EU's udenrigschef: Rusland og Kina angriber Vesten med "massive digitale arsenaler"

-
Digitale angreb, misinformation og sabotage. EU advarer om stigende russiske og kinesiske hybridtrusler mod vesten.
Den Europæiske Union advarer tirsdag om, at Rusland og Kina bruger "massive digitale arsenaler" til at blande sig i vestlige demokratier, mens deres budskaber om krigen i Ukraine bliver stadig mere ensrettede.
"Udenlandsk informationsmanipulation og indblanding er en stor sikkerhedstrussel mod EU," siger EU's udenrigschef Kaja Kallas i en ny rapport.
"Vi må ikke undervurdere den magt, det har over os, eller intentionerne hos dem, der står bag," fortsætter hun.
I rapporten fremgår det, at man sidste år registrerede desinformationsangreb mod mere end 80 lande og over 200 organisationer.
Krigen i Ukraine er fortsat et hovedmål for Rusland, men begivenheder som OL i Paris, valget i Moldova og landmandsprotester i Tyskland var også i skudlinjen.
"Målet er at destabilisere vores samfund, skade vores demokratier, skabe splid mellem os og vores partnere og underminere EU's globale position," siger Kaja Kallas, der var Estlands første kvindelige premierminister fra 2021 til 2024, før hun sidste år indtog jobbet som EU's udenrigschef.
Rapporten konkluderer, at Bruxelles er blevet bedre til at sammenkæde spor og opdage russiske og kinesiske kampagner, rapporten hævder at have til formål at påvirke den offentlige debat i EU.
Den beskriver, hvordan Rusland bruger et komplekst netværk af både "statslige og ikke-statslige aktører" – fra influencere på sociale medier til statslige medier og officielle talsmænd – til at skabe og forstærke sine budskaber.
Kina ser ifølge rapporten ud til i stigende grad at benytte "både private PR-firmaer og influencere til at skabe, sprede og skjule indhold, der er på linje med Kinas politiske interesser verden over." Rapporten undlader dog at anklage Rusland og Kina for direkte at samarbejde om at sprede desinformation, men bemærker, at "den gensidige udveksling mellem de to parter primært ser ud til at være opportunistisk."
Blandt andet fremgår det af rapporten, at i den måned, hvor det var 1.000 dage siden Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine, "opstod der en markant tilnærmelse i de kinesisk-russiske narrativer, hvor fjendtlige budskaber lagde skylden for konfliktens eskalering på NATO."
EU er i stigende grad bekymret over russisk indblanding, som ses som en del af en bredere hybrid kampagne fra det russiske styre, der også inkluderer sabotageaktioner, som for eksempel cyberangreb, for at svække Vesten.
Bruxelles indførte derfor i december sidste år sine første sanktioner mod russiske efterretningsofficerer i forbindelse med påståede skadelige aktiviteter.
/AFP/