Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Videnskaben siger nej – men Kennedy siger kig igen: Nyt vaccinepanel genbesøger teorier, forskere forlængst har afvist

Indsigt 25. jun 2025  -  3 min læsetid
Tjekdet
Den amerikanske sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. har fyret vaccineeksperter og indsat skeptikere i nyt panel, der skal genvurdere børnevacciner trods klar videnskabelig konsensus. Foto: Kayla Bartkowski/Getty Images via AFP
  • Trods årtiers forskning vil den amerikanske sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr's nye vaccinepanel nu genåbne diskussioner om risici ved børnevacciner. Eksperter frygter, at misinformation om vacciner vil finde ind i USA's sundhedspolitik.

Skrevet af: AFP

Et vaccinepanel udpeget af USA’s sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. vil onsdag genbesøge videnskabelig forskning - der i årevis har været bred enighed om blandt eksperter - og sætte fokus på sjældne risici ved børnevacciner. 

Det har skabt frygt for, at yderligtgående teorier kan finde vej ind i amerikansk sundhedspolitik, skriver det franske telegrambureau AFP.

Det såkaldte Advisory Committee on Immunization Practices (ACIP) er en uafhængig komité, der vurderer den videnskabelige dokumentation bag vacciner og rådgiver om, hvem der bør vaccineres, og hvornår det bør ske. Komitéens beslutninger plejer ikke at skabe de store overskrifter.

Men tiderne er ikke som de plejer. Robert F. Kennedy, der i to årtier er blevet beskyldt for at sprede misinformation om vacciner, før han blev præsident Donald Trumps sundhedsminister, har nu taget sin skepsis med ind i de amerikanske myndigheders sundhedspolitik.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Tidligere på måneden fyrede han pludseligt alle 17 medlemmer af ACIP, selvom deres periode som medlemmer ikke er slut endnu. Han anklagede dem for at have økonomiske bånd til medicinalindustrien, på trods af at medlemmerne i forvejen gennemgår en screening for sådanne interessekonflikter.

Robert F. Kennedy indsatte i stedet otte nye medlemmer, heriblandt forskeren Robert Malone, der også er blevet anklaget for at sprede falske oplysninger under coronapandemien og for at promovere ormemidlet ivermectin som behandling mod covid-19.

På mødets dagsorden i dag er velkendte emner som influenzavacciner og covid-19, men på andendagen rettes opmærksomheden mod vaccinerne mod mæslinger, fåresyge, røde hunde og skoldkopper (MMRV), samt influenzavacciner med konserveringsmidlet thimerosal. Det har vakt bekymring blandt eksperter.

Inden mødet har den republikanske senator og læge Bill Cassidy, der nødtvungent stemte for Robert F. Kennedys udnævnelse til sundhedsminister, kræver mødet udskudt. Han henviser til panelets manglende erfaring og angivelige forudindtagethed.

Ingen sammenhæng mellem vaccine og autisme

Thimerosal er et konserveringsmiddel baseret på kviksølv, som i mange år er blevet brugt i medicin. Der er dog ingen beviser for, at stoffet er skadeligt i de små mængder, det forekommer i vacciner.

"Undersøgelse efter undersøgelse har vist, at ethylkviksølv i vacciner aldrig har bidraget væsentligt til den samlede mængde kviksølv, vi bliver udsat for her på jorden," siger vaccineeksperten Paul Offit fra børnehospitalet i Philadelphia til AFP.

Alligevel valgte vaccineproducenterne i 1999 at fjerne stoffet fra børnevacciner som reaktion på offentlig bekymring. Det findes dog stadig i visse influenzavacciner.

En af deltagerne ved mødet, som formodentlig vil tale imod thimerosal, er sygeplejersken Lyn Redwood, tidligere leder af organisationen Children’s Health Defense – en vaccinekritisk forening, der også har haft Robert F. Kennedy som formand. Hun mener, at hendes søns autisme skyldes vacciner. Der er dog aldrig videnskabeligt dokumenteret en sammenhæng. 

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder CDC, der har indkaldt til mødet, viser en gennemgang af forskning på området, at thimerosal er ufarligt og uden betydning for børns hjerneudvikling.

Tjekdet
Den étårige River Jacobs sidder hos sin mor, Caitlin Fuller, mens han får en MFR-vaccine på en vaccineklinik i den amerikanske delstat Texas. Antallet af mæslingetilfælde har været stigende i den vestlige delstat.  Foto: Jan Sonnenmair/Getty Images/AFP

Mæslingeudbrud i USA

Hvad angår børnevacciner kan amerikanske forældre vælge mellem en samlet MMRV-vaccine (mæslinger, fåresyge, røde hunde og skoldkopper) eller to separate stik – én for MMR og én for skoldkopper.

Kombinationen sparer ét stik, men giver en lidt højere risiko for feberkramper, der beskrives som en sjælden og som regel harmløs bivirkning.

Derfor anbefales det allerede i dag, at små børn mellem 12 og 47 måneder får de to vacciner separat. Det får eksperter til at undre sig over, hvorfor emnet skal tages op igen. Det vækker også opsigt, at dagsordenen ikke indeholder en diskussion om de mange fordele ved mæslingevaccinen, som har forebygget millioner af hospitalsindlæggelser.

"Diskussionen om MMRV-vaccinen, som er et afgørende redskab mod mæslinger, fåresyge, røde hunde og skoldkopper, skal tage udgangspunkt i videnskab – ikke ideologi," mener epidemiolog Syra Madad fra det offentlige sundhedsvæsen i byen New York, NYC Health + Hospitals.

USA erklærede mæslinger udryddet i år 2000, men oplever nu det værste udbrud i årtier. Der er registreret over 1.200 tilfælde og tre dødsfald.

"ACIP er ved at blive en kanal for vaccinekritisk propaganda og vil miste sin relevans for læger og sundhedsvæsenet," advarer infektionslæge Amesh Adalja fra det amerikanske Johns Hopkins Universitet.

Alligevel kan komiteens anbefalinger få vidtrækkende konsekvenser. Blandt andet i forhold til krav om vaccination ved skolegang, og hvilke vacciner man kan få dækket af sin sundhedsforsikring, skriver AFP.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

 

Opdateret 10. jul 2025