Hvem står bag? Mystiske opslag på Facebook ramte Danmark og flere NATO-lande op til topmøde

Indsigt 1. jul 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Donald Trump og Mette Frederiksen var blandt repræsentanterne til NATO-topmødet. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP/Ritzau Scanpix
  • Opslag, som stiller spørgsmålstegn ved NATO-samarbejdet, blev spredt på sociale medier forud for NATO- topmødet i Haag.

  • Annoncerne blev spredt i Danmark af en anonym Facebook-side.

  • TjekDets research viser, at lignende opslag blev delt i flere andre NATO-lande.

  • Pilen peger mod Rusland, og det er ikke tilfældigt, at de blev spredt op til NATO-topmødet, vurderer en forsker.

Mistænkelige opslag fra en anonym Facebook-side har skabt debat om NATO-alliancen på det sociale medie i de sidste par uger.

Opslagene er blevet set og kommenteret af tusindvis brugere - herunder af brugere i Danmark. I virkeligheden var der tale om betalte annoncer, der på Facebook fremstod som almindelige opslag. Landene, som annoncerne var målrettet, havde særligt to ting til fælles - de er alle medlemmer af NATO og grænser ud til Østersøen.

“Har du tillid til NATO's evne til at afskrække russisk aggression?”, lyder det spørgende i et af opslagene, som var målrettet danske brugere på Facebook. Opslaget har over 1.400 reaktioner og flere end 700 kommentarer.

Samme fokus og ordlyd har opslagene, der blev spredt i vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland. Opslagsteksten er den samme - bare oversat til det pågældende lands sprog.

Og det er nok ikke tilfældigt, at annoncerne kørte netop i disse uger, forklarer en forsker, som TjekDet har talt med. 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Sammenfald

Der er nemlig et interessant sammenfald mellem større NATO-begivenheder og de mystiske annoncer på Facebook.

I september og oktober 2024 fandt en større NATO-øvelse sted i Letland blot 250 kilometer fra den russiske grænse. Til øvelsen bidrog Danmark med 800 soldater, som skulle deltage sammen med tropper fra blandt andet USA og Canada. Ifølge den danske bataljonschef var formålet med øvelsen blandt andet at afskrække Rusland.

I sidste uge mødtes NATO-landene igen - denne gang til NATO-topmødet i Haag, som fandt sted den 24. og 25. juni, hvor Rusland igen var på dagsordenen. 

Op til og under begge begivenheder spredte anonyme Facebook-sider over 30 annoncer, som særligt omhandler NATO-samarbejdet.

Annoncerne, som blev udrullet op til NATO-topmødet, begyndte den 16. juni. De blev slået op af den anonyme Facebook-side “Your voice matters” - og de blev gjort inaktive dagen efter topmødet - den 26. juni.

Der er tale om 15 annoncer, som var målrettet forskellige NATO-lande, der også har det til fælles, at de grænser ud til Østersøen - nemlig Danmark, Polen, Sverige, Litauen, Finland, Tyskland, Norge, Letland og Estland.

Null

15 annoncer, som var målrettet forskellige NATO-lande, har det til fælles, at de grænser ud til Østersøen - nemlig Danmark, Polen, Sverige, Litauen, Finland, Tyskland, Norge, Letland og Estland. 

I de fleste af landene, var der tale om to forskellige annoncer, hvor opslagsteksterne var ens - bare oversat til det pågældende lands sprog.

“Har du tillid til NATO's evne til at afskrække russisk aggression?”, lyder det i den ene annonce, mens det i den anden lyder: “Tror du, at NATO’s kapacitet og lederskab danner en sammenhængende og samlet front?”.

Annoncerne har medført tusindvis af reaktioner og kommentarer i de forskellige NATO-lande. I alt er annoncerne blevet vist for brugere mindst 600.000 gange, hvoraf 41.000 visninger er til danske brugere.

En af de danske annoncer har eksempelvis over 1.400 reaktioner og flere end 700 kommentarer, hvor forskellige danskere lufter deres holdninger til NATO-samarbejdet.

Null

En dansk annoncer har flere end 1.400 reaktioner og mere end 700 kommentarer, hvor brugere med danske navne lufter deres holdninger til NATO-samarbejdet. FOTO: Skærmbillede fra Facebook 

TjekDet har været i Facebooks annoncebibliotek for at se, hvem der betaler for annoncerne, og her fandt vi noget interessant.

Den ene af betalerne er en anden Facebook-side med navnet “Tavai balsij ir nozīme”, hvilket betyder “Your voice matters” - bare på lettisk.

Siden kørte 20 enslydende annoncer tilbage i september og i starten af oktober 2024 - dog kun målrettet Letland, hvilket var i de måneder, hvor den større NATO-øvelse med dansk deltagelse fandt sted i landet

“Hvor godt passer Letland ind i NATO? Del din mening”, lød det blandt andet i annoncerne.

Ikke en tilfældighed

Spørger man Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, hvem der står bag annoncerne, så peger pilen særligt i en retning - mest fordi et specifikt land nævnes i opslagene.

“Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget definitivt om, hvem der står bag, men det er jo nærliggende at lede tankerne i retning af Rusland. Det er i hvert fald nogle budskaber, som stemmer overens med russiske og pro-russiske interesser. Teksten i annoncerne nævner jo specifikt NATO's evne til at afskrække Rusland,” fortæller hun.

Skulle det være Rusland, som står bag annoncerne, så er det umiddelbart ikke en fremgangsmåde, som Jeanette Serritzlev mindes, at russerne tidligere har benyttet sig af - men narrativerne, de er ganske velkendte.

“Det taler ind i nogle russiske narrativer om, at de aldrig har tabt en krig, og at Rusland står stærkt trods flere års krig med Ukraine ligesom narrativet om at skabe splid i NATO-landenes befolkning”, siger hun.

For almindelige Facebook-brugere kan det være svært at se en sammenhæng mellem opslagene og NATO-øvelsen i Letland eller NATO-topmødet i Haag, men er det russerne, som står bag, er der absolut en sammenhæng, forklarer Jeanette Serritzlev.

“Det er nærliggende, at Rusland bruger begivenheder med stor prestige som omdrejningspunkt for deres påvirkningskampagner - særligt, når det gælder store NATO-øvelser eller et NATO-topmøde.”

TjekDet har blandt andet tidligere skrevet omhvordan russisk propaganda har handlet om EM i fodbold og OL, da de to sportsbegivenheder havde hele verdens fokus sidste år.

“Særligt dette NATO-topmøde, hvor det på forhånd var forventet, at landene ville blive enige om, at fem procent af BNP skal gå til forsvaret, er jo klart på den russiske dagsorden, så det er absolut ikke tilfældigt,” forklarer Jeanette Serritzlev.

Tilbage står dog spørgsmålet; hvordan kan russerne drage nytte af at spørge NATO-landes befolkninger om deres tro på NATO-samarbejdet?

“Hvis Rusland identificerer store forskelle i, hvordan folk svarer i Danmark, Norge, Sverige og de andre lande, så kan det jo give indikationer på, hvor stor tiltroen egentlig er til NATO blandt almindelige borgere i det pågældende land,” forklarer hun.

Samtlige annoncer står nu som inaktive i Facebooks annoncebibliotek, og det har de altså gjort siden den dag, hvor NATO-topmødet sluttede.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 1. jul 2025