Dystopiske AI-videoer fra København og Paris puster til frygt for muslimsk indvandring

-
På Instagram flyder det over med videoer, hvor vestlige storbyer i 2050 på dyster vis er overtaget af muslimer.
-
Videoerne, der blandt andet viser København, er lavet med kunstig intelligens, men vækker ikke desto mindre bekymring og forargelse.
-
Personen bag profilen, der spreder videoerne, er næppe politisk motiveret, vurderer forsker. Penge kan i stedet være et bud.
Tusindvis af mennesker i islamisk bøn foran Eiffeltårnet. Et stort banner med arabisk skrift på Colosseums facade. Frihedsgudinden indhyllet i niqab.
Det er scenarierne i Paris, Rom og New York i år 2050, hvis man skal tro videoerne på den populære Instagram-profil pov__sensei. Videoerne er AI-genererede, men deres dystre fremtidsbillede af den vestlige civilisation vækker alligevel forargelse og modstand blandt tusindvis af Instagram-brugere.
“Europa, vågn op!!” skriver en bruger eksempelvis, mens en anden skriver: “Vær på vagt over for muslimerne og hold jeres børn i sikkerhed!”
De tre storbyer er langt fra de eneste vestlige byer, der med hjælp fra kunstig intelligens portrætteres overtaget af muslimsk indvandring om blot 25 år. Op mod 50 byer - herunder København - har af pov__sensei-profilen fået deres turistattraktioner og vartegn transformeret fra genkendelig idyl til “dystopiske skræmmescenarier”, som Rikke Peters formulerer det. Hun er lektor ved HistorieLab på University College Lillebælt, hvor hun blandt andet forsker i online ekstremisme.
I videoen fra det imaginære København i 2050 kan man blandt andet se burkaklædte kvinder dominere gadebilledet i et udtørret, uigenkendeligt Nyhavn, og det er ikke svært for Rikke Peters at få øje på, hvorfor de AI-genererede videoer vækker så stor interesse.
“De spiller på nogle af de stærkeste følelser, vi kan have. De spiller på frygt, på angst og på nogle menneskers nationalfølelse. Så det er en kombination af både det velkendte tema omkring frygten for muslimsk indvandring og så sat sammen med de her visuelle scenarier, som er meget virkningsfulde,” siger hun.
Startede med Cæsar og Pompeji
Fælles for videoerne på pov__sensei-profilen er, at de udspiller sig fra en ukendt persons perspektiv eller med personen forrest i billedet nærmest som i et computerspil. Man kommer med andre ord helt ned på gadeniveau og står midt i fællesbønnen foran Eiffeltårnet eller lige foran Frihedsgudinden iført niqab.
Rikke Peters bemærker dog, at de første 16 af de godt 80 videoer, der er offentliggjort fra profilen, intet har at gøre med vestlige byer i fremtidigt forfald. Her får man i stedet lov til at opleve nedslagspunkter i en dag som Julius Cæsar eller være førstehåndsvidne til Pompejis endeligt.
De videoer har kun nogle få hundrede likes, men det billede ændrer sig gevaldigt, da pov__sensei offentliggør sin video nummer 17. Det er en video af Paris i 2050, som får tæt på 15.000 likes.
“De her scenarier med storbyerne kommer jo først i lidt senere opslag, så jeg tror ikke som sådan, at profilen er decideret højreradikal eller højreekstremistisk, når den ikke er startet sådan. Jeg tror måske snarere, de har opdaget, at her er en bestemt åre, man kan lukrere på, fordi det er noget, der bliver delt og set rigtig meget. Og hvis man vil have opmærksomhed på et medie som Instagram, så handler det jo om at få likes og følgere og vokse på den måde,” siger Rikke Peters.
Og man må sige, at pov__sensei vokser. På lidt over en uge er den gået fra knap 25.000 følgere til flere end 37.600. Den mest populære video - London i 2050 - har 177.000 likes, og i alt er videoerne på siden liket over en million gange. Langt, langt størstedelen af de likes kommer fra 2050-videoerne fra vestlige storbyer.
TjekDet har identificeret personen bag pov__sensei til at komme fra Italien. Vi har på mail været i kontakt med personen, men vedkommende har ikke svaret på vores spørgsmål. Vi har blandt andet spurgt, hvad formålet med profilen er, om personen bag selv er kritisk over for indvandring, og om der er et økonomisk aspekt i profilen.
Noget tyder i hvert fald på, at personen bag pov__sensei forsøger at lukrere økonomisk på den store opmærksomhed om sine videoer.
I profilens beskrivelse reklameres der i hvert fald for en side, hvor man kan købe et kursus i at lave AI-videoer. Siden giver indtryk af, at man køber kurset af en ekstern udbyder kaldet Histary_Films, men med pov__sensei som mellemmand. Den konstruktion kaldes affiliate marketing og fungerer sådan, at mellemmanden får en andel af indtjeningen, hver gang der bliver solgt et produkt - i dette tilfælde et AI-videokursus.
Intelligent lavet
Pov__senseis videoer lever også videre andre steder på sociale medier. På X har den britiske anti-islam-aktivist Tommy Robinson og den meget populære og indvandrerkritiske profil RadioGenoa blandt andre delt videoerne. Videoen om København i 2050 har også nået en dansk Instagram-profil, der hedder gud_bevare_danmark og beskriver sig selv som en “kristen, konservativ og patriotisk memeside om dansk politik og historie”.
Rikke Peters tror ikke, at videoerne vil ændre folks holdninger til indvandring markant, men hun vil ikke udelukke, at det kan forstærke allerede eksisterende forestillinger blandt nogle.
“Det kan sagtens fungere som vand på møllen i forhold til nogle af de skræmmescenarier og konspirationsteorier, som har floreret på højrefløjen i mange, mange år,” siger hun og fortsætter:
“Det spiller jo helt klart på nogle gamle, velkendte temaer omkring Den Store Befolkningsudskiftning med de her dystopiske scenarier om, at Europa mere eller mindre vil blive omdannet til en slags muslimsk kalifat i år 2050. Det er der bestemt ikke noget nyt i, men det er alligevel nyt med de her meget dystopiske og meget følelsesvækkende AI-genererede scenarier.”
I det hele taget bider Rikke Peters mærke i, at pov__senseis videoer er dygtigt kurateret. Der er kælet for detaljen i både det visuelle udtryk og videoernes indhold, så det fremstår troværdigt og appellerer bedst muligt til målgruppen.
“Det er intelligent lavet. I London er det sådan et meget britisk scenarie, hvor det er indere og pakistanere, og der går køer på gaden. Det skal næsten minde om New Delhi, tænker jeg, mens i København er det mere den type indvandrere, vi har fra muslimske lande. Så det er forsøgt målrettet, fordi det jo ikke ville have den samme effekt, hvis København var fyldt med pakistanere, men hvis man er fra Storbritannien, er det nok et scenarie, man lettere kan købe ind på,” siger hun.
TjekDet har tidligere faktatjekket påstande om udskiftning af det oprindelige danske folk, og for nyligt blev det igen aktuelt, da Politiken den 8. juni præsenterede en sidenhen meget omdiskuteret befolkningsfremskrivning, som forudså, at danskerne vil være i mindretal i eget land i 2096.
Hurtigt kom debatten til at handle om muslimsk indvandring, selvom fremskrivningen kun opdeler indvandrere i vestlige og ikke-vestlige, og selvom der er adskillige væsentlige forbehold ved fremskrivningen. TjekDet interviewede professoren bag fremskrivningen om den debat og kritik, hans fremskrivning medførte. Du kan læse artiklen her.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.