Nej, dette billede viser ikke Chiles fodboldlandshold i aktuel støtteerklæring til Palæstina
-
Et fodboldhold træder ind på fodboldbanen med partisanertørklæder, viser et viralt facebookopslag
-
I kommentarsporet tror flere, at der er tale om det chilenske landshold, som tilsyneladende støtter op om den palæstinensiske sag i den nylige krig mod Israel
-
Men billedet forestiller den chilenske fodboldklub Club Deportivo Palestino og er taget, lang tid før Hamas indledte et overraskelsesangreb mod Israel den 7. oktober 2023
-
Fodboldklubben har et stærkt tilhørsforhold til Palæstina, da den blev grundlagt af palæstinensere i 1920, siger eksperter
“Det chilenske fodboldhold” står der i teksten til et viralt billede på Facebook, der viser fodboldspillere gå ind på banen med partisanertørklæder rundt om halsen.
Opslaget er lagt op af den danske facebookside Boykot Israel-DK den 13. oktober 2023 i kølvandet på den verserende krig mellem Israel og Hamas og har i skrivende stund omkring 27.000 delinger på tværs af Facebook.
Om der refereres til det chilenske landshold eller et chilensk klubhold, er uklart. Men i opslagets kommentarspor er det tydeligt, at nogle i hvert fald tror, at billedet skal forestille det chilenske fodboldlandshold.
Ikke desto mindre viser billedet Club Deportivo Palestino, der til dagligt spiller i Primera División, den bedste chilenske fodboldrække.
En gennemgang på sociale medier viser, at billedet blev delt første gang på fodboldklubbens X-profil og hjemmeside til en udekamp mod La Serena den 14. maj 2022. Altså lang tid før, at Hamas indledte et overraskelsesangreb mod Israel den 7. oktober 2023.
Og at Club Deportivo Palestino har en tilknytning til Palæstina, er faktisk ikke så underligt, siger eksperter til TjekDet.
Klubben blev dannet af palæstinensere i 1920 og har lige siden fastholdt sit stærke tilhørsforhold til Palæstina. Alene klubnavnet er en klar tilkendegivelse af det.
Tæt tilknytning til Palæstina
Den visuelle fremtoning på fodboldholdets spilledragter holder ikke igen med klare referencer til Palæstina. Det palæstinensiske flag udgør farvepaletten, mønstret fra partisanertørklædet er en del af designet og Bank of Palestine er at finde som trøjesponsor.
Derudover er der flere eksempler på Club Deportivo Palestinos stærke tilknytning til Palæstina.
Det chilenske fodboldforbund uddelte en bøde til Club Deportivo Palestino i 2014, fordi man i tre kampe valgte at erstatte alle 1-taller på spillertrøjerne med et landkort, der viser Palæstina før 1948, altså før staten Israels grundlæggelse.
Et andet eksempel er klubbens kvalifikation til Copa Libertadores, Sydamerikas pendant til Champions League, i 2015, der afstedkom en lykønskning fra ingen ringere end den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.
Et tredje eksempel er en udekamp mod Colo-Colo den 9. maj 2021, hvor det klassiske partisanertørklæde ligeledes var draperet rundt om halsen på spillerne.
Club Deportivo Palestino har også reageret på de seneste ugers krig mellem Hamas og Israel.
Opslagene på klubbens facebookside omhandler i langt de fleste tilfælde fodbold, men i enkelte facebookopslag udtrykker de sympati med Palæstina. Det gør klubben for eksempel den 13. oktober 2023, mens klubben den 18. oktober 2023 opfordrer alle til at sende penge af sted til medicinkøb og humanitær hjælp i Gaza. Den 21. oktober 2023 opfordrer klubben til våbenhvile og igen til humanitær hjælp.
Latinamerikansk hotspot for palæstinensere
Siri Schwabe har en ph.d. i socialantropologi fra Stockholms Universitet og er tidligere gæsteforsker på Universidad Católica de Chile. Hun har udgivet en artikel i det videnskabelige tidsskrift Soccer & Society om fodboldklubben og er ikke bekendt med, at klubben på noget tidspunkt har støttet op om Hamas, andre politiske partier eller grupperinger for den sags skyld.
“Club Deportivo Palestino er kendt for at udtrykke støtte til den palæstinensiske sag og repræsentere det palæstinensiske folk. Se blot på klubnavnet, deres sloganer, visuelle fremtræden, spillertrøjerne og deres sociale medier,” siger Siri Schwabe, som også er tidligere adjunkt ved Roskilde Universitet.
Hun gør opmærksom på, at der går en lige linje fra fodboldklubbens oprettelse til dens tilhørsforhold til Palæstina.
“Den palæstinensiske identitet blev hamret fast fra fødslen af, da klubben blev oprettet af mennesker med palæstinensisk herkomst i sin tid. Det er grundstenen i klubbens historie, som bliver videreført i dag,” siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Raanan Rein, der er professor i latinamerikansk historie ved Tel Aviv University, påpeger, at Chile er det land i Latinamerika med det største antal palæstinensere.
“Den palæstinensiske immigration til Chile var mest af alt en kædemigration, som fandt sted i mellemskrigstiden, især i 1920’erne og 1930’erne, efter Det Osmanniske Riges kollaps og den økonomiske recession i Palæstina,” skriver han til TjekDet.
Af de palæstinensiske immigranter i Chile var de fleste af dem enten kristne katolikker eller ortodokse, da størstedelen af dem enten kom fra Betlehem, Beit Jalla eller Beit Sahour, tilføjer han.
I dag har Club Deportivo Palestino ikke længere spillere med palæstinensisk herkomst i spillertruppen. Den sidste spiller var Nicolás Zedán, som forlod klubben i 2021. Nu er der kun chilenere eller argentinere i truppen.
Til TjekDet fortæller Irene Clausen, der er talsperson for Boykot Israel-DK, at de ikke var klar over, at billedet er fra 2022 og altså intet har med den nuværende situation at gøre.
"Vi lægger billeder op for at vise, at der er en verdensomspændende solidaritet med palæstinenserne. Hvis der er sket en fejl, beklager vi selvfølgelig, da vi ikke er ude på at snyde nogen," siger hun.
Irene Clausen kan ikke svare på, om billedet oprindeligt blev udlagt, som om det forestiller det chilenske fodboldlandshold, da hun ikke ved, hvem der lagde det på facebooksiden.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.