svenske politi dog fortsat ikke bekræfte, at det er Rickard Andersson, som er gerningsmanden.

I de seneste to døgn har TjekDet identificeret mindst tre forskellige personer, som fejlagtigt er blevet udpeget som gerningsmænd på sociale medier.

Flere personer på sociale medier antager også, at skoleskyderen var af anden etnisk herkomst end svensk

"Massedeportationer nu”, står der eksempelvis i et X-opslag med en video, der angiveligt viser skyderiet, mens det i et andet opslag lyder: “Hvorfor har vi bragt de folk hertil?” 

I denne artikel tager TjekDet et kig på misinformationen, som har bredt sig efter skoleskyderiet i Sverige.

Samme tendenser

I efteråret gik TjekDet i dybden med et knivoverfald i Spanien, hvor en 11-årig dreng blev stukket ihjel på en fodboldbane.

Kort tid efter overfaldet var der opstandelse på sociale medier, hvor flere profiler med mange følgere skrev, at der var tale om, at gerningsmanden var “en hætteklædt udlænding”. Det viste sig dog at være en psykisk syg spansk mand, der begik drabet.

Samme mønster har TjekDet observeret efter skoleskyderiet i Sverige. Flere brugere har nemlig travlt med at udpege forkerte personer som gerningsmanden.

En af dem, der bliver udråbt som gerningsmand, hedder Sam Hyde. 

Tjekdet
Dette billede af den amerikanske komiker Sam Hyde dukker jævnligt op på sociale medier i kølvandet på tragedier, hvor han beskyldes for at være gerningsmanden bag. Foto: Skærmbillede

“Skoleskyderen i Örebro er bekræftet som værende Samuel Hydén, en 22-årig mand. Den mistænkte skød sig selv, men politiet er stadig på vagt”, lyder det i et af opslagene.

Ser man på navneændringen fra Sam Hyde til Samuel Hydén, så ser det ud til, at profilen med fuldt overlæg har misbrugt både hans billede og navn.

Det er langt fra første gang, at det bliver påstået, at Sam Hyde er gerningsmand til et skyderi. TjekDet beskrev allerede i 2017, hvordan det blev påstået, at han stod bag et terrorangreb i London, hvor syv mennesker blev dræbt.

I virkeligheden er Sam Hyde en amerikansk komiker, hvilket hurtigt bliver bekræftet af en omvendt billedsøgning.

Via søgningen kan vi også se, at det efterhånden er blevet en internetjoke at bruge Sam Hyde som gerningsmand i forbindelse med forskellige forbrydelser, og at det oprindeligt startede på internetforummet 4chan

Sam Hyde har selv udtalt, at flere fra hans familie tidligere er blevet snydt, når han er blevet misbrugt som gerningsmand.

Flere forkerte gerningsmænd i omløb

Udover Sam Hyde blev der få timer efter skyderiet også uploadet en billedserie af en yngre mand på det sociale medie X. Angiveligt skulle han være muslim og gerningsmaden fra Sverige. 

Det har ikke været muligt for TjekDet at identificere, hvem personen på billederne er, men på X kan man finde et opslag fra den 2. januar med samme person. Her bliver han ligeledes anklaget for at stå bag et skyderi på en natklub i USA, hvor ti personer blev såret. 

Tjekdet
Den unge mand her bliver af brugere også beskyldt for at stå bag skoleskyderiet i Sverige. Foto: Skærmbillede

I sagen fra USA er der fortsat ikke blevet arresteret nogle personer, men politiet leder efter fire personer, som stod bag skyderiet. Derfor er det slet ikke sikkert, at personen på billederne er en af gerningsmændene i den sag, men at han - ligesom efter skyderiet i Sverige - fejlagtigt bliver kaldt ud som gerningsmand.

Blandt danske profiler på sociale medier bliver der også delt et billede af en tredje mand, som anklages for at stå bag skoleskyderiet.

Billedet er også blevet delt på X af udenlandske brugere i de seneste dage. 

Det har ikke været muligt for TjekDet at identificere manden, men vores research viser, at der højst sandsynligt er tale om en svensk mand, som altså er blevet fejlidentificeret som gerningsmanden.

Tjekdet
Af både danske og udenlandske brugere bliver denne svenske mand fejlagtigt sat i forbindelse med skoleskyderiet i Örebro i Sverige. Foto: Skærmbillede fra Facebook

Eksemplerne fra denne sag taler også ind i, at hvis profiler på sociale medier hævder at have beviser for begivenheder, som lige er sket, så skal man være ekstra varsom med at dele disse oplysninger.

Hos TjekDet ser vi nemlig ofte, at personer på internettet benytter højaktuelle begivenheder til at nå langt ude med deres opslag i jagten på at få flere følgere og likes.

Udokumenterede påstande om etnicitet

Det er ikke kun billeder af påståede gerningsmænd, som de sociale medier flyder over med efter skoleskyderiet.

Mange brugere når også helt uden dokumentation frem til, at gerningsmanden er muslim, hvilket har resulteret i flere hadefulde opslag.

“Fra hvilket muslimsk land kommer terroristen fra skoleskyderiet?”, lyder det spørgende i et opslag på X.

“Takket være venstrefløjen i Sverige og regeringen har vi nu skoleskyderier, som aldrig ville have fundet sted, hvis vi ikke fik illegale muslimske immigranter til landet”, lyder det i et andet indlæg, mens der i et tredje opslag kræves massedeportationer.

Trods de udokumenterede konklusioner, som fylder på sociale medier, er der intet, som tyder på, at gerningsmanden er af anden etnisk herkomst end svensk - eller muslim for den sags skyld.

I sommer kom personer på sociale medier med lignende antagelser, da tre piger blev dræbt og flere såret efter et knivangreb i byen Southport i England. 

Her blev en påstand om, at gerningsmanden var immigrant, som kom til Storbritannien året forinden, set af millioner på sociale medier, hvilket var med til at skabe massive optøjer i flere engelske byer.  

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 21. feb 2025