Deepfakes af kendte ansigter reklamerer for svindlende investeringsplatform

-
TV-vært Nina Munch-Perrin og iværksætter Jesper Buch reklamerer i en video på Facebook for en ny teknologi, som tusindvis af borgere tilsyneladende tjener gode penge på.
-
Der er tale om en digital platform, der ved hjælp af kunstig intelligens kan revolutionere danskernes økonomi.
-
Men fortællingen er det pure opspind. Både videoen og en tilhørende artikel er forsøg på at svindle dig.
Jesper Buch er kommet under myndighedernes lup, og de traditionelle banker er i panik, efter at den kendte iværksætter har skabt en digital platform, der kan ændre dit liv.
Sådan lyder fortællingen i et Facebook-opslag med en tilhørende video (arkiveret her), hvor Jesper Buch, tidligere TV-vært Nina Munch-Perrin og en ung mand, der angiveligt har tjent mange penge, omtaler platformen med rosende ord.
Men hvis du tænker, at det lyder for godt til at være sandt, har du ret.
Der er nemlig tale om en deepfake-video, som ved hjælp af kunstig intelligens efterligner de danske kendisser. Fra videoen linkes der videre til en DR-artikel, som skal styrke troværdigheden, men også artiklen er falsk.
TjekDet har flere gange tidligere afdækket svindelforsøg, hvor forskellige fremtrædende erhvervspersoner bruges som blikfang og trækplaster. I flere tilfælde har Jesper Buch været misbrugt i svindlen, og det er også tilfældet denne gang. Foto: Skærmbillede.
Deepfake-video
Videoen starter som et klassisk nyhedsindslag med en TV-vært, der præsenterer platformen. Værten er en AI-genereret udgave af Nina Munch-Perrin.
Derefter følger sekvensen med Jepser Buch, der taler om investeringsplatformen med sin tilsyneladende egen stemme.
Til sidst kommer en sekvens med en ung mand. “Anders fra Odense” fortæller om sine oplevelser med platformen, og hvordan han på kun en uge har tjent hele 7.200 kroner ved at investere kun 500 kroner.
De AI-genererede deepfake-videoer bliver hele tiden bedre og mere livagtige. Der er dog flere ting, du kan være opmærksom på, når du skal identificere en deepfake-video.
I tilfælde som dette, hvor stemmerne efterligner virkelighedens Jesper Buch, kan der være ord, som bruges forkert eller udtales anderledes end man normalt ville. Det sker også flere gange, at mundens bevægelser ikke følges med stemmen. I videoerne har gestikken også en svingende kvalitet, hvor både Nina Munch-Perrin og Jesper Buch bevæger sig mekanisk og unaturligt. Dertil er flere ord stavet forkert i videoens undertekster, blandt andet “Just Eat”, som i underteksterne er blevet til “Dustin”.
Falsk DR-artikel beskriver mirakelmetode
Er man blevet nysgerrig på investeringsplatformen og klikker videre fra videoen, kommer man frem til, hvad der ligner en DR-artikel. I virkeligheden er der tale om en forfalsket artikel, som DR ikke har noget at gøre med, men som har til formål at skabe troværdighed.
I artiklen omtales platformen som en mirakelmetode til at blive rig nemt og hurtigt. Du kan tjene 20.000 kroner om ugen, helt uden erfaring med investering, lyder det, og 10.000 danskere har allerede udnyttet muligheden.
Investeringsplatformen, som er støttet af Jesper Buch, hedder Trade 9.0 SiloPro, fremgår det. Der er dog intet i TjekDets research, der peger i retning af, at Jesper Buch er, eller har været, involveret i en virksomhed under dette navn.
Det er ikke kun kendte ansigter, svindlerne misbruger. Det er også kendte danske medier. I denne omgang er det DR's hjemmeside, der imiteres. Foto: Skærmbillede.
I artiklen fremgår det også, at platformen er støttet af Finansministeriet og Danmarks Nationalbank - men heller ikke denne detalje har hold i virkeligheden.
I bunden har svindlerne konstrueret et falsk kommentarspor, som skal få det til at ligne, at en masse personer har fået stort udbytte ud af platformen.
Nederst i artiklen fremgår en kontaktformular, som du skal udfylde for at tilmelde dig platformen. Du vælger selv hvor stort et beløb, du vil investere, men minimumsbeløbet er 1.600 kroner.
Velkendte tegn går igen
Det er ikke noget nyt, at svindlere konstruerer deepfake-videoer med kendte danskere for at skabe troværdighed og genkendelighed. Det er ej heller nyt, at DR og andre medier som Berlingske og Ekstra Bladet misbruges i falske artikler, der igen spiller på din tillid, ligesom at de falske kommentarspor også er et virkemiddel, der går igen. Det er derfor ting, der er værd at være opmærksom på.
Det er heller ikke første gang, at platformen ved navn Trade 9.0 SiloPro er svindlernes lokkemad. I sidste uge var det Bestseller-direktør, Anders Holch Povlsen, og TV-vært Ulla Essendrop, hvis identiteter blev misbrugt i et nærmest identisk svindelnummer med tilhørende deepfake og DR-artikel.
Også Jesper Buch er flere gange før blevet misbrugt i lignende svindelnumre.
Hvis du er faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.