Den lille og store musketér-ed: Hvad gør NATO, hvis et medlemsland bliver angrebet? Og hvad gør EU?

Indsigt 31. maj 2022  -  4 min læsetid
This describes the image
NATO er vores forsvarsalliance, der kan bistå os med militær assistance. Samme alliancegaranti eksisterer ikke i EU, men unionen kan dog alligevel komme til hjælp. Foto: Toms Kalnins/EPA/Ritzau Scanpix og Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
  • Hvis Danmark en dag bliver angrebet, kan både NATO og EU komme os til undsætning

  • Deres assistance vil dog være vidt forskellig

  • Mens NATO vil hjælpe militært, vil EU bidrage med civil støtte og sanktionering af potentielle fjender

Med Ruslands invasion af Ukraine er død og ødelæggelse pludselig kommet meget tæt på. Men hvordan er vi stillet i Danmark, hvis et andet land pludselig angriber os?

I debatten har det lydt, at uanset om vi afskaffer forsvarsforbeholdet eller ej, vil både EU og NATO komme os til undsætning, hvis lokummet brænder.

Men helt så simpelt er det ikke.

Kort fortalt er NATO vores forsvarsalliance, der kan bistå os med militær assistance. Samme alliancegaranti eksisterer ikke i EU, men unionen kan dog hjælpe Danmark med civil støtte og sanktionere potentielle fjender. 

Én for alle og alle for én

Hvis Danmark en dag bliver angrebet, vil NATO-landene som det første samle sig i Nordatlantisk Råd – NATO’s øverste organ – for at aktivere artikel 5.

Artikel 5 er den centrale artikel i alliancen og bliver også kaldt ‘musketér-eden’. Den forpligter alle medlemslandene til at hjælpe det NATO-land, der er blevet angrebet, fortæller Kristian Søby Kristensen, der forsker i sikkerhedspolitik og NATO ved Københavns Universitet.  

“Hvis medlemslandene vurderer, at der har været et militært angreb på Danmark, vil de meddele, at de anser angrebet som et angreb på alle i alliancen. Og så kører toget,” siger han. 

Én ting kan dog sætte en stopper for det militære NATO-tog – manglende enighed blandt medlemslandene. De skal nemlig alle være enige, før musketér-eden træder i kraft. 

Men selvom det i princippet er muligt for et NATO-medlem at nedlægge veto, er det ifølge Kristian Søby Kristensen meget usandsynligt. For hvis et medlemsland gør brug af sin vetoret, kan det samme land ikke længere regne med støtte fra resten af alliancen, siger han.

“Derfor har alle NATO-lande en interesse i, at der sættes så lidt spørgsmålstegn ved artikel 5 som muligt. Der er ikke nogen, der truer med at nedlægge veto over for nogen.”

Aktiveret én gang

Blandt NATO-landene er USA ubetinget den største militære bidragsyder. Og ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, er det endnu en grund til, at et land ikke uden videre vil nedlægge veto i NATO. 

"Danmark gør sig stor umage med at holde sig venner med USA, for vi ved jo godt, at det først og fremmest er dem, der skal komme og hjælpe os," forklarer han.

Hvordan reaktionen fra NATO konkret vil se ud, hvis et medlemsland bliver angrebet, og musketér-eden er trådt i kraft, er ifølge Kristian Søby Kristensen svært at sige. Det er nemlig grundlæggende et politisk spørgsmål. 

“I artikel 5 står der, at NATO vil tage de skridt, som medlemslandene anser som nødvendige for at genoprette sikkerhed. Så der er en elastik i artikel 5,” siger han.

Artiklen fortsætter under galleriet



Han lægger dog vægt på, at diskussionen om en aktivering af artikel 5 er meget hypotetisk. Faktisk har musketér-eden kun været aktiveret én gang siden NATO’s oprettelse i 1949. Det var efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. 

Dengang var det ikke USA, der bad NATO om hjælp, som man ellers kunne have forestillet sig, fortæller Peter Viggo Jakobsen.

“Det var de øvrige lande i alliancen, der ringede til USA og bønfaldt om at få lov til at hjælpe. Det var vigtigt for NATO-landene at vise solidaritet med alliancens mest magtfulde part,” siger han.

USA’s modsvar – invasionen af Afghanistan, hvor USA mente, at terrorangrebets bagmænd gemte sig – endte dog ikke med at foregå i NATO-regi. I stedet samlede amerikanerne en koalition af allierede lande, hvoraf de fleste dog var NATO-lande. 

Letølsudgaven af musketér-eden

I EU-regi ville medlemslandene til gengæld ikke komme rendende med krudt og kugler, hvis en af deres allierede blev angrebet. EU er nemlig først og fremmest et økonomisk og politisk samarbejde og ikke en militær organisation, forklarer Peter Viggo Jakobsen.

Men det betyder ikke, at EU vil stå handlingslammet tilbage, hvis Danmark angribes, vurderer forskerne.

EU har nemlig deres egen pendant til NATO's musketér-ed. Det er artikel 42, stk. 7 i Maastrichttraktaten og artikel 222 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Kristian Søby Kristensen kalder EU’s musketér-ed en “letølsudgave” af NATO’s artikel 5.

Den forpligter medlemslandene i EU til at hjælpe hinanden i forbindelse med eksempelvis et væbnet angreb, men landene bestemmer selv, hvordan de vil hjælpe.

“Hvis Danmark blev angrebet i morgen, ville EU højst sandsynligt indføre nogle politiske og økonomiske sanktioner, ligesom de har gjort med Ukraine, men de vil ikke sende soldater,” siger Peter Viggo Jakobsen.

NATO består af 30 medlemslande, mens 27 lande er medlem af EU.

EU's musketér-ed

Bestemmelsen om gensidigt forsvar, artikel 42.7 i Maastrichttraktaten: 

Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Dette berører ikke den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik.

 

Solidaritetsklausulen, artikel 222 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde:

1. Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe. Unionen tager alle de instrumenter i brug, der står til dens rådighed, herunder de militære midler, medlemsstaterne stiller til dens rådighed, med henblik på:

a)

  • At forebygge terrortruslen på medlemsstaternes område
  • At beskytte de demokratiske institutioner og civilbefolkningen mod et eventuelt terrorangreb
  • At yde bistand til en medlemsstat på dennes område efter anmodning fra dens politiske myndigheder i tilfælde af et terrorangreb

b) 

  • At yde bistand til en medlemsstat på dennes område efter anmodning fra dens politiske myndigheder i tilfælde af en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe.

 

Kilder: Folketingets EU-oplysning og Europa-Parlamentet 
 

 

Opdateret 1. jun 2022