Her er TjekDets mest læste artikler i 2024
Året 2024 går på hæld, og et nyt år truer, men inden vi når så langt, er det oplagt at kaste et blik tilbage. Hvilke artikler fra i år har TjekDets læsere klikket allermest på? Vi gennemgår de 10 største hits.
Vi starter på plads nummer 10.
10. Frederik Vad gav forkerte oplysninger fra Folketingets talerstol
I starten af april holdt Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, en tale i Folketinget, som han selv har kaldt sin hidtil vigtigste som folkevalgt. Talen, hvor han opridsede en såkaldt “tredje erkendelse”, hvad angår indvandring og integration i Danmark, dannede i månederne efter også grobund for megen debat. Ifølge Frederik Vad er “arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest” ikke nok til at være integreret “hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra.”
Som dokumentation henviste han til en svensk rapport.
“Titusindvis af mennesker i klaner og bander og i bestemte etniske miljøer har infiltreret alle væsentlige sektorer i det svenske samfund. Fra privat til kommunal stat. Embedsmænd, sagsbehandlere, fængselsbetjente, havnearbejdere,” lød det fra Frederik Vad med henvisning til rapporten.
“Men den kultur, der gør sig gældende her, og som kommer til syne i den her rapport, ser vi også herhjemme,” konstaterede han fra Folketingets talerstol.
Men rapporten underbyggede ikke hans påstande, fortalte to af forfatterne til TjekDet. Og det blev til et af årets mest populære faktatjek, hvor Frederik Vad erkendte at have begået “fodfejl” i sin tale.
9. Vi fulgte en svindelannonce og endte hos Mike fra Diamond Capitals
TjekDet har udgivet flere større artikelserier i 2024. En af dem er en serie om såkaldt kendis-svindel på Facebook, hvor kendte menneskers ansigter mod deres vilje bruges som trækplaster i svindelannoncer for falske investeringsplatforme, der hvert år franarrer danskere millioner af kroner.
Over flere måneder dykkede vi ned i svindlen for at gennemskue dens mønstre og opspore folkene bag. Undervejs lod vi os bevidst svindle og investerede selv penge for at blive klogere på svindlens anatomi. Vi kom i hænderne på “Mike Bo Hansen” - en påstået investeringsrådgiver fra Schweiz med danske rødder.
I en af årets mest læste artikler udfolder vi hele processen, vores samtaler med “Mike” og giver et indblik i, hvordan svindlernes metoder er så overbevisende, at det kan skabe tvivl hos selv en faktatjekker, der bevidst er gået i fælden.
8. Her er Danmarks mest værdifulde virksomheder
2024 var endnu et stort år i Novo Nordisk, hvis vægttabsmedicin Wegovy har været noget nær umulig at komme udenom i mediedækningen. Men selvom der blandt andet har været snak om, at Danmarks BNP ville være en skygge af sig selv uden medicinalgiganten, er det ikke på alle parametre, at Novo Nordisk klarer sig bedst.
I en artikel fra februar gjorde vi de mest værdifulde danske virksomheder op på en række forskellige parametre, og det viste sig at blive en artikel, der var populær blandt læserne.
7. Har Mark Zuckerberg forbudt fadervor på Facebook?
Virale opslag på sociale medier indtager fortsat en central plads i TjekDets portefølje, og her er de såkaldte “kædebreve” på Facebook svære at komme udenom. Der er tale om talrige opslag med enslydende tekster, som brugere på Facebook kopierer fra hinanden og viderebringer på deres egne profiler. Faste læsere vil måske genkende den om, at man ved at dele en særlig tekst på Facebook skulle kunne forhindre Meta i at bruge sine private billeder - eller den om, at man skulle kunne hoste sig ud af et hjerteanfald. Ingen af delene passer, men i årevis har brugere på Facebook delt netop de råd med deres venner i kædebreve.
I år dukkede så et nyt kædebrev op - denne gang med et religiøst islæt. Ifølge opslagene skulle Metas stifter, Mark Zuckerberg, have forbudt gengivelser af den kristne bøn fadervor på Facebook. I protest delte brugere i massevis derfor bønnen. Måske af samme grund fik TjekDets artikel om, at forbuddet var det pure opspind, også mange læsere.
6. Forskere afviser dansk godsejers påstand om alger og spildevand
‘Fedtemøg’ er netop blevet kåret til årets ord, og det danske havmiljø har da også været centralt i den offentlige debat i 2024. På TjekDet har vi skrevet flere artikler om emnet, men en var særligt populær blandt vores læsere. Det var et faktatjek af et yderst populært facebookopslag, der hævdede, at det ikke er kvælstof fra landbruget, men primært fosfor fra byerne, der giver algevækst i de danske farvande. Opslaget henviste til et forsøg fra 1973, der dog ifølge forskere ikke kan bruges som dokumentation, og de slog fast, at kvælstof fra landbruget altså er hovedårsagen til et dårligt vandmiljø i de indre danske farvande.
5. Tina så med, da svindler stjal 1,5 millioner for øjnene af hende
Som et led i artikelserien om kendis-svindel på Facebook talte vi også med førtidspensionisten Tina, der fortalte, hvordan hun efter at have givet en påstået investeringsrådgiver adgang til sin konto i den tro, at han ville hjælpe hende, så hundredtusindvis af kroner forsvinde fra sin opsparing, mens hun fulgte med på sin computerskærm. I alt kostede svindlen hende 1,5 millioner kroner.
Tina er blot en af mange danskere, der hvert år kommer galt afsted på falske investeringsplatforme, og der var da også mange, der ville læse hendes historie.
4. Er det her en Tesla-kirkegård?
Og så skal vi til årets tilsyneladende allerhotteste emne: biler. Biler - og særligt elbiler - spiller nemlig en rolle i årets fire mest læste artikler.
På fjerdepladsen er faktatjekket af en viral video, der angiveligt skulle vise en slags “kirkegård” for Teslaer. Påstanden er langt fra den første af sin slags. Gennem tiden har vi på TjekDet faktatjekket flere billeder af angiveligt forladte elbiler delt af påstandshavere, der mener at kunne påvise, at elbiler har en meget kort levetid, eller at deres batterier er så dyre at udskifte, at hele bilen kasseres, når batteriet har udtjent sin værnepligt.
Den egentlige historie bag viser sig ofte at være en anden, og det var den også i dette tilfælde, viste vores OSINT-arbejde, som mange læsere altså fandt interesse for.
3. Har Zelenskyjs kone købt en Bugatti-sportsvogn til 30 millioner kroner?
Krigen i Ukraine raser fortsat, og på TjekDet har vi i årets løb beskæftiget os med den fra flere vinkler. Særligt har vi belyst, hvordan russerne ihærdigt og med kreative metoder forsøger at styre fortællingen om krigen.
Men særligt én artikel om Ukraine var populær blandt vores læsere. Her undersøgte vi et hårdnakket rygte om, at Ukraines førstedame, Olena Zelenska, skulle have brugt amerikanske penge, som var tiltænkt støtte til krigen mod Rusland, til at købe en hundedyr sportsvogn.
Rygtet blev spredt via en video, der blev delt igen og igen på sociale medier. Men videoen viste sig at være en deepfake, og rygtet var helt og aldeles opdigtet.
2. Kan dieselbiler rense luften i en forurenet by?
Blandt TjekDets læsere er der generelt stor interesse for elbiler, og det var der også, da vi så nærmere på en påstand om, at moderne dieselbiler sender renere luft ud, end de tager ind. Med andre ord skulle dieselbiler simpelthen kunne rense luften i en forurenet by, lød det fra en afdelingschef hos FDM.
Og hvis man ser på, hvor mange fine partikler en dieselbil med partikelfilter udstøder, holder påstanden stik. Men der er andre parametre, der er væsentlige at tage i betragtning, sagde forskere i årets næstmest læste artikel.
1. Blev 41 flade elbiler afhentet i snestormen på E45?
Det kan føles som længe siden, men måske husker du, at Danmark, da 2024 kun var få dage gammelt, var ramt af en snestorm, der var så slem, at bilister strandede og i flere tilfælde måtte overnatte på motorvejen E45 i tændte biler for at holde varmen.
Da snestormen var aftaget, og bilisterne var hjemme i deres varme stuer igen, begyndte en påstand at florere på sociale medier. Ifølge et viralt facebookopslag havde en biltype haft større problemer med at holde motoren tændt end andre. Du gættede det: elbiler.
I opslaget kunne man læse, at 41 elbiler måtte bugseres væk fra strækningen efterfølgende, mens kun fem diesel- og benzinbiler fik behov for at få fyldt deres tomme tanke op med brændstof, som politi og redningsarbejdere havde medbragt.
Men hverken politi eller vejhjælpsfirmaer kunne bekræfte tallene, og TjekDet kunne ikke finde anden dokumentation for, at historien holdt stik. Og dermed havde vi årets mest læste historie.
Hele TjekDets redaktion ønsker dig godt nytår. På gensyn i det nye år!