Tyske nynazistiske rappere spreder hadtale og desinformation på TikTok
-
På TikTok og andre platforme breder højreradikal rap sig med antisemitisme, had og falske fortællinger - trods regler mod den slags indhold.
Højreradikale tysksprogede rappere bryder reglerne om hadefuld tale ved at sprede ekstremistisk retorik og desinformation på platforme som TikTok, viser en undersøgelse fra det franske telegrambureau AFP.
I en video citerer en rapper ved navn MaKss Damage krigen i Gaza og antyder, at Adolf Hitler havde ret i sin advarsel om den ødelæggelse, jøder skulle have forårsaget. I videoen forvandler kunstnerens ansigt sig gradvist til en antisemitisk dæmonisk skikkelse.
“Dengang var det Tyskland, i dag er det Palæstina,” rapper MaKss Damage, hvis rigtige navn er Julian Fritsch, i videoen, som han har lagt op på TikTok, mens han viser en tatovering af en germansk trekant – et symbol, der forbindes med den yderste højrefløj.
“Denne gang stiller folk spørgsmål og væmmes. De lytter til gamle malere tale og forstår historien,” tilføjer han med en hentydning til Adolf Hitler, der drømte om at blive kunstner.
I samme sang henviser han til en antisemitisk konspirationsteori om terrorangrebet den 11. september 2001, som hævder, at den jødiske ejer af World Trade Center blev hjemme den dag, fordi han på forhånd vidste, hvad der ville ske.
TikTok har nu fjernet alle rapperens konti, efter at AFP har kontaktet selskabet, men svarer ikke på konkrete spørgsmål om, hvordan deres regler mod hadefuld tale håndhæves.
Tysklands føderale efterretningstjeneste har identificeret Julian Fritsch som højreekstremist, og det højreradikale parti Den Tredje Vej har på sin hjemmeside navngivet ham som en støtte.
Antisemitiske forbrydelser
Partiet Alternative für Deutschland (AfD) har oplevet en markant fremgang i vælgeropbakningen, båret frem af stærkere holdninger til indvandring.
Tyskland har også set en stigning i politisk motiveret kriminalitet, herunder antisemitiske overgreb, ifølge officielle tal offentliggjort i en rapport fra det tyske indenrigsministerium i maj.
Julian Fritsch er en del af en gruppe højreradikale tysksprogede kunstnere, der spreder ekstreme holdninger på sociale medier og streamingtjenester.
Rapperne er en del af en større nynazistisk bevægelse online, som også tæller holocaustbenægtere.
Bevægelsen er blevet “betydeligt mere radikal de seneste år,” siger Thorsten Hindrichs, der er musikforsker ved universitetet i Mainz.
En rapport fra de tyske myndigheder i delstaten Sachsen viser for eksempel, at scenen er i vækst dér.
Nogle af de klip, som AFP har set, ligger stadig online – selv om de ser ud til at bryde TikToks regler mod hadefuld tale.
Støtter Palæstina ude, men bekæmper islam hjemme
Julian Fritsch, der også har et moderat antal følgere på Instagram, deler sange om Gaza, som afspejler en bredere tvetydighed blandt den europæiske yderste højrefløj i forhold til den muslimske verden, siger Bernhard Weidinger, en østrigsk ekspert i højreekstremisme, til AFP.
“Hjemme agiterer de mod ‘islamisering’ og fremstiller islam som uforenelig med vestlige værdier,” siger Bernhard Weidinger, der forsker ved Dokumentationsarkivet for Østrigs modstand og nazitidens ofre.
“Men når det kommer til udenrigspolitik, har de ofte det stik modsatte synspunkt, især over for palæstinenserne, som de mener også bliver undertrykt af jøder og amerikanere,” siger han.
En anden fremtrædende rapper, E.Mar, der kalder sig selv patriot, har mere end 96.000 månedlige lyttere på Spotify med sange, der angriber Tysklands indvandringspolitik og klager over, at man “lader hvem som helst komme ind i landet.”
Han har fået hundredtusindvis af visninger på TikTok, hvor han skjuler sit ansigt med en sort dødningemaske og bærer en træningstrøje i tysk flagdesign.
I et nummer, som også ligger på Apple Music og hans YouTube-kanal, rapper han:
“Vi er klar til krig her – den nuværende politik får dig til at føle dig fremmed i dit eget land.”
Spotify fortæller AFP, at de fjerner sange, der fremmer voldelig ekstremisme, men at indhold kan blive liggende, hvis det ikke direkte opfordrer til vold eller had mod beskyttede grupper.
Spotify var blandt de platforme, der hurtigt fjernede “Heil Hitler”, en sang, der hylder Hitler, af den amerikanske rapper Kanye West tidligere i år – men kopier af nummeret ligger stadig online.
Ekstremistisk rekruttering
Tyske forskere siger, at nynazistiske netværk søger mod TikTok, fordi platformens live-funktion gør det muligt for skabere at interagere direkte med seere i realtid.
“Disse samtaler foregår i en mere privat og intim situation,” siger Markus Boesch, forsker ved universitetet i Münster, til AFP.
Han siger, at det “kan udvikle sig til en form for ekstremistisk rekruttering”, efter at have set opslag, der opfordrer brugere til at slutte sig til grupper på de sociale medier Telegram eller Discord – platforme, der typisk har færre indholdsbegrænsninger.
En AFP-journalist forsøgte at følge nogle af rappernes livestreams med en konto under pseudonym, men skaberne ændrede løbende tidspunkt for deres udsendelser, hvilket tyder på, at de forsøger at undgå at blive opdaget.
Ifølge Tom Divon, forsker i sociale medier ved Hebrew University i Jerusalem, er disse TikTok-fællesskaber “ikke massive, men smarte” og skifter ofte mellem forskellige profiler.
AFP har set notifikationer, der promoverede lignende, alternative profiler på TikTok.
Disse brugere forventer at blive blokeret, hvis de bryder reglerne for indhold, men kan ofte vende tilbage til platformen uden større problemer, siger Ciaran O’Connor, senioranalytiker ved tænketanken Institute for Strategic Dialogue.
Nogle kommentatorer bruger emojis til at signalere højreorienteret tilhørsforhold, samtidig med at de undgår at blive udelukket - for eksempel et blåt hjerte for støtte til AfD og to lyn-symboler, der henviser til Det Tredje Riges SS-enhed.
AFP bliver - sammen med mere end 100 andre faktatjekorganisationer - betalt af TikTok og Facebooks moderselskab Meta for at verificere videoer, der muligvis indeholder falsk information. For TjekDets vedkommende gælder det kun Metas platforme.
Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.
© Agence France-Presse