Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ny bølge af falsk historie om fyret McDonald's-medarbejder skyller ind over Facebook

Fup og spam 22. aug 2023  -  4 min læsetid
Tjekdet
Talrige facebookbruger slår i øjeblikket - tilsyneladende ufrivilligt - artikler op om en fyret McDonald's-medarbejder, der angiveligt skulle have tjent kassen på Bitcoins. Men historien er falsk og en del af et stort svindelnummer. Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • For tredje gang denne sommer deles på Facebook en falsk historie om en kvindelig McDonald's-medarbejder, der kort efter at være blevet fyret fra sit job i restaurantkæden var så heldig at tjene en mindre formue på investeringer i bitcoins

  • Tidligere på sommeren hed pigen Maja Rasmussen og var angiveligt 22 år. I versionen, der begyndte at cirkulere på Facebook for et par dage siden, hedder kvinden Emma Jensen, men derudover er historien præcis den samme

  • I artiklen kan man også læse, at Emma Jensen har været en tur forbi Go’ Morgen Danmark og fået værten til at tjene knap 2.000 kroner på ingen tid

  • Men artiklen om Emma Jensen er som nævnt falsk og en del af et svindelnummer

  • Artiklen er blot den seneste af flere falske historier på Facebook, der har til formål at tømme dine lommer fremfor at fylde dem

Skrevet af: Redaktionen

"Emma Jensen, en 22-årig tidligere McDonald's-medarbejder blev fyret, men formåede at tjene 458.000 kroner på bare 67 dage!"

Sådan kan man læse i flere facebookopslag, hvor brugere ufrivilligt deler artikler om Emma Jensens nemme og hurtige vej til penge ved at investere i bitcoins gennem platformen kaldet "Kvante-indtjeningssystem".

Klikker du på facebookopslagene, sendes du videre til en artikel, der tilsyneladende ligger på en hjemmeside for et unavngivent journalistisk medie.

Ifølge artiklen har Emma også gæstet TV 2-programmet ‘Go’ Morgen Danmark’ for at fortælle om sine succesfulde investeringer, og hun har oven i købet fået programmets vært, Steen Langeberg, til at afprøve "Kvante-indtjeningssystem".

“Nu har jeg 1321,97 kr i profit, hvordan er det muligt? Kan jeg trække det ud med det samme?” siger en ellevild Steen Langeberg angiveligt. 

Artiklens indhold er helt identisk med den udgave, der cirkulerede tidligere på sommeren, bortset fra at navnet på kvinden er skiftet ud - fra Maja Rasmussen til Emma Jensen. Da TjekDet faktatjekkede historien om Maja, oplyste TV 2's presseafdeling, at de slet ikke har haft besøg af en fyret McDonald's-medarbejder, der fortæller om investeringer i bitcoins.

Artiklen om Emma Jensen, der får hævdes at få Steen Langeberg til at investere i bitcoins, er blot det seneste eksempel i rækken af svindelnumre, der forsøger at lokke dig i fælden for at komme i lommen på dig. 


Ændret bynavn

Når man kigger facebookopslagene og de tilhørende artikler igennem, tegner der sig et tydeligt billede af svindel. De forskellige facebookopslag varierer nemlig i form, og det samme gør Emma Jensen.

Det er ikke den samme kvinde, man ser på billederne i facebookopslagene og i de falske artikler. Og overskrifterne i opslagene og artiklerne anvender også forskellige bynavne. Nogle gange er Emma fra Nørager, andre gange fra Asnæs, Gistrup, Højby eller Kalundborg

Faktisk er det muligt at få Emma Jensen til at komme fra lige den by, man ønsker. I artiklens adresselinje er det nemlig muligt at skifte bynavnet ud med et hvilket som helst andet, og dermed vil bynavnet i artiklen ændre sig, så den kan deles i forskellige lokalgrupper på Facebook.

Og hvad er så hensigten med at sende den samme artikel i omløb på Facebook med forskellige bynavne? Den mest simple forklaring er, at hvis du ser den fantastiske historie om en kvinde fra din hjemstavn, eller hvor du bor nu, vil du være mere tilbøjelig til at dele opslaget og endda klikke dig vej til artiklen. Men herefter klikker du dig forhåbentlig ikke videre, for så kan du ende i den økonomiske fælde. 

Klikker man sig så ind på artiklen, kan man læse, at man skal indbetale mindst 1.850 kroner for at aktivere sin konto på den famøse investeringsplatform, som artiklen er fyldt med links til. Mod en engangsbetaling bliver man altså den anden vej lovet guld og grønne skove, og det er formentlig her, at det store svindelnummer udfolder sig, fordi man skal angive sine kortoplysninger.

Ikke selv delt det

Meget tyder på, at brugerne, der deler artiklen om Maja Rasmussen, ikke selv ved, at de gør det. Da TjekDet faktatjekker den samme historie i juli, hvor kvinden dog hedder Maja, kontakter vi en bruger, der har delt artiklen på Facebook. Han oplyser dengang, at han ikke selv havde lavet og delt opslaget, og at han mistænker, at han er blevet hacket. Og den mistanke er sandsynligvis begrundet.

TjekDet har tidligere undersøgt svindelnumre, hvor brugere ufrivilligt har lavet opslag på Facebook, og til det sagde Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert for virksomheden CSIS Security Group, som udbyder cybersikkerhedsservices, at svindlere har skaffet sig adgang til brugernes facebookprofiler.

“Måden, de her reklamer spredes på, er gennem phishing, hvor svindlerne har høstet dit brugernavn og password (til Facebook, red.), enten fordi du har forsøgt at købe noget gennem en forfalsket hjemmeside, eller fordi du et andet sted er kommet til at opgive dine loginoplysninger," sagde han, da det handlede om et svindelnummer, hvor tricket var at lokke potentielle ofre med billige solbriller.

Har du ufrivilligt delt et lignende opslag, er det derfor en god ide at ændre kodeordet til din facebookprofil og fjerne de enheder, der i forvejen er logget ind på din profil i dine indstillinger. Det er også en god ide at slå totrinsgodkendelse til, så du skal acceptere, hver gang en ny enhed - altså en telefon, computer eller tablet - skal have adgang til din konto. Så kan potentielle svindlere ikke logge ind, selv hvis de har din adgangskode. 

Og har du allerede oplyst dine kreditkortoplysninger til Bitcoin Revolution, skal du omgående kontakte din bank.

Hvis du vil blive bedre til at genkende de kreative måder, hvorpå svindlere forsøger at snyde sig til kreditkortoplysninger gennem eventyrlige bitcoin-historier, har TjekDet samlet et katalog over de svindelhistorier om bitcoin, vi har undersøgt.

Blandt andet er statsminister Mette Frederiksen og skuespillerne Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau ufrivilligt blevet brugt som reklamesøjler i falske historier om investeringer i den populære kryptovaluta gennem investeringsplatforme.

For nogle år siden forsøgte en journalist fra TjekDet at falde i fælden bevidst. Det blev til en rejse med utallige opkald fra tillidsvækkende sælgere og mange mails. Hele den historie kan du læse ved at klikke her.

'Mit digitale selvforsvar' er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der kan hjælpe dig til at være sikker online ved at holde dig opdateret om aktuelle digitale trusler. 

Opdateret 22. aug 2023