Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Der er ikke råd til gaver: Rørende historie er skjult reklame

Faktatjek 1. dec 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Far og søn i omfavnelse. Med billedet hører en rørende historie om en familie i Danmark med så få midler, at sønnen er stoppet med at ønske sig gaver. I virkeligheden er historien bag opslaget en helt anden. Foto: Skærmbillede af Facebook
  • På Facebook deles en historie om en dansk-tyrkisk familie, der ikke har midler nok til, at deres søn vil ønske sig en fødselsdagsgave.

  • Men historien er alt andet end hjerteskærende, viser TjekDets undersøgelser.

  • Den rørende fortælling skjuler både reklame, falske påstande og uægte profiler.

  • TjekDet har undersøgt opslaget nærmere og er blevet ført hele vejen til Las Vegas.

På Facebook kan du lige nu scrolle forbi et længere, hjertegribende opslag fra en tyrkisk familiefar i Danmark. Familien har så få midler, at sønnen er stoppet med at ønske sig fødselsdagsgaver, og det gør faren ulykkelig. Men så downloader han et pengespil til mobilen med “frugter, lyde og guldmønter," skriver han. Efter kort tid og få indbetalte penge er familiens økonomi reddet, og børnene er glade.

“Heldet kommer oftest, når man ikke forventer det,” skriver faren til sidst i sit opslag og deler et link, der fører til Google Play-siden for kasinospillet Binion's/Four Queens Game Quest.

Og således gik historien fra rørende til reklame.

Null

Det lyder som en rørende historie på overfladen, men i virkeligheden er opslaget om familiefaren og hans søn skjult reklame, der lover mere, end det kan holde. TjekDet har sløret billedet, da vores research ikke underbygger, at de optrædende personer har forbindelse til svindlen. Foto: Skærmbillede af Facebook.

"Lånte" billeder

Reklamehistorien er afsendt fra facebooksiden Murat Kaan, der påstår at være en personlig blog drevet af en tyrkisk familiefar. På siden er flere personlige billeder af en mand og en ung dreng, ligesom opslaget om kasinospillet også inkluderer et billede af de to i omfavnelse.

TjekDets undersøgelser viser, at Murat Kaan ikke er den, han udgiver sig for. En omvendt billedsøgning viser, at manden på billederne ikke bor i Danmark og ikke hedder Murat Kaan.

Billederne stammer fra en profil tilhørende en mand, der bor i Tyrkiet. Manden har en umiddelbart almindelig privat facebookprofil, så det er sandsynligt, at hans profil er blevet stjålet og brugt til at lave siden “Murat Kaan”. Det kan dog ikke siges med sikkerhed, da den tyrkiske mand ikke er vendt tilbage på TjekDets henvendelser.

Facebook viser, at siden Murat Kaan, blev oprettet den 12. november - samme dag, som den rørende historie blev delt. Der er ikke delt andet indhold, og det indikerer et reklamemæssigt formål. Det bekræftes yderligere af TjekDets undersøgelser af Metas annoncebibliotek, som viser at opslaget er blevet udsendt som betalt annoncering over 50 gange.

Nyt navn, gammel reklame

Da Murat Kaans tårevædede historie dukker op den 12. november, er det ikke første gang, TjekDet støder på den.

En uge forinden er TjekDet i gang med at undersøge den eksakt samme reklamehistorie fra en identisk facebookside, men dengang med navnet Murat Kaya. Vi når at identificere 30 betalte annoncer med reklamehistorien, inden siden pludseligt forsvinder fra Facebook.

Da den nye side med navnet Murat Kaan dukker op et par dage efter, er det som en tro kopi af Murat Kaya. De samme billeder, de samme oplysninger og det samme, ene opslag med reklamehistorien.

I kommentarsporet på Murat Kayas opslag lå kommentarer fra tilsyneladende heldige kasinospillere: “Jeg smed bare 200 kr for at teste om det var rigtig - og jeg fik udbetalt 380 kr,” og “Kan du sende linket?”. Profilerne foregav at være unge danske mænd, men de var alle nyoprettede og private, hvilket tyder på, at de er fiktive og konstruerede til reklameformålet.

Null

I kommentarsporet til Murat Kayas facebookopslag om kasinospillet kan man se forskellige danske brugere fortælle om deres egne oplevelser med spillet. Men kigger man nærmere på profilerne, bliver det klart, at de formentlig er skabt til formålet og anvender stjålne profilbilleder. Billederne har TjekDet derfor sløret. Fotos: Skærmbilleder.

Et kasinospil uden udbetaling

TjekDet har undersøgt kasinospillet, Murat Kaya og Murat Kaan refererer til. Linket i deres opslag fører først til en tredjepartshjemmeside med en russisksproget reklametekst for spillet Binion's/Four Queens Game Quest.

På hjemmesiden er der skærmbilleder fra spillet, men ikke yderligere reklamer. Sidens eneste aktive funktion er en knap, der tilgår spillets Google Play-side, hvor det kan downloades som app.

Appen er ejet af to søster-kasinoer i Las Vegas - Binion's Gambling Hall og Four Queens Resort and Casino. Ifølge dem kan spillet udløse rabatter og gode tilbud, som kan indløses hos dem. Det er altså ikke muligt at få udbetalt penge fra appen.

I Google Play-butikken kan man læse, at mobilspillets point ikke kan veksles til penge, og at det er et socialt spil “kun til underholdning.” Til trods for det, kan der laves køb i appen på op til 800 kroner af gangen.

Vildledende markedsføring

Det fremgår af historien på Facebook, at den tyrkiske far får udbetalt penge fra mobilspillet, men i virkeligheden er det ikke en mulighed. De gevinster, der kan opnås i spillet, har kun værdi i appen og i Las Vegas.

Faren kan altså ikke vinde de penge, som han påstår i reklamen, og det kan være et brud på markedsføringsloven.

“Hvis en reklame giver forbrugerne indtrykket af, at de kan få rettet op på deres økonomiske situation, men det ikke er rigtigt, så kan det være i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven,” fortæller Sabrina Amtrup fra Forbrugerombudsmanden til TjekDet.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Skjult reklame

Opslaget markerer ikke på noget tidspunkt, at der er tale om reklame, og det kan også være på kanten af markedsføringsloven.

“Hvis et opslag har en kommerciel hensigt, og der ikke fremgår tydeligt, for eksempel fordi der ikke er er reklamemarkering, kan der være tale om en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod skjult reklame,” vurderer Sabrina Amtrup overfor TjekDet.

TjekDet har forsøgt kontakt med Binion's Gambling Hall, Four Queens Resort and Casino og spiludbyderen, CGT Interactive LLC, men har ikke modtaget svar.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 1. dec 2025