Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Det var "en ren og skær fejl": Brændende rødt vejrkort trods sølle 11 grader udløser anklager om klimahysteri

Faktatjek 27. jul 2023  -  5 min læsetid
Tjekdet
Et skærmbillede fra en formodentlig en måned gammel vejrudsigt på TV2 har udløst arrige kommentarer på sociale medier. På trods af kun 11-18 graders varme i Danmark, er landet alligevel dækket af en glohed rød farve. Det er eksempel på mediers klimahysteri, skriver blandt andet facebookbrugere. Men i lige netop den vejrudsigt, hvor skærmbilledet stammer fra, kom værten til at tage et forkert kort med i studiet. I de øvrige vejrudsigter var kortene præget af den karakteristiske grønne farve. Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • Et skærmbillede fra en vejrudsigt på TV 2 får stor opmærksomhed på sociale medier og afføder anklager om klimahysteri

  • I vejrudsigten bruges nemlig et vejrkort, hvor landjorden trods beskedne temperaturer mellem 11 og 18 grader er farvet mørkerød

  • Men ifølge manden bag den pågældende udsendelse, vejrvært Peter Tanev, er der tale om en fejl fra hans side

  • Han afviser, at TV 2’s vejrredaktion generelt forsøger at piske en klimahysterisk stemning op i deres udsendelser

  • Det er ikke første gang, at tv-stationer på sociale medier anklages for at puste til klimafrygt

Temperaturer mellem 11 og 18 grader får nok de færreste til at tænke på glohed sommer med strandture, kolde drikke og is i lange baner.

Derfor undrer det flere brugere på sociale medier, at TV 2 Vejret tilsyneladende forsøger at indprente netop det billede i deres seeres bevidsthed. I hvert fald har et skærmbillede fra en vejrudsigt på TV 2 vakt stor opmærksomhed på sociale medier, hvor landjorden på danmarkskortet er farvet faretruende mørkerød trods temperaturer på maksimalt 18 grader.

Skærmbilledet afføder både sarkastiske kommentarer og mere eller mindre direkte anklager om, at TV 2 gør sig skyldig i klimahysteri.

Men Peter Tanev, meteorolog og vejrvært på TV 2 Vejret, afviser, at vejrredaktionen bevidst overdramatiserer vejret og peger på flere eksempler, der indikerer det modsatte.

Han fortæller desuden, at det specifikke vejrkort, der lige nu deles på sociale medier, er en "ren og skær fejl" fra hans side.

Artiklen fortsætter under billederne


Forkert palette

Peter Tanev og TV 2 kan ikke sige, hvornår den pågældende vejrudsigt er fra, men TjekDets research viser, at det tidligste eksempel på, at skærmbilledet deles, er i et tweet fra 12. juni 2023. Udsendelsen kan altså senest være sendt den dato.

Peter Tanev kan ikke sige med sikkerhed, hvorfor vejrkortet trods de beskedne sommertemperaturer er farvet med så mørke farver. Men hans bedste bud er, at han har brugt et forkert vejrkort eller et forkert temperaturinterval - en palette, som han kalder det - fra TV 2’s grafiske system i sin forberedelse til den pågældende vejrudsigt.

Hvis han eksempelvis har valgt et temperaturinterval på 6-14 grader, vil alle temperaturer over 14 grader være nuancer af rød, fordi det er varmere end intervallets makstemperatur. Det kunne eksempelvis bruges til at illustrere atypisk høje temperaturer om vinteren.

"Lad os bare sige, at jeg er kommet til at bruge en vinterpalette, hvor 15-20 grader er mørkerød, så giver det jo fin mening. For 15 grader i januar er meget varmt, men hvis jeg kommer til at bruge den i juni, så viser den mørkerødt på noget, der ikke skal være mørkerødt," siger han.

Artiklen fortsætter under billederne


Den vakse seer vil måske have bidt mærke i, at vejrkortet, der deles på sociale medier, ikke er fuldstændigt dækket af mørkerød farve. På Lolland og ved Sjællands sydøstkyst, hvor temperaturen er angivet til henholdsvis 15 og 16 grader, er landjorden nemlig farvet gul eller lyseblå. Og det kan jo undre, når landjorden omkring Aarhus er domineret af mørkerød trods en temperatur på blot 11 grader.

Men ifølge Peter Tanev skyldes det, at paletten farvelægger landjorden på baggrund af temperaturer over hele landet - også selvom temperaturen lige præcis det pågældende sted ikke fremgår på vejrkortet. Kun temperaturer i udvalgte, større byer er angivet med tal, forklarer han.

Derfor er Peter Tanevs bedste bud, at der har været 9-10 grader den pågældende dag på eksempelvis Møn, som er det sydøstligste punkt på Sjælland. Derfor er området farvet stort set helt lyseblåt. Af vejrkortet fremgår det da også, at vinden kommer fra øst, og Sveriges sydøstkyst er også farvet lyseblå helt tæt på vandet.

Artiklen fortsætter under billederne

Tjekdet
Det er ikke gået upåagtet hen på sociale medier, at TV 2-meteorologen Peter Tanev kom til at vælge et forkert vejrkort under en udsendelse. I kommentarer på Facebook antydes, at det er bevidst indoktrinering fra TV 2's side og et udtryk for at skabe 'klimahysteri'. Foto: Foto: Skærmbilleder af kommentarer fra Facebook

Bruger også neutrale kort

I det hele taget giver Peter Tanev ikke meget for anklagerne om, at TV 2 har en bagvedliggende agenda om at jage en skræk i livet på seerne. 

"Hvis folk generelt misforstår mange af vores vejrkort, er det naturligvis fair nok at diskutere, om vi skal kigge på vores farvevalg. Men vi vælger ikke farver for at overdramatisere. Vi vil naturligvis altid gerne lave grafikker, som seerne forstår korrekt, men jeg vil ikke diskutere, at nogen mener, at vi bevidst overdramatiserer."

"Redaktionelt har vi aldrig nogensinde besluttet at ændre farver for at fortælle en mere drabelig klimahistorie,” siger han.

Ifølge Peter Tanev er det i høj grad op til den vejrvært, der er ansvarlig for en udsendelse, at vælge mellem de mange forskellige vejrkort i TV 2’s omfattende grafiske katalog. Dels er det altså en smagssag, men brugen af forskellige vejrkort kan også bare handle om at variere de mange vejrudsigter, der løber over skærmen på en almindelig dag, forklarer han.

Et hyppigt brugt vejrkort hos TV 2 Vejret viser eksempelvis temperatur, vindretning og -styrke samt symboler for sol, skyer og regn - alt sammen på en ensfarvet grøn landjord, uanset om temperaturen er 16 eller 29 grader.

Artiklen fortsætter under billederne


Men naturligvis er der situationer, hvor vejrkort med farvenuancer egner sig bedre end de mere “neutrale” grønne vejrkort, understreger Peter Tanev.

Han forklarer, at der ikke er nogen overordnet strategisk beslutning på TV 2’s vejrredaktion om brugen af temperaturkort, men nogle gange kan de være gode til at vise, hvis der er store temperaturforskelle henover landet. 

“Hvis der eksempelvis er vestenvind og 12 grader på den jyske vestkyst og 25 grader i København, kan temperaturkortene visuelt og grafisk formidle en historie bedre, end hvis du bare har et grønt kort, hvor der står en masse tal," siger han.

TV 2 Vejret har de seneste uger hyppigt brugt temperaturkort til at illustrere de meget varme temperaturer i Sydeuropa, der står i skarp kontrast til især Nordeuropa, som oplever koldere vejr end normalt på denne årstid. Og det har TV 2 Vejret bestemt ikke undladt at fortælle, påpeger Peter Tanev. 

"Vi bruger ofte sådan nogle anomalier, altså hvor man ser temperaturen i forhold til normalen på den årstid."

Artiklen fortsætter under billederne


Alle gode gange tre

Det er ikke første gang, at en tv-station på sociale medier anklages for at være klimahysterisk.

For mindre end en måned siden faktatjekkede vi et meget populært facebookopslag, hvor personen bag mente at have fundet bevis for, at temperaturer mellem 18 og 26 grader blev præsenteret på et “neutralt” grønt landkort i 1998, mens seere i 2023 kan se samme temperaturer på et mørk orange landkort.

Men for det første var landkortet fra 1998 faktisk fra 2016 og landkortet fra 2023 i virkeligheden fra 2021. For det andet stammer de to vejrkort fra to forskellige svenske tv-stationer, som begge oplyser til TjekDet, at de mestendels gør brug af det grønne vejrkort, men også supplerer med temperaturkort i forskellige farvenuancer - eksempelvis orange.

Påstanden var desuden at finde hos både franske, ungarske, polske, rumænske og svenske brugere på sociale medier. 

I sommeren 2022 florerede også adskillige opslag på sociale medier, hvor en tysk tv-station blev anklaget for at forsøge at skabe klimapanik. Ifølge opslagene havde de nemlig i 2017 præsenteret tårnhøje temperaturer på et neutralt grønt vejrkort, mens de fem år senere havde farvet landjorden mørkerød trods noget lavere temperaturer.

Ifølge den tyske tv-station skyldtes de forskellige vejrkort noget så banalt som et leverandørskifte i 2020. De to vejrkort stammede begge fra en tysk nyhedsudsendelse kaldet ‘Tagesthemen’ - ‘Dagens Temaer’ på dansk - og blev vist i programmet i henholdsvis 2017 og 2022 på tv-kanalen Das Erste (ARD).

Den nye leverandør af vejrkort brugte allerede i 2017 de røde nuancer i et af Das Erstes andre programmer, og da de også overtog ansvaret for ‘Tagesthemen’ i 2020, ensrettede de designet, så der blev gjort brug af vejrkort med røde nuancer hos Das Erste uanset, hvilket program der var tale om.

Den tidligere leverandør brugte den grønne neutrale farve, uanset om der var tale om varme juni-temperaturer, køligere marts-vejr eller minusgrader i januar.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 7. aug 2023