Trump afviser rygter om dårligt helbred, men på nettet lever de videre

Indsigt 3. sep 2025  -  2 min læsetid
Tjekdet
Tirsdag aften i denne uge viste den amerikanske præsident Donald Trump sig på tv efter flere dages fravær i offentligheden. Han afviste dermed rygter om sin død og kaldte dem "fake news". Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
  • Selv efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, viste sig i live på tv og afviste rygterne om hans død, florerer falske påstande om sygdom og dødsfald stadig på sociale medier.

Skrevet af: AFP

Manipulerede billeder og løsrevne fotos har i de seneste dage sat gang i påstande om, at Donald Trump er alvorligt syg – eller ligefrem død. 

Misinformationen florerer stadig på sociale medier, selv efter at USA’s præsident tirsdag offentligt afviste rygterne, skriver det franske telegrambureau AFP.

På et pressemøde i Det Hvide Hus kaldte den 79-årige Donald Trump rygterne om sit helbred for "fake news." Spekulationerne var taget til, fordi han i sidste uge ikke viste sig ved offentlige arrangementer og pressemøder.

Ifølge en analyse fra organisationen NewsGuard, der har specialiseret sig i at følge misinformation på internettet, blev hashtagget #TrumpDead nævnt omkring 104.000 gange på X (tidligere Twitter) fra fredag og de følgende dage – med i alt mere end 35 millioner visninger af opslag til følge.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Billeder taget ud af kontekst

Nogle brugere hævdede, at vejkort viste afspærringer omkring Walter Reed-hospitalet i den amerikanske delstat Maryland, hvor præsidenter tidligere er blevet behandlet. Men der var ingen troværdige meldinger om lukkede veje i området.

Andre delte et billede af en ambulance foran Det Hvide Hus og påstod, at det var fra sidste måned og bevis på en akut krise. I virkeligheden stammede billedet fra april 2023, og det blev taget, mens Joe Biden stadig var præsident, oplyser NewsGuard.

Der cirkulerede også billeder af Det Hvide Hus’ flag på halv stang som “bevis” for, at Donald Trump var død. Men i virkeligheden havde Donald Trump selv udstedt en proklamation om, at flaget skulle sænkes for at ære ofrene for et skoleskyderi i byen Minneapolis.

Et andet billede zoomede ind på Donald Trumps ansigt og blev fremstillet som tegn på en nylig blodprop. NewsGuard kunne dog konstatere, at billedet var uskarpt i originalversionen og uden nogen “streg over øjet” – den detalje var opstået gennem digital manipulation med AI-værktøj.

Rygterne menes især at være startet fra anti-Trump-konti på X, Bluesky og Instagram. Selv da Trump i weekenden selv skrev “ALDRIG HAFT DET BEDRE I MIT LIV” på sit eget sociale medie, Truth Social, fortsatte spekulationerne. 

Kort efter tirsdagens pressemøde påstod en bruger på det sociale medie Bluesky i strid med sandheden, at Det Hvide Hus netop havde meddelt, at præsidenten var død.

Aldrende præsidenter

Ifølge AFP understreger episoden, hvor hårdt fakta bliver presset i et internetmiljø fyldt med misinformation. Især i en tid med stigende mistillid til både myndigheder og traditionelle medier.

Præsidenters helbred har altid været genstand for tæt bevågenhed, men siden 2017 har USA haft sine to ældste statsoverhoveder nogensinde, og opmærksomheden på deres velbefindende er blevet endnu større. Donald Trump er den ældste mand, der nogensinde er blevet valgt til embedet, og han har ofte anklaget Demokraterne for at skjule Joe Bidens fysiske og mentale svækkelse.

Joe Biden, som var 82 år, da han forlod Det Hvide Hus i januar, blev tvunget til at opgive sit forsøg på genvalg efter en stærkt kritiseret tv-debat mod Donald Trump i 2024. Debatten blev omtalt som en katastrofe for Joe Biden. Han fremstod svækket, havde svært ved at finde ordene, virkede usikker og virkede til tider fraværende.

Opdateret 3. sep 2025