Først var det broren: Nu har svindlerne også skabt en falsk Peter Lund Madsen

-
I annoncer og opslag på Facebook, der florerer netop nu, misbruges læge og hjerneforsker Peter Lund Madsens identitet i en deepfake-video.
-
I videoen fortæller hjerneforskeren om en hemmelig kur mod diabetes, men i virkeligheden er det en AI-genereret version, som Peter Lund Madsen intet har med at gøre.
-
Formålet er at få dig til at klikke videre ind på en hjemmeside, hvor du kan købe et præparat, der angiveligt kan gøre diabetikere raske.
-
Peter Lund Madsen er bror til journalist og entertainer Anders Lund Madsen. Sidstnævnte har i flere år fået misbrugt sit ansigt i falske nyhedshistorier, der også havde til formål at sælge mirakelkure eller anbefale bitcoin-investeringer, der havde til formål at tømme lommerne på ofrene.
Den magtfulde medicinalindustri forsøger at få ham til at tie. De ønsker ikke, at diabetikere bliver raske, men vil blive ved med at malke dem for penge. Men Peter Lund Madsen agter at dele sandheden, der kan gøre diabetesramte danskere raske for altid.
Det er fortællingen i en video, der lige nu bredes i opslag og annoncer på Facebook. Her sidder den kendte hjerneforsker, læge og tv-vært og taler til danskerne.
Men virkeligheden er en anden. For det er ikke Peter Lund Madsen, men en manipuleret deepfake-version af ham, der taler i videoen, og som nogen har skabt med et særligt formål - nemlig at lokke dig videre til en hjemmeside, hvor du kan købe det produkt, der angiveligt kan kurere diabetes nemt og hurtigt.

CBD-kapsler fra Holland
Videoen fortæller ikke noget om, hvad kuren mod diabetes konkret skulle være. For at få det at vide, skal man klikke videre fra videoen, siger den falske Peter Lund Madsen.
“Ja, du hørte rigtigt. Over 200.000 danskere har allerede sluppet af med diabetes type 1 og 2, og det hele fra hjemmet uden at opgive deres yndlingsmad. Hvis du stadig ser med, skal du bare klikke på knappen 'lær mere',” lyder det i videoen.
Lykkes det deepfake-versionen af Peter Lund Madsen at få dig til at klikke videre ind på linket, præsenteres du for en betalingsside. Her præsenteres mirakelproduktet: CBD-kapsler fra mærket Frank & Frey.

Akkurat samme mærke af CBD-kapsler er før set i TjekDets afdækning af deepfake-videoer, der misbruger kendte danskere. For nylig var Søren Brostrøm offer i et lignende deepfake-svindelnummer, hvor hans identitet blev udnyttet i svindlernes forsøg på at sælge de selvsamme CBD-kapsler fra Frank & Frey.
Kigger man på hjemmesiden, kan det til forveksling ligne, at der er tale om en dansk hjemmeside, da teksten står på dansk. Men ifølge sidens oplysninger holder de til i Holland.
TjekDet har rakt ud til Frank & Frey for at høre, om de står bag deepfake-videoerne af kendte danskere som Peter Lund Madsen og Søren Brostrøm, og hvorfor de i så fald laver dem. I et mailsvar skriver de, at de er “dybt chokerede og bekymrede” over, at deepfake-videoer, der linker til deres produkt, eksisterer. De hævder, at de ikke har noget med produktionen og distribueringen af videoerne at gøre.
“Vi samarbejder med eksterne marketingspartnere og affilierede verden over, som promoverer vores produkt. Det giver os stor rækkevidde, men betyder desværre også, at vi ikke har fuld kontrol over alle markedsføringsaktiviteter. Vi vil understrege, at vi på ingen måde støtter eller godkender denne form for vildledende eller uetisk markedsføring, og vi ville aldrig bevidst være en del af sådanne praksisser,” skriver de og oplyser, at de arbejder på at stoppe udbredningen af deepfake-videoerne.
Kunder advarer
På Frank & Freys side på Trustpilot advarer en række personer fra forskellige lande om virksomheden. Noget tyder på, at det ikke kun er danske kendte, der i deepfake-videoer misbruges til at reklamere for CBD-kapslerne.
“CBD-kapsler er et fuldstændig ubrugeligt kosttilskud, der ifølge "Anders Tegnell" skulle bidrage til at sænke blodtrykket,” skriver én Trustpilot-bruger.
Anders Tegnell blev især kendt under corona-pandemien, hvor han var Sveriges statsepidemiolog. Sveriges sundhedsmyndigheder har i starten af juli advaret mod deepfake-videoer af Anders Tegnell, hvor en AI-genereret version af den kendte læge reklamerer for blandt andet præparater mod diabetes.
I alt har 42 ud af 43 anmeldere af Frank & Frey givet virksomheden én stjerne, som giver en samlet Trustpilot-score på 1,4.
“En virksomhed, der sælger produkter ved hjælp af falske videoer af berømtheder, der reklamerer for deres produkter. De refunderer ikke, og produkterne er elendige og sandsynligvis falske, ligesom deres videoer,” skriver en anden bruger.
Flere af anmelderne beretter desuden om, at de ingen varer har modtaget efter flere måneders ventetid, og at Frank & Frey ikke besvarer deres henvendelser eller refunderer beløbene.
TjekDet har spurgt Frank & Frey ind til deres Trustpilot-score på 1,4 og kundernes dårlige oplevelser. De oplyser, at de er opmærksomme på deres omdømme på Trustpilot.
“Og da vi sender vores produkter fra Holland, sker det også, at nogle ordrer går tabt under transport. Disse sager tager vi meget alvorligt, og vi arbejder altid med de berørte kunder for at løse situationen – herunder at tilbyde fuld refusion, gratis nye ordrer og at afklare eventuelle misforståelser,” skriver de.
På Trustpilot oplyser flere brugere dog, at firmaet er umulige at komme i kontakt med.
Gammelt trick
Det er ikke noget nyt, at svindlere udnytter danskernes tillid til forskellige kendisser. Blandt andet har TjekDet afdækket, at Peter Lund Madsens bror, Anders Lund Madsen, var én af minimum 49 kendte danskere, der blev misbrugt som ufrivillige reklamesøjler for internationale storsvindlere. Også her gjorde svindlerne brug af deepfake-teknologi.
TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Peter Lund Madsen, men det har ikke været muligt inden artiklens deadline.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.