Stol ikke på chatbots i valgkampen
-
Chatbots opdigter kandidater og opfordrer gode mennesker til at stemme rødt
-
Det er bare nogle af resultaterne i en test, som TjekDet har foretaget på de populære chatbots
-
AI-chatbots giver forkerte svar om danske partiers kandidater, og i flere tilfælde lader de også til at være mere positive over for nogle partier end andre
Karen Melchior er SF’s spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg, og Enhedslisten sidder i parlamentets ID-gruppe sammen med europæiske partier fra det yderste højre.
Det er selvfølgelig ikke korrekt. Karen Melchior er hverken SF’er eller genopstillet. Og Enhedslisten sidder i Venstrefløjsgruppen med partier fra den yderste venstrefløj.
Men det er ikke desto mindre informationer, man kan blive præsenteret for, hvis man chatter med AI-chatbots om det kommende valg til Europa-Parlamentet.
Det viser TjekDets chathistorik med gratisversionen af ChatGPT, Microsoft Copilot, Google Gemini og Snapchats My AI.
Jannie Møller Hartley, der er professor i kommunikation og journalistik på Roskilde Universitet, mener, at der med chatbots følger en risiko for, at nogle vælgere træffer beslutninger på et fejlagtigt grundlag.
“Når der er direkte fejl, så kan det jo påvirke, hvordan en vælger forholder sig til et parti. Og problemet er, at du ikke kan vurdere kilderne. Man aner simpelthen ikke, hvor informationen kommer fra,” siger hun.
Spidskandidat, der ikke findes
Når man stiller spørgsmål om EU-valget, gør samtlige fire chatbots meget ud af at opfordre til enten at tage kandidattests eller til at søge mere viden om de forskellige partiers politik og de politiske emner. Googles Gemini giver i det hele taget nødigt svar på politiske spørgsmål.
Men chatbotterne afholder sig alligevel ikke fra i adskillige tilfælde at give fuldstændig forkerte svar på spørgsmål om kandidater og politik.
For eksempel mener Snapchats My AI, der ligger i toppen af vennelisten hos samtlige danske snapchatbrugere, at Danmarksdemokraternes spidskandidat til det kommende EU-valg hedder Nicolai Søndergaard. Men partiets spidskandidat hedder i virkeligheden Kristoffer Storm, og der er ikke engang opstillet en Nicolai Søndergaard for noget dansk parti.
Samme chatbot mener, at Karen Melchior er øverst på SF’s kandidatliste. Men Karen Melchior blev valgt ind i Europa-Parlamentet for Radikale Venstre i 2019. Siden har hun meldt sig ud af partiet og genopstiller ikke til valget 9. juni. Og SF's spidskandidat er i øvrigt Kira Marie Peter-Hansen.
Microsoft Copilot er heller ikke retvisende, da vi spørger ind til spidskandidater fra de danske partier. Den kender det korrekte svar for en afgrænset gruppe af partier, men da vi spørger ind til, om den kan nævne flere, giver den nogle besynderlige svar på spidskandidaterne for de resterende partier.
Blandt andet svarer den, at Pernille Weiss er spidskandidat for Nye Borgerlige. Men i virkeligheden er hun nuværende medlem af parlamentet for Konservative. Den svarer også, at Linea Søgaard-Lidell er spidskandidat for Konservative, men hun stiller slet ikke op til Europaparlamentsvalget. Linea Søgaard-Lidell er nemlig travlt beskæftiget som folketingsmedlem for Venstre.
Et udsnit af TjekDets chathistorik med chatbotten Microsoft Copilot. Chatbotten opfordrer derudover også til at søge yderligere information om valget.
Ifølge Jannie Møller Hartley bliver chatbots brugt af både børn, unge og voksne til at søge information.
“Risikoen kan være, at chatbots giver et falsk indtryk af, at man har informeret sig selv, men for at danne sig en holdning kræver det nok, at man ser nogle debatter og generelt sætter sig ind i partiernes politikker,” siger hun.
Særligt uhensigtsmæssigt er det at få forkert information om valget, hvis man er i tvivl om, hvem man skal stemme på, siger Jannie Møller Hartley. Op mod 25 procent af danske vælgere har stadig ikke bestemt sig for, hvor de vil sætte krydset 9. juni.
“I princippet kan det jo være fint til at få et overblik uden at skulle gå ind på alle partiernes hjemmesider en efter en, men omvendt ved du ikke, hvorfra den henter info, og om det kan stamme fra falske sider oprettet netop for at vildlede,” siger Jannie Møller Hartley.
Gode mennesker stemmer rødt
Chatbotterne fremstiller heller ikke alle partierne lige positivt. ChatGPT svarer for eksempel, at man kan overveje at stemme på partier til venstre for midten, hvis man er et godt menneske. Den antager, at det at være et godt menneske handler om medfølelse, retfærdighed, lighed, bæredygtighed og social ansvarlighed, og finder de bedste match til de værdier hos røde partier.
Adspurgt, om man bør stemme på Socialdemokratiet, svarer Microsoft Copilot blandt andet, at partiet har været med til at forme det danske samfund i 150 år. Og hvis man “ønsker at støtte et parti, der prioriterer solidaritet, velfærd og grøn omstilling, kan Socialdemokratiet være et godt valg.”
Et udsnit af TjekDets chathistorik med chatbotten ChatGPT. Chatbotten opfordrer derudover også til at søge yderligere information om valget.
Stiller man samme spørgsmål om Dansk Folkeparti, fremhæver chatbotten i stedet særlige kendetegn ved den typiske DF-vælger. Nemlig at vedkommende er mand, over 70 år gammel, og at han har en erhvervsfaglig uddannelse eller slet ingen uddannelse udover folkeskolen.
Snapchats My AI mener, at Socialdemokratiet, Radikale Venstre, og Enhedslisten er nogle af de partier med de bedste holdninger til grøn omstilling. Og at man bør kigge nærmere på de partier, hvis man er interesseret i grøn omstilling.
Spørger man samme chatbot, hvem der har de bedste holdninger til indvandring til EU, svarer den, at Dansk Folkeparti har en stram holdning, mens Socialdemokratiet og Venstre har en mere nuanceret tilgang til emnet.
Et udsnit af TjekDets chathistorik med Snapchats chatbot My AI. Chatbotten opfordrer derudover også til at søge yderligere information om valget.
Gruppeforvirring
De forskellige chatbots har heller ikke styr på, hvilke grupper de danske partier tilhører i Europa-Parlamentet.
Googles Gemini placerede for eksempel partierne Venstre og Kristendemokraterne i EPP-gruppen, som er den største gruppe i parlamentet. Men Venstre tilhører Renew-gruppen, og Kristendemokraterne har ingen medlemmer af Europa-Parlamentet. Det har til gengæld Konservative, som sidder i EPP-gruppen, men blev ikke nævnt. Samme chatbot placerer Enhedslisten i den mest højreorienterede gruppe i Europa-Parlamentet.
ChatGPT planter fejlagtigt SF i den socialdemokratiske EP-gruppe og forklarer det med, at “partiet er socialdemokratisk og har lignende politiske holdninger som Socialdemokratiet.” SF er derimod med i gruppen De Grønne.
I flere tilfælde gav chatbotterne også forældede svar. ChatGPT meddeler, at man kan dykke ned i mærkesager fra Nye Borgerliges spidskandidat Martin Henriksen. Men partiet meddelte i foråret, at de alligevel ikke stiller op til valget.
Hvis du vil følge vores dækning af det europæiske parlamentsvalg, så følg os på Facebook ved at klikke her eller skriv dig op til vores nyhedsbrev nedenfor.