Hvornår bliver et angreb på en befolkning et folkedrab?

Om få dage er det to år siden, at Hamas udførte et blodigt angreb på Israel, som blev startskuddet til Israels massive bombardementer af Gazastriben og senere også en invasion. Begge dele har stået på lige siden, og det har rejst mange spørgsmål og debatter - ikke mindst, om der reelt er tale om et folkedrab på palæstinenserne.

Diskussionen om begrebet fylder på sociale medier og i den politiske debat, både i Danmark og internationalt. Men hvad er et folkedrab, hvem afgør, om noget er et folkedrab, og hvorfor er det så svært at svare på, om Israels krigsførelse i Gaza reelt er det?

TjekDet har talt med to eksperter og giver dig her svar på de centrale spørgsmål.

Hvad definerer et folkedrab?

Et godt sted at starte, når man skal forstå processen bag afgørelsen af, om noget er et folkedrab, er FN's folkedrabskonvention. Den blev vedtaget i 1948 i kølvandet på Holocaust under Anden Verdenskrig med det formål at forebygge fremtidige folkedrab.

Folkedrabskonventionen består af 19 artikler, som blandt andet definerer begrebet “folkedrab”, og hvilke handlinger der er strafbare. Den beskriver desuden, hvordan de 153 stater, der har ratificeret - altså tilsluttet sig - konventionen, er forpligtet til at forhindre og straffe forbrydelsen folkedrab.

Det er i konventionens artikel 2, at folkedrab defineres. I artiklen beskrives fem handlinger, hvoraf mindst én skal gøre sig gældende samtidig med, at hensigten bag handlingen skal være, “helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan”, for at der kan være tale om folkedrab.

Med andre ord skal man altså både kunne påvise, at selve handlingen - mindst én af de fem - har fundet sted, men også hensigten bag handlingen. Men at påvise, hvad hensigten bag noget er, kan være vanskeligt. Det siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen, som er professor i folkeret ved Københavns Universitet.

“Når man skal påvise en hensigt, skal man skal jo ind og se på, hvad det var, der gjorde, at man udførte den handling. Hvad var motivet bag? Hvad var formålet? Det er meget, meget svært at påvise, at hensigten med nogle handlinger var at udrydde en gruppe, helt eller delvist. Som oftest meget sværere end at bevise, at handlingen har fundet sted,” forklarer Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Når det skal klarlægges, om der har været hensigt om helt eller delvist at ødelægge gruppen, og der dermed er tale om et folkedrab, er der tale om en juridisk proces, forklarer Peter Vedel Kessing, seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder.

“Det er en juridisk proces, hvor man fremlægger beviser, og den anklagede part kan forsvare sig, ligesom i en almindelig retssag. Så er det i sidste instans dommeren, der skal vurdere jura, beviser og fakta,” siger Peter Vedel Kessing og påpeger, at processen også kræver, at der kan henvises til nogle konkrete udtalelser om hensigten fra den anklagede part.

Hvem afgør, om noget er et folkedrab?

Der er to forskellige domstole, som kan afgøre, om et overgreb på en befolkningsgruppe juridisk set er et folkedrab.

Den ene er Den Internationale Domstol, ICJ, der blev oprettet i forbindelse med tilblivelsen af FN i 1945 som den øverst dømmende myndighed med kompetence til og formål at dømme i sager mellem stater. Mange år senere, i 1998, blev hovedparten af FN's medlemsstater enige om at oprette en straffedomstol, der kan retsforfølge og dømme i sager mod individer, og i 2002 trådte Den Internationale Straffedomstol, ICC, i kraft.

“Det er ICJ, der ultimativt har kompetencen til at tage stilling til, om noget falder ind under Folkedrabskonventionen. Andre kan godt vurdere omstændighederne og komme frem til, at det er et folkedrab, men i sidste ende er det ICJ, der har kompetencen til at afgøre, om et land juridisk er skyld i folkedrab. ICC kan dømme enkeltpersoner for folkedrab,” siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen. 

Forskellen på de to domstole er, at ICJ kan afgøre, om et land har brudt Folkedrabskonventionen og dermed begået et folkedrab, mens ICC ser på, om et individ - eksempelvis en statsleder eller militærgeneral - er ansvarlig for at have begået folkedrab.

I øjeblikket kører der en sag hos ICJ, hvor Sydafrika har anklaget Israel for at begå folkedrab i Gaza. Hvis Sydafrika får medhold i den sag, så bliver krigshandlingerne i Gaza defineret som et folkedrab. Men fordi ICJ ikke er en straffedomstol, vil domstolen ikke kunne idømme enkeltpersoner fængselsstraffe.

Hvad er en krigsforbrydelse? Her er krigens love

I tilfældet her ville Israel dog godt kunne blive pålagt af ICJ at betale erstatning til Palæstina, men domstolen har ikke kompetence til at håndhæve det. Det kræver samarbejdsvilje fra staten, der er dømt til at betale.

Peter Vedel Kessing forklarer, at ICJ kun én gang i historien har kategoriseret noget som et folkedrab, og det var massakren i Srebenica i juli 1995, hvor omkring 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge blev dræbt af bosnisk-serbiske styrker.

“Det er også udtryk for, at der skal meget til, før ICJ dømmer en stat for at have begået folkedrab. Det er en meget høj tærskel, hvis man skal kunne bevise, at handlingen var med det særlige forsæt at udslette en befolkningsgruppe,” siger Peter Vedel Kessing.

Selvom ICC fører straffesager mod individer, kan de også konstatere, at der juridisk er sket et folkedrab.

“ICC har også en stor autoritet, og de skal jo konstatere, at noget er et folkedrab for at dømme nogen for at begå det,” siger Peter Vedel Kessing.

Det var sådan, det gik til, at nedslagtningen af tutsierne i Rwanda i 1994 blev afgjort til at være et folkedrab. Det var nemlig ikke ICJ, der afgjorde, at Rwanda havde begået det. Det var en forløber til ICC, ICTR, som blev oprettet til anledningen, der førte sag mod den rwandiske politiker Jean-Paul Akayesu og i 1998 idømte ham fængsel på livstid for at have begået folkedrab på tutsierne i Rwanda.

Peter Vedel Kessing forklarer, at ICC's paragraffer om folkedrab er mere eller mindre identisk med Folkedrabskonventionen, som ICJ også bruger. De to domstole laver altså deres vurdering ud fra mere eller mindre samme udgangspunkt.

“Men der skal som regel mere til at dømme en person end til at dømme en stat. Hvis man vil smide en person i fængsel, er der nogle højere beviskrav. Men grundlæggende er det den samme vurdering,” siger Peter Vedel Kessing.

For nylig fik det stor opmærksomhed, da en uafhængig FN-undersøgelseskommission vurderede, at Israel siden oktober 2023 har begået folkedrab i Gaza. Det skabte debat om, hvorvidt man nu endeligt kan konkludere, at det er et folkedrab. Men selvom kommissionen kan undersøge sagen og komme frem til en konklusion, er den ikke en domstol. Det er i sidste ende kun de to internationale domstole ICC og ICJ, der kan træffe en juridisk afgørelse af, hvorvidt individer eller stater har begået folkedrab.

Det var ICTR, der i 1998 fastslog, at nedslagtningen af tutsierne i Rwanda i 1994 var et folkedrab. Domstolen idømte den rwandiske politiker Jean-Paul Akayesu fængsel på livstid for folkedrabet. På billedet ses rwandiske flygtninge på flugt fra massakrene i maj 1994. Foto: Alexander Joe/AFP

Hvad indebærer det, at stater har pligt til at forhindre ved risiko for folkedrab?

En vigtig del af FN's Folkedrabskonvention omhandler det ansvar, andre stater har for at forhindre og straffe folkedrab, der foregår i andre lande. Det står beskrevet i konventionens artikel 1.

“De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås i fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som de forpligter sig til at forhindre og straffe,” lyder det i Folkedrabskonventionen.

Og forpligtelsen til som stat at gøre, hvad man kan for at forhindre et folkedrab, aktiveres ifølge Astrid Kjeldgaard-Pedersen så snart, der er en alvorlig risiko for, at et folkedrab er i gang med at udspille sig.

“Det vil sige, at man ikke som tredjestat kan sidde og vente på, at Den Internationale Domstol har taget endelig stilling til, om der er tale om folkedrab. Man kan ikke gemme sig og sige “vi ved ikke, om det er folkedrab endnu, så vi ignorerer risikoen”,” siger hun.

Hvad og hvor meget, man som tredjestat konkret skal gøre, afhænger af flere faktorer, forklarer Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

“Jo stærkere forbindelser, der er mellem en tredjestat og den stat, der er ansvarlig for den alvorlige risiko for folkedrab, jo mere forpligtet er man. Den forbindelse bliver målt på flere ting - både, hvor tætte man er geografisk, men også økonomiske, politiske og militære forbindelser,” forklarer hun.

Et område, hvor det er oplagt at starte, når man som land skal varetage sin forpligtelse til at forhindre og straffe folkedrab, er eksport af våben til det land, der er mistænkt for at begå folkedrab.

“Man er forpligtet til at tage alle rimelige midler i brug, men der, hvor vi har mest konkret praksis, er i forhold til våbeneksport,” siger Astrid Kjeldgaard-Pedersen.

Kun én gang i historien har Den Internationale Domstol, ICJ, kategoriseret noget som et folkedrab. Det var massakren i Srebrenica i Bosnien Herzegovina i juli 1995, hvor omkring 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge blev dræbt af bosnisk-serbiske styrker. På billedet ses muslimske flygtninge flygte fra området i 1993. Foto: Pascal Guyot/AFP

Hvorfor kan det tage så lang tid at afgøre, om noget er et folkedrab?

Som eksemplerne i artiklen viser, er det typisk flere år efter, at en konflikt har fundet sted, at der falder dom i folkedrabssagerne. Men hvorfor er det typisk en langvarig proces?

Det er der ifølge Peter Vedel Kessing en god forklaring på.

“Det er en svær juridisk vurdering. Der er mange beviser, der skal vendes, og den anklagede part skal have lov til at forsvare sig. Der skal fremlægges dokumenter og beviser, der skal være høringer, og på den måde bliver det en langvarig proces,” forklarer han.

Hvad kan man bruge en dom til flere år efter konflikten?

Ifølge Peter Vedel Kessing kan det have konsekvenser, hvis ICC for eksempel 5-10 år efter konflikten dømmer en enkeltperson for at have begået folkedrab - men man kan kun dømme, hvis personen udleveres, og hvis hans eller hendes stat samarbejder.

“Hvis vedkommende bliver dømt, kommer de i fængsel - typisk på livstid. Men den første store hurdle er, at de skal udleveres - ellers kan de ikke blive dømt. Lige nu er der arrestordre ude mod Netanyahu, Putin og flere andre, og hvis de bevæger sig ind på ICC-medlemslande territorium, er disse lande forpligtet til at udlevere dem,” siger Peter Vedel Kessing.

Arrestordrerne på Netanyahu og Putin er dog ikke baseret på mistanke om folkedrab, men dækker blandt andet over mistanke om krigsforbrydelser. 

Også hvis ICJ dømmer en stat for at have begået folkedrab på bagkant, har det flere konsekvenser.

“Det har dels den konsekvens, at det fastslås, at de har begået folkedrab. Det kan være enormt skadeligt for staten, der dømmes for det. De kan også blive pålagt at betale erstatning. Men hvis den pågældende stat ikke anerkender afgørelsen, kan man ikke gøre så meget. Det kræver, at staten samarbejder,” lyder det fra Peter Vedel Kessing.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.