Videoer af bombninger i Libanon er i virkeligheden optaget andre steder
-
En video med 17 forskellige optagelser af voldsomme bombninger deles lige nu på X, Facebook og Instagram
-
I opslagene hævdes det, at klippene viser Israels aktuelle bombninger i Libanon rettet mod personer i Hizbollah-ledelsen
-
Men TjekDets research viser, at ingen af klippene stammer fra Libanon
I weekenden meddelte Israel, at de havde dræbt Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah i et bombeangreb i Libanons hovedstad Beirut.
Angrebet var blot et af flere aktuelle angreb fra Israel i forsøget på at svække Hizbollah - og særligt terrororganisationens ledelse. Bombningerne har også medført civile tab og angiveligt sendt en million mennesker på flugt.
Natten til tirsdag dansk tid har Israel så igangsat en landinvasion i Libanon, som ifølge det israelske militær IDF sker for at ødelægge Hizbollahs infrastruktur i byerne, som er tættest på den israelske grænse.
Den aktuelle konflikt har sat de sociale medier i kog med voldsomme videoer og billeder, som hævdes at stamme fra begivenhederne i Libanon.
En video er blevet særligt "populær". Den har spredt sig fra det sociale medie X til brugere på Facebook og Instagram. På X alene er den set over fire millioner gange.
I videoen ser man 17 forskellige klip med bombninger af forskellige bygninger - og indbyggere, som flygter i panik. Videoen deles i kontekst af, at den dokumenterer aktuelle, israelske bombninger i Libanon.
Men TjekDets research viser, at de 17 klip i videoen alle er minimum en måned gamle og ikke stammer fra Libanon. De er med stor sandsynlighed alle optaget i Gaza.
En flygtningelejr i Gaza
I det første klip i videoen fra 0:00 til 0:05 ser man flere personer, der står på et gadehjørne og ser over mod en bygning på den anden side af vejen.
En bombe rammer herefter bygningen og menneskene flygter væk fra kameraets fokus.
Vi har taget et screenshot af videoen og uploaded til Googles værktøj, hvor man kan lave omvendte billedsøgninger.
Foto: Skærmbillede af video
Søgningen giver mange interessante resultater. Vi kan blandt andet se, at det kurdiske medie Rudaw uploadede (arkiveret her) det selvsamme klip til deres Facebook-profil for halvanden måned siden med teksten:
“Video af israelsk bombning af et hus i Nuseirat-lejren i det centrale Gaza.” Den beskrivelse stemmer overens med flere af vores andre resultater.
Også det statsdrevne tyrkiske medie Anadolu har lagt præcis samme klip op på deres X-profil den 18. august som værende fra Nuseirat i Gaza. Derfor stammer det altså ikke fra de aktuelle begivenheder i Libanon.
Mand og barn flygter
I det næste klip fra 0:06 til 0:11 ser man en mand og et barn komme gående over en vej, inden flere bomber rammer bygningen bag dem.
En omvendt billedsøgning viser igen, at klippet er delt ude af kontekst og at det, efter alt at dømme, stammer fra Gaza.
Foto: Skærmbillede af video
I hvert fald har X-profilen “Times of Gaza” uploadet selvsamme klip den 17. august, mens mange andre profiler på både X og Facebook har delt det nogenlunde samtidig.
Fælles er, at de fleste skriver, at bombningen igen stammer fra et område omkring Nuseirat-lejren i Gaza.
Massiv røgsky efter større eksplosion
Mønsteret fortsætter ned gennem videoen. Vores research viser, at det ene klip efter det andet bruges ude af kontekst.
Fra 0:12 til 0:18 ser man en større eksplosion, som skaber en stor grå røgsky og får en gruppe af mennesker til at flygte.
Via en omvendt billedsøgning finder vi samme video indlejret i en avisartikel fra det israelske medie Israel Hayom, som er udgivet den 11. august. Mediet skriver, at eksplosionen stammer fra Gaza.
Foto: Skærmbillede af video
TjekDet har kørt billeder fra alle de 17 klip gennem Googles omvendte billedsøgning, og resultaterne viser, at samtlige videoer tidligere er delt i kontekst af at være fra Gaza. Fælles for billederne er, at de er mere end en måned gamle, hvilket betyder, at de ikke er fra Israels aktuelle angreb på Libanon, som det påstås i opslagene.
Det er ikke første gang, TjekDet kan dokumentere, at gamle optagelser deles i forkert kontekst. Da krigen i Gaza brød ud efter Hamas’ terrorangreb i Israel sidste år, afslørede vi mange videoer, som hævdede at være fra Gaza og Israel, men i virkeligheden stammede andre steder fra. Nu, et år senere, deles videoer fra Gaza altså som værende fra Libanon.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.