2. april: En global hyldest til fakta og fælles samtale

"Uden fakta bevæger samfundet sig ind i en tåge af bedrag".
Ovenstående citat stammer fra den britiske skuespiller, instruktør, komiker og forfatter Stephen Fry. I anledning af Verdensdagen for faktatjek, som markeres i dag - den 2. april - sender han en særlig videohilsen til os alle. Ikke kun til os, der til dagligt arbejder med journalistiske faktatjek, men til alle, der værner om vores demokratiske fællesskab og ser værdien i fakta og dokumentation i en tid, hvor løgne og manipulation forsøger at trænge ind i vores fællesskaber – især via de sociale medier.
Når Stephen Fry advarer mod den "tåge af bedrag", er det ikke for dramatikkens skyld. Det er en præcis beskrivelse af det, vi – også her i Danmark – oplever hver eneste dag. Og ja, jeg bruger bevidst ordet 'vi', for misinformation og desinformation er ikke kun noget, TjekDet arbejder med. Det er noget, vi alle skal forholde os til – som borgere, som samfund, som demokrati.

Jeg har været med på TjekDet siden begyndelsen. Dengang troede jeg egentlig, at behovet for faktatjek ville finde 'et fornuftigt leje' på et tidspunkt. Men jeg tog fejl. Situationen i dag er – ærligt talt – værre end da vi gik i luften tilbage i slutningen af 2017. Ikke fordi vi som befolkning er blevet dårligere til at tænke kritisk, men fordi mængden, hastigheden og gennemskueligheden af misinformationen er blevet markant værre.
Særligt må vi som danskere i denne tid stå model til meget. Vi sidder måbende i lænestolen og oplever, hvordan stormagter i både øst og vest forsøger at fordreje - i bedste fald - fortællinger om ikke mindst Grønland og Danmark, men også nationaløkonomi (læs: toldsatser), klimaforandringer og krige. Falske påstande, vildledende tal og unuancerede budskaber flyver om ørene på os. Verdensdagen for faktatjek den 2. april har flere år på bagen, men i år tillader jeg mig alligevel at håndhæve, at der er grund til at markere dagen.
Vi står i en tid, hvor det (igen) gælder om at undgå de værste konsekvenser af en 'informationsforurening'. Misinformation spiller på vores usikkerhed og vores tvivl. Den slår sprækker i tillid og fællesskaber, og fronter bliver trukket hårdt op, hvor den offentlige samtale i de digitale kommentarspor alt for ofte føres i en grim tone. Nogle gange er det virkelig som at stikke hovedet ned i en kloak af ordudgydelser. Og det virker desværre. En ny undersøgelse viser, at hver femte dansker undlader at blande sig i den offentlige debat på sociale medier, fordi tonen er for hård og polariseret. De, der råber højest og grimmest, jager alt for mange væk. Men sådan skal det ikke være. Vi må ikke gribe til selvcensur. I et demokrati skal der være plads til alle stemmer. Vi må insistere på, at det sker med respekt for hinanden og ikke mindst fakta. Hvordan skal vi ellers nogensinde løse vores problemer, hvis vi ikke engang kan blive enige om, hvordan virkeligheden ser ud?
På TjekDet tager vi løbende kampen op: Vi justerer hele tiden brugen af redaktionelle værktøjer. Vi bruger nye teknologier til at identificere falsk indhold. Vi skærper vores journalistiske arbejdsprocesser, vi opdaterer hele tiden vores arbejdsmetoder og særligt vigtigt gør vi os umage. Det tager 3 minutter at sprede en løgn, men 3 dage at afsløre den. Groft sagt. Men et faktatjek skal være kortlagt og gennemprøvet, og så må det bare tage den tid, det tager.
Men her på Verdensdagen for faktatjek skal det ikke kun handle om os. Det handler som nævnt indledningsvist også om dig. Hver gang du sender os et tip, hjælper du os. Hver gang du spotter en falsk påstand og deler den med os, gør du en forskel. Dine observationer er ofte langt mere værdifulde end noget smart IT-system, vi har adgang til. Vi kan overvåge meget, men vi kan ikke være alle steder.
Så tak, fordi du hjælper os. Vi er glade for, at du læser med.