Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Myndighedsanbefalet slankekur? Lægemiddelstyrelsen advarer mod misbrug af logo

Fup og spam 22. aug 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Lægemiddelstyrelsen misbruges i både annoncer på sociale medier og webshops for slankeprodukt. På diverse webshops er det typisk styrelsens logo, der er sat ind i forbindelse med markedsføringen af et produkt, som det er tilfældet her. Styrelsen understreger, at de aldrig anbefaler lægemidler i markedsføringssammenhæng. Foto: Skærmbillede
  • Lægemiddelstyrelsen lægger ufrivilligt navn og logo til svindelannoncer på sociale medier 

  • Annoncerne er bygget op efter samme formel og leder ind til hjemmesider, der sælger et tilsyneladende effektivt slankemiddel

  • Flere kunder beretter om manglende levering af produktet, eller at det slet ikke har den lovede virkning

 

For ganske få hundrede kroner kan du ved hjælp af et simpelt produkt tabe dig 20-30 kilo og ovenikøbet bekæmpe slap hud, forhøjet blodtryk, diabetes, ledsmerter og træthed.

Produktet er ovenikøbet anbefalet af Lægemiddelstyrelsen, og sygeplejersker og læger i hobetal står klar til at berette om deres personlige vægttab som følge af produktet.

Slagtilbuddet dukker lige nu op som annoncer – dvs. betalte opslag – i danskernes Facebook-feed, og flere har slået til, viser TjekDets research.

De er til gengæld blevet slemt skuffede, for produktet er alene blikfang i et omfattende svindelnummer på Facebook.


🚫 ADVARSEL IMOD LOGO-MISBRUG 🚫 Vi ser desværre flere eksempler på ulovlige annoncer på sociale medier og hjemmesider, hvor Lægemiddelstyrelsens logo bliver misbrugt til at promovere medicin, medicinsk udstyr eller andre beslægtede produkter såsom kosttilskud, alternativ medicin og kosmetiske produkter. Annoncerne indeholder ofte falske påstande om produktets effekt og virkning, og vores logo bliver misbrugt til uberettiget at opnå troværdighed, fordi afsenderen hævder, at produktet er godkendt eller anbefalet af Lægemiddelstyrelsen. Som forbruger risikerer man at blive vildledt til at købe forfalskede og ikke-godkendte produkter, som i værste fald kan være sundhedsskadelige. Derfor vil vi gerne advare imod opslag og hjemmesider, der misbruger vores logo, for reglerne er helt klare på det her område: ⚠️ Ingen andre end Lægemiddelstyrelsen må bruge Lægemiddelstyrelsens logo. ⚠️Hvis du ser, at andre benytter vores logo, er det falsk markedsføring fra en afsender, der har overtrådt reglerne. Læs mere: https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/nyheder/2025/advarsel-imod-hjemmesider-og-opslag-paa-sociale-medier-med-misbrug-af-laegemiddelstyrelsens-logo/

Slået op af Lægemiddelstyrelsen i Torsdag den 21. august 2025

Lægemiddelstyrelsen har set sig nødsaget til at udsende en advarsel mod misbrug af styrelsens logo. Videoen herover er offentliggjort på Facebook torsdag.


Lægemiddelstyrelsen anbefaler ikke produktet og advarer endda om annoncerne, der misbruger deres navn og logo samt andre både danske og internationale myndigheder eller organisationer – eksempelvis Diabetesforeningen.

”Logoerne bliver brugt til at få hjemmesiderne og SoMe-opslagene til at fremstå som troværdige for at vildlede forbrugerne. Man risikerer at købe forfalskede og ikke-godkendte produkter, som i værste fald kan være sundhedsskadelige. Derfor vil vi gerne advare imod den slags opslag og udbrede budskabet om, at reglerne er helt klare på det her område: Der er ingen andre end Lægemiddelstyrelsen, der må bruge Lægemiddelstyrelsens logo,” siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Jeanne Majland i en pressemeddelelse, ligesom styrelsen også har delt et opslag med advarsler mod misbruget af logoet.

Overfor TjekDet tilføjer Lægemiddelstyrelsen, at de aldrig anbefaler produkter i markedsføringssammenhæng, sådan som annoncerne på sociale medier giver indtryk af.


Null

Sådan ser en af Facebook-annoncerne ud. Antallet af læger og sygeplejersker varierer, men hver gang er historien den samme. Foto: Skærmbillede


Samme fortælling hver gang

Svindelannoncerne er stort set identiske i udtryk og er grundlæggende bygget op om den samme fortælling.

En eller flere sygeplejersker eller læger på danske hospitaler fortæller, hvordan de har negligeret deres egen sundhed for at tage vare på deres patienter, og derfor er deres vægt skudt i vejret. De har prøvet både diæter, kosttilskud og træningsplaner, men intet virkede – indtil nu.

Ved hjælp af et simpelt produkt – hvis navn varierer fra annonce til annonce – har lægerne og sygeplejerskerne opnået bemærkelsesværdige vægttab, og hvis man ikke tror på det, kan man bare se de vedlagte før- og efter-billeder.

TjekDet har kørt flere af billederne gennem forskellige AI-detekteringsværktøjer, der i mange tilfælde vurderer, at billederne med meget høj sandsynlighed er enten genereret med kunstig intelligens eller kraftigt manipuleret.

TjekDet har også fundet nogle af billederne i svindelopslag på andre sprog, men hvor der er redigeret en anelse i billedet, så for eksempel to sygeplejersker i stedet for at stå på Aarhus Universitetshospital står på det belgiske universitetshospital UZ Leuven.

Null

De samme sygeplejersker har forskellige nationaliteter og arbejder på forskellige hospitaler alt efter, hvilket land annoncerne målrettes. Foto: Skærmbillede


Klikker man på annoncerne, bliver man ledt videre ind på nogle hjemmesider, der er bygget op efter samme formel.

Til venstre er et billede af produktet med diverse logoer tilføjet – herunder Lægemiddelstyrelsens – for at understrege produktets troværdighed. I højre side kan man læse om de mange gavnlige effekter ved produktet, og man kan selvfølgelig også tilføje produktet til indkøbskurven. Jo flere man køber på én gang, jo større rabat får man, og jo større bliver ens vægttab også, fremgår det.

I nogle tilfælde er produktet en væske, man skal indtage dagligt, mens det i andre tilfælde er plastre, man skal sætte på huden. 

Men ifølge Lægemiddelstyrelsen skal man ikke tro på annoncerne eller de hjemmesider, de fører videre til.

”Det bedste råd herfra er, at man ikke køber noget eller tror på det, der står i den slags annoncer. For når afsenderen benytter sig af den form for forfalsket promovering, er der en vis sandsynlighed for, at det i det hele taget ikke er en troværdig forhandler,” siger enhedschef Jeanne Majland fra Lægemiddelstyrelsen i pressemeddelelsen.

Null

På en af de mange hjemmesider, som svindelannoncerne leder ind til, får man den fulde beskrivelse af produktet, der tilsyneladende er særdeles effektivt. Lægemiddelstyrelsens logo - en krone - er sat ind på billedet. Foto: Skærmbillede 


Meget tyder på, at Lægemiddelstyrelsen har ret i deres fornemmelse. På Trustpilot er der i hvert fald anmeldelser fra flere utilfredse kunder, der har købt produkter via hjemmesiderne.

Flere fortæller, at de aldrig har modtaget noget som helst, og de, der har, fortæller, at det er virkningsløst og dermed langt fra som lovet på hjemmesiderne. Nogle påpeger også, at de fandt vej til hjemmesiderne via annoncer på Facebook, men at annoncerne i mellemtiden er forsvundet.

Og selvom både annoncer og hjemmesider reklamerer med, at produkterne er danskproducerede, skriver en kunde på Trustpilot, at hendes penge endte i Hongkong.

Sundhedsmyndigheder er ofte ude for, at deres logoer og navne bruges som blåstempling af falske produkter eller ligefrem misinformation. Sundhedsstyrelsen måtte i fjor lægge ufrivilligt navn til en pamfletkampagne om vacciner, der gav adskillige misvisende og falske oplysninger om covid-19-vaccinerne. Historien kan du læse her.

Sundhedsstyrelsen har også måtte se deres logo misbrugt i misinformationskampagne om mundbind. Historien kan du læse her.

Er du faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.

TjekDet sætter jævnligt fokus på svindel på især sociale medier, og du kan læse alle vores artikler om svindel her. Du kan desuden følge os på Facebook ved at klikke her, og du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 25. aug 2025